I onsdags tog jeg toget til Nikko – min sidste japanske turistudflugt (i denne omgang i hvert fald).
2 timer nordpå, ud af Tokyos grå og vidtspredte forstæder, og forbi de utallige rismarker. Da jeg var i Sendai lige efter jeg var ankommet til Japan i maj stod risen som små totter i markernes vandflader, nu er den høj og grøn, som skinnende lyse fløjstæpper.
Til min glæde konstaterede jeg at der er køligere i Nikko – det er oppe i bjergene. Luften var stadig tung af fugt, men hverken solen eller den sædvanlige hvide himmel brændte helt med samme styrke. Dejligt 🙂
Efer at være tjekket ind på Skildpaddekroen vol. 2, have efterladt min sparsomme bagage og behørigt beundret min udsigt 
(slående kontrast til jernbaneskinnerne og lysreklamerne jeg kan se ud af vinduet på Tama Plaza) vandrede jeg ud for at se på templerne og mausolæerne som Nikko er berømt for.
Det første der slog mig var nu ikke de smukke monumeter, men de sære japanere. Nikko er nemlig et populært turistmål også for japanern selv. Især om efteråret når bladene skifter farve på de trædækkede bjergskråninger, men også nu hvor skolerne har sommerferie.
Det er muligt at jeg bare er en udannet gaijin men at give et pelsdyr – oven i købet et med små ben som skal skynde sig for at følge med – tøj på i 25 graders varme, det synes selv en barbar som jeg er barbarisk!
Der vrimlede med guldsmede i Nikko, allevegne var de. Så derfor var der naturligvis også små japanske børn som hoppende og dansende forsøgte at fange dem i neonfarvede net. Det er muligt at guldsmede er flotte, men ønsket om at fange dem og holde dem i de fine tynde vinger må jeg tilstå at forstå lige så lidt af som hundepåklædningen.
Der er utallige templer i Nikko, men da jeg kun havde en enkelt overnatning og opslidelige ben nøjedes jeg med de mest berømte. Den første og den tredie Tokugawa-shogun er begravet i Nikko, i mausolæer med ukarakteistisk kinesisk-inspireret arkitektur (momoyama). Her er pagoden lige inden for den første port i Toshogu, mausolæumkomplekset for Tokugwa Ieyasu, grundlæggeren af Tokugawa shogunatet.
På en af bygnigerne i komplekset er de meget kendte 3 aber der ikke hører, ser eller siger noget ondt.
Og her et par arkitektoniske detaljer – masser af træudskæringer, guldbelægning og drager i tusindtal.
Den berømte nemuri neko (sovende kat) ved indgangsporten til stien op til selve graven.
Og her udskæringen umiddelbart på den anden side af porten, lige bag katten. Når katten sover…?
På vejen op til graven gik jeg bag denne dame – eller nok rettere kvinde, thi ingen dame vil da lade sig se med sko der i den grad er for små. 
Billedet er desværre lidt udtydeligt (jeg kunne ikke så godt stoppe hende og bede om tilladelse til at fotografere hendes hæslige valg i fodbeklædning, vel?) men tro mig, det så værre ud i virkeligheden – måden hun vaklede en smule ved hvert skridt og hvordan hendes fødder flød ud over skoene i alle ender. Hvorfor tror kvinder (og bestemt ikke kun de japanske) det er attraktivt at gå i sko der er for små? Og endnu mere uforståeligt: Hvorfor er de villige til at udholde pinen det må medføre?
Her et smugbillede (fotografering strengt forbudt) af naki-ryu (den brølende drage) et loftsmaleri i en af tempelbygningerne. Hvis man slår to stykker træ sammen lige under sdragen (men ikke andre steder i rummet) brøler dragen som lyden sætter loftet i svingninger. I mine ører lød det nu mere som spinden – jeg ved ikke om de mange turister derinde spolerede en del af rumklangen, men resultatet var sært hyggeligt. Jeg vil også gerne have et loft med en spindende drage 🙂
Her et billede inde fra Taiyuin Byo, den tredie Tokugawa shoguns mausolæum. Mindre, og lidt mere tiltalende af den grund, men i samme stil som det andet.
Komplekserne har alle en serie af porte som den (relativt lille) der er på billedet ovenfor. På hver side af hver port står to overnaturlige vogtere af forskellig slags. Her er en rød en.
På vej tilbage mod bymidten for at finde noget aftensmad (ikke at der er meget midte, Nikko er ikke just nogen storby) ser man den hellige bro Shinkyo.
Morgenen efter begav jeg mig ud for at lede efter en bus længere op i bjergene til Chuzenji-området hvor det berømte Kegon-no-taki vandfald på 97 meter ligger.
På vej til stoppestedet så jeg for første gang dette skilt mens jeg havde et kamera med:
Man ser det ofte på minre lastbiler og i starten undrede jeg mig noget. Jeg kan nu afløre at nej, de bringer ikke kattekillinger ud, det er logoet for den japanske udgave af Fed-Ex 🙂
Mens jeg ventede på bussen kunne jeg jo ligeså godt skrible lidt:
Morgen i Nikko. Da jeg vågnedevar her solskin, men straks dagen startede rullede disen ned fra de trædækkede bjerge. Jeg sidder ved busstoppestedet og iagttager morgenlivet i lillebyjapan. Rygsækturister vandrer forbi på vemod busstoppestedet til statione, ældre damer mødes, bukker, smiler, bukker igen og stiger småsludrende på bussen. Mænd md aviser kommer ud af døgnkiosken, skralebilen kører forbi. Brisen er kølig, tempoet roligt og bygningerne ikke helt så grå som i Tokyo. På bænken ved siden af mig sider en midaldrende herre med hvad der ligner ækvivalenten til Ekstra Bladets sportssektion. En gruppe teenagedrenge jogger forbi på den anden side af vejen. Lidt senere et halv hundrede skolebørn med matchende blå hatte på denne side.
Guldsmedene er ikke generte.
Oppe ved Chuzenjisøen var der endnu køligere (1270 meter over havets overflade) og noget tåget, men vejret til trods var Kegon-no-taki stadig et fascinerende syn. Jeg morede mig med at tage en del forskellige billeder, både som jeg først så vandfaldet gennem træerne på vej derhen, fra udsigtsplatformen og fra platformen 100 meter nede ved foden af det hvor det var lidt af en kunst at holde vandsprøjtet af linsen.
Nu har jeg så diskuteret noget med mig selv hvilke der faldt bedst ud. Hvad synes I? Meningstilkendegivelser ønskes! (Og det er selvfølgelig helt OK at mene at de alle er elendige 😉 )
Mens jeg ventede på bussen tilbage til Nikko, frokost og toget mod Tokyo så jeg en af grundende til de mange advarselsskilte slentre roligt hen over busparkeringspladsen. Desværre nåede mit kamera ikke at tænde før den var gået forbi og jeg kun kunne fotografere dens bag.
(Skiltene siger noget i retning af: Gå aldrig nær en abe med mad i hånden, aberne vil kradse, bide og slå for at få fat i det. Da jeg absolut ingen aber så til at starte med tænkte jeg det var lidt sært. Men denne her var stor som en labrador, og md en attitude som ejede den byen og jeg følte bestemt ingen trang til at komme i nærkontakt med dens gebis.)
Tilbage i Nikko vendte jeg tilbage til Hippari, den hyggelige lille yakitoribiks hvor jeg også havde spist aftensmad dagen før. Dens vægge er plastet til med tusindvis af visitkort, diverse udenlandske pengesedler, studiekort, billeder, billetter og små sedler, alle med navne og hilsner og anbefalinger fra tilfredse turister. Professorer, ergoterapeuter, studerende, børnefamilier, bankrådgivere, alle disse bare fra det hjørne jeg sad i. 
Her er indehaveren, en hyggelig japansk dame der bestemt ikke taler engelsk men alligevel kommunikerer nydeligt med smil, fagter og stemmeføring. Hendes butik er anbefalet i adskillige guidebøger og mange steder på nettet og med god grund. Maden var lækker og billig, der er hyggeligt og fredeligt derinde, bare 3 borde og der er vegetariske retter på menuen. Den yasai-yakisoba jeg fik til aftensmad var så god at jeg nærmest ikke kunne vralte tilbage til min seng onsdag aften, og min frokost, yubaramen, var også lækker. Yuba er en tynd film af soyamælk, en specialitet fra området omkring Nikko. I min ramen var de rullet op, og kan ses som de to skiver rulle øverst til venstre. Lækkert – silkeblød og mere delikat end almindelig tofu.
På vej hjem i toget, en aldeles teknologiafhængig japaner. (Endnu et smugbillede, beklager det er så mørkt.)
Jep, det er to mobltelefoner han sidder og taster på. Sådan sad han længe.
Til slut, så I kan genkende mig når I kommer og henter mig i lufthavnen i morgen, et billede jeg lokkede et nydeligt ældre japansk ægtepar til at tage af mig oppe ved vandfaldet,
No comment so far