På listesko sniger du dig ind på mig, efter jeg gang på gang har vist dig bort. Blidt og umærkeligt drejer du mine tankestrømme til de villigt følger din flodseng.
En stund hænger jeg tilfreds og lykkelig i dit spind før jeg indser at mit sind atter er løbet bort med dig.
Hvorfor prøver du bestandig? Vil jeg før eller senere give op, ignorere alle forpligtelser og synke ganske ind i din lette, tillokkende utopi.
Gemmer du virkelighedskim i dit inderste eller er dine søde toner en gulerod jeg aldrig vil nå, en flimrende luftspejling af mine drømmes slot?
No comment so far