Nørder allevegne – et stort mylder. Især en vrimmel af små drenge i alle afskygninger, alle med deres skatte af diverse japanske kortspil omhyggeligt konserveret i små dekorerede plastiklommer. I modsætning til hjemme på Fastaval har de alle forældre med – ingen adgan for uledsagede børn.
Derudover er stemningen en sær blanding af con og messe – her er folk der sælge sager om hvert et hjørne – kortspil, konsolspil, fim, tegneserier, tegneserier, tegneserier, autoriseret (hæsligt) plastikbras og signerede fotografier af nørdberømtheder.
Mest interessant, en stand fra “The Medieval Shop”. Først lignede det at de solgte sløve SCA/reenactmentvåben – da jeg 5 minutter senere stod med et yderst skarpt og mundvandsstimulerende velafbalanceret katana i et fast og længselsfuldt greb opdagede jeg min fejltagelse 🙂 
Nej hvor jeg savner at dyrke kenjutsu – ligesom rugbrødet jeg fandt i den økologiske butik den anden dag et eksempel på at savnet bliver så meget større når man brat falder over noget der associerer til det man savner :-/
Som de næste trissede jeg hen til scenen hvor der var spørgepanel med Scott Lobdell (Forfatter på bl.a. X-Men tegneserien). Til hver spørger lavede han en skitse – her er han med en af sine sko.
Den (skitsen, ikke skoen) blev givet til pigen der komplimenterede dem og brugte sit spørgsmål til at forhøre sig om hvor de var købt. (Røde, gule og blå, af blødt læder og købt i NYC).
Mest hang jeg ud der fordi det gav mig et sted at sidde og skrible, ikke fordi jeg nærer nogen speciel interesse for X-Men tegneserien. Mine skriblerier fik herren der sad ved siden af mig til at spørge om jeg var journalist, og i den følgende halve times småsnak lærte jeg at han igrunden overhovedet ikke var fan af den eksponerede pulpkultur, men at nogle af hans venner altid kom her for at købe samleobjekter. Det forstod han slet ikke det tillokkende i, så derfor havde han i år besluttet at tage med for at tage billeder og prøve at forstå det. Interessant.
Næste gæst på scenen var Connor Trinneer (Trip Tucker i Star Trek: Enterprise). Første spørgsmål fra et fnisede 12-årigt pigebarn der “don’t really watch Star Trek, so could you tell me what it is?” Hele salen lo højlydt ad hende – ikke mindst da svaret var “It’s this little show that’s been on for…. How many years?
Senere, på det oplagte spørgsmål om hvad det næste han skulle var, nu hvor Enterprise er aflyst efter sin 4. sæson lød det “Fatherhood – which I trust won’t be cancelled”.
Efter en halv times tid blev jeg mere og mere pinligt berørt på mit køns vegne – der var en tydelig tendens til at alle de mest håbløse, hjernetomme og irrelevante spørgsmål blev stillet af piger 🙁
Af diverse faktrinoer fra hans snak kan nævnes:
– Nej, han var ikke trekkie før han fik rollen, det havde han en bror til. Hans favorit nu er TNG.
– Han ved ikke helt hvad han stiller op den dag hans fremtidige søn ser en af actionfigurerne af Trip Tucker – men han har dem selv derhjemme 😉
– Om titelsangen (som de på skrækkeligste vis countryficerede efter sæson 2): “If you don’t like the song to begn with, putting in a banjo is not going to help”. Derudover bedyrede han sin tro på at det var en trend inspireret af cowboyen i det hvide hus. (Ikke længe efter spurgte endnu et tomhjernet pigebarn om han stemmer på Bush! Da så han sådan ud:)
Han lignede ellers godt nok en rigtig Bush-dreng – strandblondt hår, præriesolbrændt hud, skævt hvidt smil, stribet skjorte og hånden stukket ned i lommen på sine velsiddende cowboybukser.
Hans værste replikker var alle dem med tech-speak – dem synes han selv han myrdede.
Hvad lærte jeg ellers…. At min glæde ved science fiction fordi det (ud)fordrer fantasi er afspejlet af menneskene på den anden side af kameraet, at et “bottle show” er et afsnit der ikke må koste ret meget og derfor kun har et par af skuespillerne fra serien i det. Hans favoritafsnit er “Shuttle Pod One” et sådant discount afsnit. Derudover synes han om “Cogenitor”, fordi forfatterne for en gangs skyld tog konskvensen af historien og lod den løbe færdig til dens uudgåelige og triste konklusion at når man uvidende blander sig i eller sætter sig til doms over andre kulturers normer og moralbegreber kan det gå gruelig galt for de involverede. Han har ret ? det er et fint afsnit.
At der er 102% science fiction fans 😉 På spørgsmålet om han af og til fandt de fanatiske trekkies ubehagelige svarede han at “97% of you are lovely people. The next 3% are weird but lovely, only the last 2% are just weird.” Det giver ifølge min hovedregning 102% 😉 Samtidig havde han den venlighed at påpege at der er en dobbelt standard i samfundet – folk som tager til baseballmesser i Red Sox-uniform fra for 100 år siden, kan alle spillernes navne og har alle kortene anses ikke for specielt afsporede, mens de der tager til sci-fi conventions i Star Trek uniform og kan navnene på alle karaktererne generelt anses for umådeligt sære og nørdede.
Han smilede sit hvide og behageligt skæve smil en hel masse. Specielt hen mod afslutningen, med svaret “Sure” og ansigtsudtrykket 
til spørgsmålet om hvorvidt han nød scenerne med “neural pressure therapy” med Jolene Blalock (den aldeles lækre skuespillerinde der spiller T’Pol, Enterprises næstkommanderende Vulcan med den stramme (farveskiftende uniform).
Tilbage i den virkelige verden – grønt vand i havnebassinet og diset solsin – udsigt til Te Papa, færgeterminalen og lørdagsfrokostspisere på de omkringliggende cafeer og barer.
På vejen for at tage bussen hjem så jeg denne her:
En hoppegynge i overstørrelse 🙂 Som den Angelina Jolie leger med i den første Tomb Raider film. Da jeg først gik derhen var det mest forældreledsagede småbørn der prøvede. Efter fristelsen til at prøve overvandt diskomforten ved de misbilligende forældreblikke og jeg storsmilende oscillerede mellem jordoverfladen og 10 meter oppe listede omkringstående teenageere med længselsfulde blikke nærmere og skulle også prøve.
Jeg kan hilse og sige at det er lige så sjovt som det ser ud – det er de bedste 10 dollars jeg har brugt længe 🙂
No comment so far