I lørdags havde Mikael og jeg planlagt at tage til Kamakura og turiste. Om eftermiddagen holdt Professoren nemlig grillfest i sin have, ligeledes nær Kamakura, og så kunne vi slå to fluer med et smæk.
Som jeg søvnig (det var tidligt, for der er et pænt stykke med tog til Kamakura, og jeg sover ikke så godt i varmen) vaklede ned i køkkenet og gav mig til at vaske en skål til min morgenmad (tro mig, når man deler køkken med 70 individer med varierende ideer om køkkenhygiejne vasker man porcelænet inden man bruger det) sprang skålen (der åbenbart havde et svagt punkt) i to dele, og den ene halvdels skarpe brudflade kolliderede med min arm inden den faldt ned i vasken med et brag. Av!
Da jeg beklageligvis er en skrøbelig og svag blomst der ikke sådan tåler at se blod (omend mit eget nu er knap så slemt som andres) tog det mig en 20 minutters tid at fåstoppet bødningen, desinficeret såret og hitte en kombination af plastre der kunne dække det. Grundigt forsinket og noget perpleks lykkedes det mig næsten at smække døren uden mine nøgler, samt at glemme både badetøj og kamera 🙁
Heldigvis havde Mikael sit med, så jeg kan afværge de værste “send-flere-billeder”-råb 😉
Det var en aldeles modbydelig varm, fugtig og overskyet dag – en af den slags hvor at gå ud føles som at gå ind i et varmt badeværelse hvor nogen lige har taget et meget lagt brusebad og ikke åbnet vinduet. Sommer i Tokyo når den er…. klistretst. Men hvis man blev inde på den slags dage ville man sjældent komme ud, så vi begav os svedende og vejrgudernes uvilje til trods ud i det. Aldrig har jeg oplevt noget lignende, ikke engang midt om sommeren til kenjutsusommerkursus i gi og hakama efter 10 naginatakata – det løb af os i en kontinuert strøm. Terese den levende saltkilde? Intet under at alle japanere konstant går rundt med en klud til at tørre sveden af med.
Heldigvis var det idyllisk varmen til trods – her fra kirkegården omkring Tokei-templet i nordenden af Kamakura.
Et kig ned fra dens fjerneste ende
Det lader til at jeg ikke er den eneste der sætter pris på døråbnings-billeder 🙂
Bagefter gik vi over på den anden side af jernbansporene og så Engakuji, det andet af Kamakuras fem store zen-templer. Mikael havde været her før, så han overlod mig kameraet for en stund.
Det er muligt at japanske huse er hæslige og triste grå betonklodser, men deres tempelarkitektur er nu ganske malerisk, som eksempelvis denne bygning fra tempelområdet. (Da skiltene var på japansk kan jeg desværre ikke fortælle jer hvad den bruges til.)
Jeg var tilsynladende ikke den eneste der synes der var smukt – der sad en del folk rundt omkring og tegnede.
En fin lille statue i et hjørne:
og en vældig nydelig udskåret drage i dyb relief på en dør i en indre mur
Munke turister også
… da han studerede områdekortet før han begyndte at gå op ad trappen antager jeg i hvert fald at han ikke hørte til templet.
Senere tog vi den meget lokale Enoden-toglinie (som ind imellem holder tilbage, idet den krydser over gader og gennem folks baghaver) til Hase hvor den berømte statue af Amida Buddha som Kamakura er kendt for står.
Det er landets næststørste, kun overgået af Daibutsu i Nara. Denne virkede nu større, nok fordi den stod under åben himmel. Det har ikke altid været tilfældet, oprindeligt stod den i et tempel, men i 1495 skyllede en tsunami templet væk! Statuen må være slemt tung hvis en flodbølge der skyller enorme træbygninger væk ikke engang kan vælte den.
For jer der ligesom jeg af og til har overvejet hvad der mon er i guddommes hoveder kommer svaret her:
Ingenting! Det runde smådimser man svagt kan ane er indersiden af Amida Buddhas krøller, hovedet er fuldt af luft!
Ikke langt fra den store Buddha ligger Hases Kannontempel. Der har de følgende snedige indretning
Det er en drejelig reol til opbevaring af sutraer, og legenden siger at man opnår visdommen fra alle sutraerne i den ved at dreje reolen. Hvornår laver de mon sådan en med matematik- og datalogibøger?
På templets område var der også et lille hulesystem med små buddhastatuetter – dens indgang var endnu en anledning til et døråbningsbillede 😉
Indenfor var der mørkt, med votivlys foran de mange små statuetter.
Derefter blev det tid til at tage Enodenlinien videre til grill hos Professoren, men det har Mikael ikke sendt mig billeder af, så det må I høre om en anden dag.
No comment so far