Jeg kender en dreng som blev ni år igår. Så for ni år siden stod jeg i en telefonboks på Peterspladsen i Rom og fik at vide at min Mor med stort arbejde og besvær havde forvandlet sin enorme mave til en lillebror til mig – lyshåret og med skinnende gråblå øjne som blankpolerede sten i strandkanten.

Men det er nu ikke det det skal handle om her. Det handler om igår, hvor drengen jeg kender havde fødselsdag. Normalt når man har fødselsdag bliver man vækket af Mor og familien med flag, sang og gaver. Men denne fødselsdagsmorgen blev drengen vækket af en gruppe larmende japanere i værelset ved siden af – lyd rækker langt gennem tynde papirskydedørsvægge – og munkene som ringede med klokken for morgenceremonien klokken seks.
Men drengen klagede ikke – heller ikke selvom han normalt bestemt ikke er morgenmenneske. Stille – for i modsætning til japanerne i værelset ved siden af havde han lært at være hensynsfuld – sang han “I dag er det min fødselsdag og det eneste jeg ønsker er at få lov til at læse min jumbobog i fred”

og så tog han tøj på og gik med hen til morgenceremonien – uden at få morgenmad først – og sad pænt og stille i dunkelmørket og lyttede til munkenes messen. Senere, da ypperstepræsten snakkede en hel time på sprog drengen ikke forstod klagde han heller ikke.

Da han endelig blev sluppet ud og hen til morgenmaden efter næsten to timer og så at den bestod af

ris, grøn the, misosuppe og diverse små skåle med japanske eddikesyltede grøntsager, tang og tofu i lage – ikke den fødselsdagsmorgenmad han kunne have ønsket sig – klagede han heller ikke, men tog sine spisepinde og smagte høfligt på hver af de fremmedartede ting (ganske som han havde gjort aftenen før med den mindst lige så fremmedartede aftensmad)

og spiste det han kunne lide – risen.

Udenfor øste det ned, og de skulle rejse længe – hele vejen fra Koyabjerget hvor templet de havde overnattet i lå og til Osaka, sidste stop på rejsen i Japan. Men drengen klagede ikke. Ikke engang da han var meget frokostsulten og næsten blev væk da de skiftede tog på Tennoji station på vej ind for at se Osaka borg kneb han mere end en enkelt tåre, og snart smilede han igen.

I kan tro jeg er stolt af ham drengen! 9 år og sådan en dannet, omhyggelig og betænksom opførsel. Tænk at jeg er så heldig at kende en som ham.

Her kan I se ham spise sin tredie fødselsdagscheeseburger.

En dag håber jeg vi kan rejse på eventyr sammen, bare han og jeg, ud i den ukendte, særprægede og forunderlige verden.

Rejser • Skrevet d. 04. July, 2005 • 1 kommentar