Varmt ozonhulssolskin og kold bjergvind mod mit minimum af eksponeret hud. Den solcreme jeg tvivlende kom på i det skyede daggry er vist forlængst forsvundet. Jeg sidder lænet mod Ketetahi-hyttens trævæg, stadig 2 timers vandring fra turens afslutning. Her er en bjergtagende (tihi, fnis) udsigt over Lake Rotoara og hvis jeg trykker mig lidt længere ind i verandahjørnet er her næsten læ. Mine trætte muskler i ben og skuldre foreslår jeg bliver siddende lidt endnu. Dåsen med tun, æblet og det halve salathovede der udgjorde min frokost er efterhånden forsvundet – resten af turen må jeg overleve på müslibarer og slikkepinde – snøft 😉
Mit humør er efterhånden også blevet bedre igen. Den første halvdel af turen – op gennem Mangatepopodalen, klatreturen op mellem de to (aktive) vulkaner Mt Ngauruhoe (også kendt som Mount Doom fra Ringenes Herre) og Mt Tongariro op, op,op til Red Crater 1886 meter over havet var ikke ren fornøjelse. Ganske vist var turens begyndelsespunkt allerede i 900 meters højde, men den sidste lodrette kilometer var ikke for slappe datalogistuderende.
Men udsigten, Emerald Lakes på den anden side fik mig næsten til at glemme alt besværet. Den kolde østenvind på 50 km/t gjorde det til en ren fryd at komm herned på den anden side hvor det næsten kun blæser almindeligt.
Da I utvivlsomt vil skrige på billeder snart vil jeg skynde mig at komme jer i forkøbet:
Dette var hvad jeg vidste inden jeg gik igang:

Et taget oppe i sadlen ved South Crater, lige ved siden af Mount Doom (som slet ikke ser så højt ud på dette billede – men det er jo også taget i 1500 mters højde.)

Tilbageblik på sadlen og det velsignet flade stykke inden det sidste stykke op til Red Crater:

Kiggende tilbage på det højeste punkt:

… Bemærk den bugtede sti på ryggen af bjergknolden til højre – det var der man gik ned.
Udsigt over Emerald Lakes fra toppen:

Og over Blue Lake:

På vej ned gennem bregneskoven efter man kom ned under trægrænsen (at tænke sig – samme slags bevoksning som da dinosaurerne levede her):

Ved turens afslutningspunkt, ventende på bussen: Hele vejen herned den sidste time har jeg ved hvert jag det giver i ryggen når man går stejlt nedad kunnet høre Pilatesinstruktørens stemme: “Engage your core – keep it engaged for the entire class”. Og damen har ret – det hælper. Men efter at have vandret halvandet dusin kilometer hen over et bjerg har jeg ikke så meget muskelenergi tilbage at følge hendes glimrende råd med.

Rejser • Skrevet d. 10. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu