I tirsdags var jeg i Ginza og se kabuki (japansk teater) i det berømte Kabuki-za på Fujiko-sans invitation.
Fujiko-san er en venlig japansk dame jeg har lært at kende. Hun er mangeårigt medlem af Hippo Family Club en organisation der fremmer indlæring af mange sprog samtidig gennem leg og hygge, og som i Japan gerne involverer sig med udenlandske studerende.
Det hele startede da Mikael inviterede mig med til en Hippo-aften, og siden da har jeg været til koncert, inviteret hjem til Fujiko-san til middag

– og vi kan afsløre at japanere også spiller klodsmajor – til endnu en Hippo-fest og nu også i teatret.
Desværre var det strengt forbudt at tage billeder inde i teatret – der var ellers kostumer, farvepragt og makeup foralle pengene. Stykket vi så var “Kinkakuji” og jeg var specielt imponeret af den onnagata der spillede Yuki-hime, den tilfangetagne adelsdame der begæres af den onde og usympatiske Daizen. Alle hans (der er ingen kvindelige skuespillere i kabuki, kvinderoller spilles af smukke mandlige skuespillere der er specielt trænet til det og udelukkende spiller kvinderoller) bevægelser var yndefulde og perfekt feminine og fik i løbet af kort tid hans falsetstemme til at lyde troværdig, og mig til fuldstændig at glemme at det var en mand.

Jeg har desværre ikke noget billede af ham, så I må nøjes med en Yuki-hime fra en anden opsætning

På min indre skærm er fastbrændt billedet af Yuki-hime der fortivlet danser og snor sig i en regn af faldende kirsebærblade, lyttende til tempelklokken der fortæller at tiden hvor Daizens håndlangere vil henrette hendes mand nærmer sig og forgæves forsøgende at slippe fri af de bånd hun er bundet med.

Her er hun i en tegnet udgave, efter at musene hun tegnede i de faldne blomsterblade magisk kom til live og gnavede hendes bånd over.

Efter teatret inviterede Fujiko-san os på japansk frokost i en stillig restaurant i Ginza. For mig er noget af det mest fascinerende ved det japanske køkken måden hvorpå retter ikke bare er mad, men også dekoration. Jeg gad nok vide om nogle af principperne kan overførest til det vestlige køkken? Udover at de ingredienser der typisk bruges til dekoration ikke er så almindelige i Danmark (eksempelvis farvet soyaprotein) er det jo også lige problemet at nok kan jeg med helhjertet indsats af og til gå an som kok, men som kunsthåndværker har jeg ikke mange talenter.

Bare for at bvise jeg har været der (beklager billedkvaliteten): Det berømte Ginza-4-chome kryds.

Ginza er det mest berømteshopping distrikt i Tokyo – et afde første hvor den vestlige indflydelse blev synlig i 1800-tallet, og er i dag der hvor alle de dyre butikker ligger. Specielt denne her tror jeg jeg kender nogen der gerne ville raide 😉

Som i alle mondæne kvarterer med respkt for sig selv i Tokyo har Ginza et væld af stormagasiner. Alle japanske stormagasiner har tilsynladende mad og spiselige omiyage i kælderetagen, det meste overmåde æstetisk dekoreret og til uhyrlige priser. Se selv:



… Jeg ved ikke om I kan skimte priserne eller om jeg har skrumpet billederne for meget til det. Hvis ikke, så pris jer lykkelige! Det er sørgeligt at se så smuk en sukkeroverflod ganske og aldeles uden for ens økonomiske formåen.

Rejser • Skrevet d. 19. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu