Bakker med islæt af efterårsfarver. Ind imellem ganske som hjemme, andre steder adeles fremmedartet. Limbo har mig – trancegrebet glider min øjne over landskabet, ler og siltlagene så tydelige at se i de brat afskårne skråninger. Jeg ser regnbuens begyndelse, den syrenfarvede skumring, stjernerne der blinker frem.
Bare en time nord for Wellington så jeg endda solen – vinteren lader ikke til at være på vej helt i same grad endnu heroppe. 
Her i Kiwiland holder langtursbusserne ikke tisse- ryge- eller frokostpause, nej de holder “Afternoon tea-break”. Og da det nu hedder sådan, ville det jo bære synd og skam ikke at udnytte det. Så på det løjerlige lille sted “Flat Hills” mellem Palmerston North og Turangi, hvor de havde dette fine spring (“fald”?)vand, 
trætoiletter og hvor der lugtede af kogt lammekød indenfor købte jeg mig en kop the og hvad der viste sig at være et _enormt_ stykke plum shortcake. Jeg har halvdelen endnu og min kagesult plejer ellersikke at fejle noget.
En af de andre passagerer sad udenfor og ventede spillende sagte på sin guitar – ikke så dårligt 🙂
Uheld på vejen – ambulancehelikopteren flyver væk over vores hoveder og to smadrede minibusser står tilbage. Trafikken glider langsomt et stykke. Forbi ventende folk i vejkanten, med avisen hen over rattet eller rygende en cigaret ud ad vinduet med 4 børn i bilen.Og forbi dyretransporter, så mange af dem. Ved denne langsomme fart kan man gennem de smalle luftsprækker se ikkebare flikkende bløde ører, men hele små hvide lammehoveder med forvirrede og søgede øjne. Grusomt! At holde lammet i mine egne arme og skyde det en kugle for panden – det tror jeg godt jeg kunne. Men at mase en hel flok sammen i en lastbil og sende dem ud på New Zealands snoede landeveje (motorveje har de ikke her, kun lige omkring de største byer) bumplende rundt på vej til slagteriet, det virker direkte ondskabsfuldt.
No comment so far