I morgen kommer Mor, Lasse og Christoffer. Lige nu er de netop lettet fra Frankfurt, på vej mod Narita.
Aldeles ufatteligt her i den kølige(re) aften, ved det lave bord ved vinduet i mit værelse, med genskær fra det røde Tokyu Coorporation lysskilt øverst på shoppingcentret og den hvide ItoYokado due over supermarkedet i gulvets tatami. Lyden af togene der stopper ved stationen nedenfor ind over musikken i mine hovedtelefoner og en svag brise ind gennem myggenettet og ud gennem den åbne dør til gangen.
Min verden her, så uvirkeligt langt fra den de har en plads i. Kan de mon passes ind? Er de indstillet på at passe ind? Eller skall jeg de næste 14 dage i familiefredes navn leve som et sammenfoldet jeg i et sammenfoldet Japan, med alle hjørner filet af for ikke at være for skræmmende anderledes og fremmedartet?
Er mit Terese-i-verden-jeg kompatibelt med mit Terese-i-familien-jeg? Vil min familie kunne forliges med 14 dage i selskab med Terese-i-verden og ikke den Terese-derhjemme de kender og sagde farvel til for snart 10 måneder siden? (… Er det virkelig så længe siden? Ikke længere siden? Mit liv, min verden derhjemme er en drøm der bliver mere og mere fjern, tåget og uvirkelig som morgenen gryr, for snart at fordampe helt. Sandheder om floder der kun kan krydses en gang.)
De savner mig som jeg savner dem, fortæller de i telefonen. Men er det mon mig de savner, eller er det hende der rejste fra Danmark sidste år?
Jeg håber de kommer med åbne øjne så de kan se mit Japan 🙂
No comment so far