I går var himlen blå. Jeg havde ellers næsten glemt hvordan en blå hmmel ser ud herinde under de bestandige hvidgrå Tokyoskyer hvor man hurtigt kommer til at tvivle på om den virkelige verden er derude og føle sig indespærret som under en enorm arcologykuppel, gråt foroven, gråt forneden.
Men efter tyfon nr. 7 (jeg er stadig ikke klar over om det er dens navn eller dens type) passerede os i tirsdags fik vi til min glæde og overrraskelse to blåhimlede (taifuuikka), klare dage efter en tyfon har været forbi.
I dag har jeg ud af vinduet i computerlaboratoriet (hvor jeg sidder fordi min usle laptop er gået i stykker, grrr!) kunnet se smoggen langsomt stige igen, men indtil videre kan man stadig se blåt hvis man kigger lige op.
Det er muligt her er endnu varmere når solen skinner, men varmen til trods er det ikke noget dårligt bytte. Som jeg også skrev da jeg var i New Zealand er det så meget nemmere at være alene og langt væk når solen skinner. Det lader til at nok kan jeg rejse væk, men mine nordboinstinkter kan jeg ikke fornægte – verden er bedre i solskin.

Rejser • Skrevet d. 28. July, 2005 • Ingen kommentarer endnu