Så er det vist efterhånden på tide I ser hvor jeg er.
Her er det sidste jeg ser bag mig når jeg tager afsted om morgenen – huset jeg bor i, Oak House ved Tama Plaza.
Jeg kan beklageligvis ikke udpege mit vindue da det ikke vender ud til vejen, men ud til jernbanen på den anden side.
Efter at have været blevet mast en halv times tid i to forskellige tog ankommer jeg til Ookayama hvor universitetet jeg frekventerer er. Her er bygningen, jeg bor på 10.sal.
Lige modsat indgangen er en anden vigtig ting:
Bag buevinduerne her gemmer sig cafeteriet. Universiteters cafeterier er et af de eneste steder man kan spise nogenlunde billigt – de får statstilskud. Så her prøver jeg af og til et eller andet sært japansk jeg ikke kender navnet på. Men pege kan man jo altid 🙂
Japansk mad er som regel nydeligt og æstetisk anrettet. Her er min frokost fra i dag, en typisk japansk en af slagsen udover at de nok også ville spise ris. Fisk (den var røget, og jeg tror måske den var makrel) og tonjiru-suppe.
Og her er så…. Ja hvad tror I?
… Et vue op gennem trappeskakten, hele vejen op til 10. sal. Ikke at nogen japaner med respekt for sig selv vil tage trappen i stedet for den talende elevator.
Vel oppe ad trappen og henne ad gangen kommer man så til døren til det kontor jeg deler med 10 andre af Osamu Watanabes studerende. Der hersker ordnede japanske forhold, så på døren er der en lille markørlinie for hver beboer, og så skal man ellers huske at sætte den når man går ud, så folk ved hvor man er. Som I måske kan ane på billedet er der ikke andre end mig i kontoret klokken halv otte om morgenen ? japanerne arbejder typisk fra ni til ni.
… Og fordi skyde-tingesten er så fin får I lige et nærbillede 🙂
Her er så hvad der gemmer sig på den anden side af døren – min stol er den ved vinduet med min Mors turkis firserskjorte hængende over ryggen.
Før eller senere bliver det tid for mig at gå hjem igen – hvis man vælger det rigtige tidspunkt på dagen kan man være heldig at komme i et halvtomt tog som dette her.
Tokyu Den-en-Toshi line som er den toglinie jeg bor på er ellers en af de mest befærdede i Tokyo, men af og til kan man som her være heldig.
Når jeg kommer ud af stationen på Tama Plaza er det som regel blevet i hvert fald tusmørke (de bruger ikke sommertid i Japan, så det bliver lyst lidt efter fire, og mørkt klokken syv), og man mødes af lyset fra shoppingcentret lige over for stationen. 
Øverst er der bare butikker med hundedyrt dametøj, men i underetagen har de alle mulige spændende madvarer ? adskillige thebutikker, konditorer, butikker med japanske desserter m.m. Desværre er de alle sammen lige så dyre som tøjbutikkerne ovenfor, så det eneste jeg indtil videre har kunnet overbevise min nærige samvittighed om at det var i orden at købe er the – 40 kroner for 50 gram!
Hjemme igen ser her sådan ud: 
Futonen er ude, så jeg er enten på vej i seng eller lige stået op. Resten af dagen er den foldet væk bag skydedørspanelet.
Set den anden vej kan I se mine slippers. 
I japanske hjem, og også på en del arbejdspladser tager man skoene af og stiller dem med snuden udad ved indgangen og bruger slippers indedøre. Ved døren til toilettet skifter man til de særlige toiletslippers. Og vigtigst: Man går aldrig med hverken sko eller slippers på tatami. Så her står mine slippers ved døren, parat til at tage på når jeg går ud på gangen.
I morges var jeg umådeligt flittig og fik endelig taget mig sammen til at støvsuge. Endnu et eksempel på at alting i Japan er småt, kompakt og nuttet. Her er støvsugeren i Leopardskala:
No comment so far