På vej til Tyskland.
Som en god japaner – nu hvor jeg har boet i Tokyo i to måneder og er begyndt at tillægge mig assimilerede træk – havde jeg naturligvis anskaffet en mængde omiyage at tage med til Bremen, både noget til Kamal, Daniel og min Far som har fødselsdag på søndag og ting af mine egne der skal med dem tilbage til Danmark, og (Nej det er ikke løgn) en god meter katanareplika til Nis.
Ikke overraskende havde dette den øjeblikkelige effekt at min taskes hjul gik i stykker så den ikke længere kunne rulle men måtte bæres 🙁
Min redning var Stephane (ham har I set før) som heltmodigt tog toget til Shibuya med mig klokken halv seks onsdag morgen og hjalp med at finde ud af hvor man skifter til lufthavnstoget og bar min håbløse mængde bagage. Tusind tak! 🙂
Efter en times tid i toget mod Narita fortsatte dagen med en praktisk illustration af vittigheden “Hvor mange japanere skal der til at åbne, undersøge og certificere et replikasværd i sikkerhedstjekket ved indgangen til lufthavnen?” Svaret er 2 uniformerede og en i jakkesæt hvis eneste funktion er at teste den præsenterede klinge med en finger. Lige så sirligt som de havde skåret tape over og pakket sværdet ud pakkede de det ind igen, satte tape og plastikbærerem på. Alt sammen med velovervejede og præcise bevægelser som efter en ritualdrejebog. Det gav mig en glimrende lejlighed til at øve mit japaner-stenansigt – jeg var allerede 20 minutter forsinket til tjek-ind og deres pakke ud-og-ind-ritual var tydeligvis tilrettelagt med hensyn til æstetik, ikke tidsforbrug.
Jeg kan også berette at er noget længere fremme end resten af verden når det kommer til androider. Ved paskontrolkøen var den række der ikke blev brugt den morgen afspærret med skiltet “Out of order”. Og jeg som troede det var rigtige mennesker der tjekker vores pas. Åbenbart ikke i Japan!
Efter en meget lang flyvetur til Amsterdam, hvor jeg mod sædvane slet ikke kunne falde i søvn (men til gengæld fik set både Hitch, Ice Princess og Something¨s Gotta Give) og en hastig løbetur mellem to yderpunkter af Amsterdam Shiphol stod jeg sammen med de par snese andre andre passagerer der også skulle med de minimale fly (en Fokker 50) videre til Bremen i en meget varm transitbus i solskinnet uden for gate B23.
Der stod vi længe.
Til sidst sagde en undskyldende stewardesse at flyets personale grundet en computerfejl endnu ikke var landet, og de ville lukke os ind i terminalen igen, så vi ikke skulle stå og bage herude. Ved siden af døren ind stod hun og så passivt til som vi i gåsegang gik tilbage ind gennem svingdøren.
Hendes opførsel forkom mig udefinerbart sær, indtil det slog mig: I Japan ville hun – eller måske snarere en japansk stewardesse i hendes situation – have bukkket dybt og undskyldt til hver eneste passager som vi defilerede forbi hende. Uciviliserede hollændere!
…. Det skal dog siges at da personalet der skulle flyve os endelig kom frem lykkes det dem at bringe os til Bremen til det oprindelige tidspunkt – de fik skåret en times flyvetur ned til en halv 🙂 Jeg var ganske imponeret – hvordan slår man genvej når turen allerede er i fugleflugtslinie?
I Bremen lufthavn ventede Kamal på mig. Sært som man (eller i hvert fald jeg) kan glemme ikke uvæsentlige egenskaber ved folk man ikke har set i nogen tid. I dette tilfælde udseende! Og det er jo ikke fordi jeg ikke har haft kontakt med ham siden jeg så ham i New Zealand – vi chatter eller taler i telefon næsten hver dag. Så hans stemme kunne jeg godt genkende, og jeg ved hvad han mener om diverse emner fra de andre artikler ved denne konference, over kvaliteten af Rob Thomas nye album til hvorvidt risengrød er menneskeføde. Men på en eller anden måde var det lykkedes min hjerne at glemme hvordan han ser ud! Sært. Men nu hvor jeg har været her et par dage kan jeg efterhånden genkende ham på udseendet også 😉
Her er han mens han præsenterer vores artikel.
Igår kom Far og Daniel herned 🙂 Det var aldeles stort-smørret-grin-over-hele-femøren hyggeligt at se dem igen. – vi gik tur i Vegesack, spiste is, så på det fantastiske shoppingcenter, gik ud at spise 
og snakkede, snakkede, snakkede. Da vi havde Kamal med ude at spise is (eftermiddagens workshop var heller ikke noget for ham) 
fik jeg også lejlighed til at erfare at Daniel taler et nydeligt engelsk. Godt at vide til senere 🙂 Samt at min Far ikke har glemt nær så meget af sit tyske som jeg har – måske skal jeg til at låne Star Trek DVDer og se dem synkroniseret på tysk når jeg kommer hjem.
Ved middagstid i dag kørte de hjem.
I øvrigt har det kun forøget sprogforvirringen i min hjerne at komme til Tyskland. Som man går igang med at lære et nyt sprog skubbes tidligere erhvervet viden tilsyneladende ud af ens hjerne ;-( Manden i kebabboden på hovedbanegården (hvor jeg spiste den første aften på vej ud til universitetet) forstod det spøjst nok ikke da jeg prøvede at bestille min aftensmad – på japansk!
No comment so far