Omringet af Art Deco

Lige fra man først kommer ind i byen er den allesteds at se, art deco-arkitekturen. Her i opholdsstuen op mit hostel er den også – i 30erne var det et fint hotel. Se selv:

Byen gør meget for at bevare arven, både ude og inde. Det første jeg så efter at have besteget den af blødt tæppe beklædte trappe med de lakeredetræpaneler var denne væg:

og mosaikken modsat den, over trappen:

Udefra:

Det er saligt at sidde stille! Min ben og især skuldre er slemt ømme fra min vandretur igår – jeg overvejer så småt om jeg skal tage mig råd til en massage fo at få spændingshovedpinen væk igen – at slæbe vand, mad og varmt tøj hen over et bjerg faldt ikke i god jord hos min besværlige nakke.

Efter at være kommet tilbage fra Tongariro Crossing igår gav en venlig hollænder, Stefan, mig et lift til Taupo. Da busserne ikke er så hyppige her havde jeg ellers forventet at måtte tilbringe endnu en nat og det meste af dagen i Turangi inden der gik en bus via Taupo til Napier. Men med Stefans venlighed kom jeg allerede torsdag aften til Taupo og har derfor haft formiddagen her til at turiste rundt.
I morges var jeg ude at se “Craters of the Moon” uden for Taupo hvor dampe fra undergrunden stiger op fra landskabet i søjler og skyer, danner kogende mudderpøle og kontinuert fik mig til at undres over at der slet ikke lugtede af røg, men blot en smule af æg.

Bemærk den fine lyssabel – helt bestemt med vilje! 😉


Shuttlen fra det snuskede hostel hvor jeg overnattede havde sat mi af derude (ingen busser 🙁 ) og just da jeg og min ømmekrop var begyndt den 2 timer lange vandring tilbage mod Taupo og bussen til Napier holdt et venligt hollandsk par (som jeg havde set vandre rundt mellem kraterne) i en campervan ind til siden og spurgte om jeg ville have et lift tilbage til byen 🙂
De stoppede ved de for deres blå farve berømte Tuka Falls – en uventet bonus. Her er de – ganske rigtig aldeles blå…

I øvrigt producerer de 15% af landets elektricitet. Her er et længere oppe, lige inden selve faldet:

Et smugfotografi af de flinke hollændere.

Hvad I derimod må tænke jer til er billeder af landskabet på vej mod Napier. Det var ellers betagende – her var bjergene i modsætning til de andre steder jeg har været her meget frodige og fuldstændigt dækkede af græs, buske og træer. På de stejle skråninger og i de brat udfladende dale gik får og køer i massevis – jeg var ellers også begyndt at spekulere på hvor al mælken kom fra (New Zealand er som Danmark storeksportør af mejeriprodukter) – de brune bjerge fra tidligere virkede ikke indbydende for landbrug. Men her var det frodigt – det indede i form og farver om landskabet brugt til Herredet i Ringenes Herre filmene, blot mere dramatisk med bjergene.
Men desværre for jer var de imponerende udsigter aldeles ufotogene (den vidvinkellinse i) og jeg var for søvnig og grebet af limbo til at gøre forsøg der alligevel ville falde middelmådigt ud.
Nå – tid til en kop the mere og lidt fornøjelseslæsning (Jane Lindskolds “The Buried Pyramid“, hurra for Wellington City Libraries) inden Leoparden og jeg skal hen af den hyggelige gang og på hovedet i seng.

Rejser • Skrevet d. 12. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu