Mine øjne er stadig stive af lufthavnstårer som jeg – for første gang alene – viser mit JRail Pass og går gennem billetsluserne til toget mod Shin-Osaka og Tokaido-shinkansen tilbage til Tokyo.
Jeg vender mig om og kan næsten se dem der, som så mange gange før i løbet af de sidste to uger, vandrende lidt bagefter mig, ikke ganske tilfredse med min raske gang og ditto navigering gennem stationerne.
Men nu er kun jeg her. Jeg kan stadig se min Mors smil, den solbrune hud og den grønne bluse som hun hastigt løb tibage efter sin kuffert inde på den anden side af sikkerhedstjekket – man skal huske at tage den med sig igen efter den er blevet gennemlyst 😉
Om ikke længe vil de være i luften på vej mod Frankfurt – cirka samtidig med at min Haruka-express ankommer til Shin-Osaka. Jeg ser mig forvirret om efter det lyse hår, rækker ud efter den varme barnehånd der har holdt min de sidste dage, men sædet ved siden af mig er tomt.
Min skal af kontrol er skrøbelig – en vilkårlig vildfaren tanke truer med at prikke hul og lade tårerne flyde igen. Papiret er sløret og lommetørklædet er vådt som Osakas forstæder suser forbi. Igår kørte vi samme strækning på vej ind for at se Osakajo, den rekonstruerede borg, i øsregnvejret på Christoffers fødselsdag. Jeg er sikker på at det var de japanske børn der fik det til at regne og at det var solskin i Danmark!
Hvorfor mon det er så meget sværere at have haft og nu ikke have deres nærhed end slet ikke at have haft den?
No comment so far