Just ankommet til metropolen spurgte Osamu, professoren der har inviteret mig her (Watanabe-sensei burde jeg vist snarere kalde ham i denne kulturelle kontekst – hvilket er forvirrende når nu han konsekvent underskriver emails til mig med sit fornavn) om jeg ville med 2 dage til Sendai – han skulle derop til en workshop sammen med 2 besøgende amerikanske professorer.
Så knapt ankommet begav jeg mig onsdag morgen til Tokyo station – hvilket involverede adskillige myldretids-s-tog. (Myten om at de har folk ansat til at skubbe de rejsende ind i togene er ikke en myte. De er nydeligt uniformerede og bærer hvide handsker. Man skubbes så tæt at der knapt er plads til at trække vejret ind!)
Efter at have løst billet til Shinkansen ændrede forholdene sig brat! På perronen stillede japanerne sig pænt i kø i de dertil beregnede på asfalten optegnede båse. Det gør de i øvrigt alle vegne – foran busser, s-tog, i supermarkedet, for at gå op ad trappen….. Dette er et land med overskud af køkultur. Præcis 5 minutter inden afgang åbnedes togets døre og vi marcherede ind velordnet og på række. Her er et billede som vores tog kørte ind på perronen – man er ikke i tvivl om at det er lavet til at køre stærkt 🙂
Indenfor var der tempereret, masser af benplads, pinligt rent (ikke mange togtoiletter i Danmark har varme i sæderne) og endda med annoncering af næste station på både japansk og engelsk.
Efter et par timer ankom vi til Sendai (på Nordhonshus østkyst) og tog lokaltoget til Matsushima – ifølge japanerne et af de 3 smukkeste syn i Japan. Vi så Date Masamunes – den daimyo der i Edo-tiden gjorde området til kulturcentrum – tempel (Zuiganja), 
gik tur og tog på sejltur rundt mellem de mange små øer området er berømt for. 
Uden for alle templer etc. kan man købe spådomme, og hvis man ikke kan lide hvad den siger om ens fremtid kan man binde den til et træ eller lignende og dermed overføre uheldet til det. Her udenfor den lille cafe hvor vi fik snacks.
Og her kan I se de 3 professorer der prøver japanske snacks. De insisterede på også at tage et af mig, men I ved antageligvis godt hvordan jeg ser ud.
Om aftenen tilbage i Sendai gik vi på japansk restaurent og professoren bestilte en mængde små retter som vi alle smagte. Nogle var sære, andre meget lækre. Alle æstetisk anrettet – udseendet er mindst lige så vigtigt som smagen. Sashimi, agurk med miso-paste, friturestegt asparges, japansk omelet, fisk grillet på bordet lige foran os, sprødstegt fladfiskeskelet (!), frisk tang, stegt tofu, sære, gummiagtige kartofler med fiskesmag (ikke den bedste del af måltidet kan i nok gætte) og til dessert klisterris med grøn soyabønnemos og vanilleis med sødede røde bønner. Og derudover en del andet som jeg allerede har glemt. Men det var en fryd og en fornøjelse – rigtig dejligt at have en indfødt guide til at vælge for os 🙂
Efter et rigtigt bad på mit hotelværelse om aftenen (de fælles brusebade hvor jeg bor er ikke just lækre, og kræver møntindkast 🙁 ) og lidt afslapning i den sirligt foldede og fremlagte yukata (Mmmm, den var dejlig! Endskønt jeg her er aldeles flad grundet det uhyrlige prisniveau, (mere herom senere) overvejer jeg om ikke jeg kan retfærddiggøre at købe en) og en god nats søvn drog vi op på bakken hvor Date Masamunes slot stod. Ikke at det står der længere – Sendai blev mere eller mindre jævnet med jorden i juni 1945 (sært ikke? – set fra et dansk synspunkt var krigen slut der) – nu er der kun en statue og et enkelt genopbygget tårn.
Senere, da professoren og de amerikanske besøgende var taget til deres workshop, gik jeg ned på Sendai bymuseum. Her kan man se masser af Date-familiens ting, bl.a. disse rustninger – gæt selv hvilken der tilhørte den berømte Date Matsumune 😉
Nogle folk skal bare have alting større og bdre 😉
Museet var også fuldt af skoleelever – de er allevegne her i en mangfoldighed af uniformer (men i det mindste er uniformerne stillige – ikke som i Wellington hvor de ofte var sækkeformede og lignede at designkriteriet var at de skulle gøre vedkommende i så utiltalende at se på som muligt).
Et eksempel på nydeligt kunsthåndværk tilhørende Date-familien. Sådan et vaskefad ville jeg også gerne have i mit værelse. (I stedet for den plastikbeholder fra en vandkøler jeg nu har at foretage den daglige etagevask i.)
Her er et billede fra strøget i Sendai – overdækket og med en bizar blanding af designerbutikker og butikker der lignede mellemting mellem drugstores og kiosker. 
På vej tilbage til Tokyo var Shikansen over to timer forsinket! Så meget for den berømte japanske punktlighed. De nydeligt jakkesætklædte mænd ombord så ikke just gladere ud som tiden gik og toget ikke bevægede sig.
No comment so far