I 1931 blev Napier ramt af et voldsomt jordskælv – 7.8 på Richterskalaen. Der var ikke meget bymidte tilbage derefter og over 1% af byens befolkning døde under det.

De (resterende) gode folk i Napier besluttede at genopbygge bymidten i den nye og moderne stil: Spansk Missionsstil – som in Santa Barbara. Men det var jo 30erne og depressionstid, og pengene var få. Så i stedet valgte de Art Deco, der også var moderne, men billigere at udføre. Og sådan gik det til at Napier blev den by i verden med den største koncentration af Art Deco-arkitektur 🙂

Lørdag var jeg på byens berømte arkitektur-spadseretur sammen med mit kamera. Det er ikke så nemt endda at tage velproportionerede billeder at huse når der er biler, skilte, folk og lygtepæle i vejen, men her er et par alligevel.

Først Daily Telegraph bygningen:

Og Parker’s Chambers:

Husene kan fint gå hele vejen til gaden på den anden side, og facaderne er ikke nødvedigvis ens:

Bemærk at det naturligvis ikke er mursten – folkene i Napier (og New Zealand generelt) er alt for paranoide til at bygge i mursten, de falder så tungt på ens hovede – men blot tynde kakler der skal ligne 😉

Vejskilte og ledninger kan også ramme folk under jordskælv, så Napier var en af de første byer i verden der lagde elektricitet m.v. under jorden. Vejskiltene slap de af med således:

Selv moderne forretninger gør meget for at bevare det oprindelige udseende – her et møntvaskeri.

Hotel Masonic – bemærk den fine font.

En lille bid af havnepromenaden.

Lige på den anden side af portbuen, men efter mørkets frembrud.

Springvand med lys:

I øvrigt kan jeg berette at hostelmorgenmad ikke behøver at være så skidt endda. Søndag morgen: Havregrød med rosiner og æbler, the, kiwi og feijoaer 🙂

Efter at have fortæret den og ryddet opvasken af vejen spadserede jeg langs havnepromenaden, forbi springvandet i dagslys

til Ocean Spa hvor jeg slængede mig i de varme bassiner og fik en massage til min stakkels nakke. Damen der udførte den sagde tvivlende noget om at det nok ville tage mere end en enkelt gang at rede alle knuderne i den ud – ikke noget nyt på den front.

Derefter spiste jeg min frokost i strandkanten – med stigende nervøsitet. Lørdag da jeg blandt andet solede mig i den forsænkede have havde jeg set dette skilt:

Og som jeg sad der – mindst 20 meter fra vandkanten – begyndte tidevandet at komme ind. Tror jeg da. Det lignede den slags sultent hav hvor tidevandet altid ser ud til at være på vej ind hvadenten det er det eller ej.

Jeg sad der helt bestemt ikke mere end et kvarter, men da jeg rejse mig for at gå var der ikke mere end 10 meter til vandkanten. Ser det i jeres øjne også ud som om bølgen på det orange skilt har tænder?

Rejser • Skrevet d. 13. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu