Mit hovede føles på størrelse med en oppustet elefant, mit svælg svier, irritationen kun overgået af min røde, ømme og hudløse næse. Jeg er kort sagt blevet slemt forkølet 🙁
Med de indendørstemperaturer vinterens komme har bragt Wellington er det måske heller ikke så sært.
Så de sidste to dage har jeg og feberen hutlet rundt herhjemme i 4 lag strikkede bluser, halstørklæde, mit nattøj under tøjet og en strikket “jeg-er-halvandet-år-og-udenfor-på-en-kølig-dag”-hat sympatisk udlånt af Sonya. Nydeligt, ikke?
Jeg må endnu engang konkludere at det værste ved at være syg – udover den uværgeligt ledsagende søvnløshed – er at det er så altoverskyggende KEDELIGT. Ens hovede gør for ondt og man feberfryser for meget til rigtig at kunne lave noget mere udfordrende end at stirre ud i luften og blive frustreret over alle de ting man ikke får gjort sålænge man er syg.
Aidan tilbød betænksomt at køre forbi videobutikken og hente noget jeg kunne underholde mig med siden han og Sonya ikke er hjemme i aften. Han så noget chokeret ud da jeg udbad mig 3 sødsuppefilm (Shall We Dance, What A Girl Wants, Honey) – måske synes han ikke om tanken om at han kunne risikere at blive set af nogen han kender med den slags bras i hånden 😉
Eller han troede måske at jeg var for meget nørd til at gide den slags – på de seneste har vi set en del Farscape sammen herhjemme om aftenen og det er unægteligt en ganske anden (og meget anbefalelsesværdig) kop the.
No comment so far