Kattens Rejse

Sydøen

Siden de ting jeg oplever på min ferie også involverer min rejsefælle Kamal har jeg allernådigst tilladt ham at få et ord indført hist og her. Hans kommentarer er på amerikansk og i parenteser. Alt andet er som sædvanligt mine middelmådige udgydelser.

Jeg mistænker skæbnen har en ting eller to den prøver at hinte til mig. Eller nærmere vinke med vognstænger.
Da Nis kom for at besøge mig i USA var der snestorm i New York og hans fly ud af Heathrow var aflyst. Stakkels Nis var 30 timer forsinket da han endelig kom frem.
I søndags da Kamal skulle komme og besøge mig I New Zealand havde vi en af de cirka 3 morgener om året hvor tågen ligger så tæt at alle fly til og fra Wellington aflyses. Da vi havde færgebilletter til Picton tidligt mandag morgen måtte han leje en bil i Auckland og køre herned. 8 timers køretur efter de 33 han allerede havde tilbragt i transit. Stakkels Kamal. (Well, at least I can now say I have seen the north island.)
…. Hvis I er andre der planlægger at slå vejen forbi mine udenlandske hjem: Tag jeg i agt :-/

Well arrived in Picton, after a very foggy ferry ride (Monday was the second of the 3 mornings a year the fog closes down the Wellington airport) the next challange awaited: Wrong side driving.
The leaflet we were handed with a summary of New Zealand traffic laws said: Always wear you seat belt, please … and keep to the left side of the road. Personally I tend to think the order should have been reversed. But after a while and with the music turned up, it seemed to work 😉

Here is a picture of Kamal from the ferry, doing what Kamal usually does. … How else do you think I get all these pictures of me in all sorts of places? 🙂

And one of me exploring the joys of left side driving. … After having been at it a while 😉

Enten ender jeg med at komme i form af dette her eller også bliver jeg bedre til at planlægge mine ferier.
Efter turen fra færgen i Picton over til Westport og ned til Punakaiki tirsdag var vi for alvor klar til at komme ud og ikke bare se (hvilket køreturen havde givet rig mulighed for) men også gå i og føle på det smukke New Zealandske landskab.

Bemærk i parentes et af de nydelige new zealandske advarselsskilte langs vejen:

(Ja, det er en pingvin.)

Så efter at have været ude at se på de berømte pandekageklipper om aftenen (Ja, ja, I vil have billeder – her er et par:
Først mig der grådigt kaster mig over den “Tea and biscuits” vi blev budt da vi ankom til vores logi.

Dernæst pandekagerklipperne i solnedgangslyset.

Og mig i solnedgangslyset.

Som sædvanlig kan jeg godt lide silhouetbilleder 🙂

Slutteligen Kamal mellem stakke af klippepandekager

) drog vi tirsdag morgen afsted på ridetur op langs Punakaikiflodens dal. Hesten Tim, udvalgt til mig af den flinke kvinde der arrangerede turen blev beskrevet som “Old but he does not know it” hvilket ramte hovedet på sømmet. Tim vidste godt hvad han ville og havde tydeligvis mange års øvelse i at ignorere uerfarne rytteres forsigtige kommandoer. Hvad mere er ignorerede han fuldstændig sin alderdom ved bestandig at forsøge at snige sig til at overhale hesten foran. (Which was often my horse, Bear, or “Beeeeer” as they would have it. He never did succeed.) Men som timerne gik og jeg fandt ud af at der ikke kom noget ud af at være hensynsfuld med tøjlerne udviklede Tim og jeg en vis…. forståelse 😉
Her er vi ved flodbredden i midtvejspausen. Køligt flodvand, (uden giardia forsikrede vores guide Neal os om) småkager og sortgrumset thermothe med mælk. Ja det lyder ikke godt på skrift, men efter halvanden times ridt var den stærke the nu ikke så skidt – især ikke da dette er et civiliseret land hvor den som en selvfølge kommer med mælk i 😉 Det er Neal der står tættest på bredden og fortæller om områdets historie, og ved siden af ham den tyske rygsækrejsende der arbejdede for ham midlertidigt for kost og logi. Findes der er netværk der matcher rejsende med økologiske foretagender der kan bruge en hånd i ny og næ og gerne vil have rejsende boende, så stol trygt på at det er tyskerne der har opfundet det 😉

På vej tilbage tog Neal billeder af os ved en af flodkrydsningerne – her er Tim og jeg. (I claim she looks like she should be in a fox hunt, although she says the clothes are all wrong.)

Den sidste del af ridtet var ned langs stranden – den mest perfekte strand jeg i mit liv har set. Postkort, TV, hvorsomhelst. Som alle perfekte oplevelser lader den sig ikke dele – mit kamera var stadig i Neals taske, fornuftigt nok havde han sørget for at bære dem under turen for ikke at friste uerfarne ryttere til at gøre for mange ting ad gangen 😉 (That would be me.) Men tro mig: Med billeder derfra kunne jeg slå mig ned somm postkortsælger.

Kysten fra Westport og ned mod Greymouth er smuk stort set hele vejen – bjerge med dis, hvide strande og turkisblåt vand. På køreturen på vej ned måtte vi stoppe og løbe ned på stranden og beundre synet.
Nå, men tilbage til rideturen. Stranden her havde høje rillede hvide kalkstensklippeformationer i vandkanten, slebet runde af års tidevand, og med sm? huller, fordybninger og kanaler imellem dem, en bred sandstribe ned til dem og igen det klareste turkisblå vand. Det var som taget ud af en brochure for Danland, blot ikke menneskeskabt. Moder naturs perfektion, umådeligt mere overvældende i sin tilfældighed. Dette land er tilsyneladende alle turistbruchurers forbillede, alle idylliske feriebilleders ophav.

Maorierne siger “Leave the land undisturbed”, og kiwierne har taget deres respekt og omsorg for det til sig. Efter at have været nogle af disse steder er det også den eneste mulige erkendelse.

Efter vores ridetur, en tiltrængt frokost bestående af salat og pandekager 😉 og en halv times middagslur drog vi 10 minutter nordpå til Fox river og vandrede op langs den til hulerne.
Dvs. vi startede med at vandre. Som vi kom højere op blev stien (der var nydeligt opmærket med små orange trailmarkers alle steder man kunne være i tvivl om hvilken vej man skulle vælge – DoC, Department of Conservation særger for al den slags) smallere og stejlere, og snart klatrede vi mere end gik den sidste halve kilometer op til hulen. Hele vejen ganske øde – bare os, den snoede smalle sti og den fremmedartede New Zealandske flora.
For fremmedartet er den. Inden jeg kom her tænkte jeg at skov nok var skov – muligvis ville der vokse andre slags træer end i Europa, men de lignede nok hinanden. Jeg tog fejl. Selv på afstand ser skovene mærkbart anderledes ud, og tæt på er det endnu mere tydeligt. Palmer, meterhøje bregnetræer, sære buske og træer med bær jeg aldrig har hørt om, fremmedartede fuglelyde, selv duften af skov er anderledes.

Her er et billede fra starten af turen hvor stien var bred og flad:

Og et af en af de gange stien krydsede flodsengen.

Et “Find Kamal”-billede.

Oppe ved hulen vovede vi os forsigtigt indenfor med de lommelygter vores værter havde udlånt. Kamal mere modigt end jeg – på vej derop virkede det som en udemærket plan at gå på huleudforskning, men ansigt til… åbning.. med hulen kom jeg brat i tanke om dengang midt i min teenagetid hvor jeg igen begyndte at være bange for mørket. (I have only been in two caves previous to this, and neither had the eerie feeling of this one. It was the kind of cave that could make anyone afraid of the dark. The only illumination was the small circle of light from the lamp on my head. No good places to step whatsoever.)

Igår drog vi med ømme ridemuskler (mine stakkels inderlår) (my poor thighs, too!) videre sydpå til Franz Josef gletcheren. (Således navngivet fordi den mindede østrigeren der kortlagde den om hans kejsers krøllede hvide skæg!)
Med trætte, trætte ben (i hvert fald for mit vedkommende – min rejsefælle virker mere modstandsdygtig) begav vi os ud på vores arrangerede tur. Da der er konstant risiko for klippe- og isskred oppe ved gletcherens terminus må man kun gå tæt på ifølge med en guide, ellers må man blive på seafstand.
Allerede på flere kilometers afstand tårnede gletcheren sig stor og blå op foran os. Ja, blå, jeg skrev ikke forkert. Som Lee vores (temmelig nuttede bortset fra det fjollede skæg:

) britiske guide berettede er is blå når iltindholdet er lavt, idet det så reflektere lyset anderledes. Min indre amatørfysiker konkluderer at det specielt må være de korte bølgelængder der påvirkes siden resultatet er blå.
Her er hans forklaring af hvordan gletcheren opstår tegnet i sandet i den stenede flodseng på vej op til gletcheren.

Efter den noget strabadserende gå- og klatretur op til selve gletcheren spændte vi vores udleverede isklør under støvlerne og blev ledt op på Fransz Josef.
Som I kan se morede Kamal sig fint.

Ikke bare var den slående i sig selv, og også udsigten ned fra den,

men endnu mere i kontrast til min sightseeing i USA. Der er der skilte allevegne med alle de ting man ikke må (så man ikke kan sagsøge dem hvis man alligevel kommer galt afsted) og alle turistmål er omhyggeligt familiesikrede. Her – og generelt i den new zealandske natur – er du ansvarlig for dig selv. Hvis ikke du regner med at kunne klare et gletcherhike, en huleudforskning eller andet på forsvarlig måde må du selv sørge for ikke at gå derop. Her var smalle, glatte, næsten usynlige stier, trin udhugget i den bestandigt smeltende gletcher, stejle klippeskråninger med løse sten og gletchernedfald, og fald snesevis af meter dybe lige ved siden af de 10-20 centimeter der typisk var at stå på. Men smukt var det. Måske netop mere smukt grundet det ekstra sansefokus den tydelige risiko bibragte – med lyden af skridende is og sten, et dybt blåt fald på den ene side og en smeltende isvæg på den anden tvinges man til at være opmærksom på sine omgivelser 🙂 Blå, smuk og snavset – den bestandige afsmeltning efterlader sten og grus på toppen der nærmest ligner snavset bysne. (It’s been a long time since I’ve gone on a hike like this. It was one of the most invigorating I’ve ever had. As we approached the rock face, Lee pointed up the near vertical face and said, “We just have to go up there.” The looks on many people’s faces changed as they realized what they were getting into. As if on cue, a helicopter flew next to the towering walls surrounding us. Only then was the immense scale of the rock faces fathomable. Waterfalls were flowing down from the top, hundreds of meters tall. As has been the case with many of the things we have seen, a picture cannot truly capture the surroundings.)
Deri har han ret, Kamal. Det er umådeligt meget nemmere at fotografere kunst, bygninger, mennesketing end natur. Og ikke bare fordi jeg ingen vidvinkellinse har. For meget af sanseindtrykket kommer fra lyde, lugte og fornemmelsen af landskabet hele vejen omkring mig. Utallige gange den sidste tid har jeg måbende betragtet diverse af Moder Naturs gavmildt over New Zealand spredte underværker og tænkt “Jeg vil ikke engang forsøge at tage et billede – det vil ikke kunne indfange bare halvdelen af indtrykket”.

Her er et sæt af de fine udhuggede trin oppe på isen:

Et af snavsetheden set på afstand:

Og et af de folk der gik rundt oppe på gletcheren og udhuggede stier til senere brug. Set med ukyndige øjne lignede det at de vandrede omkring med ishakker og slog tilfældigt løs på isen 😉

I dag kørte vi langsomt og dovent nordpå til Greymouth igen. I morgen krydser vi bjergene ved Arthur’s Pass og fortsætter til Christchurch, østkysten og Hanmer Springs.
På vejen gjorde vi holdt ved gletchers¿en fra Franz Josef – der var vindstille og en fin spejleffekt med søen og bjergene:
Ganske uimodståeligt til en svømmetur 🙂

Leoparden finder livet i New Zealand hårdt….

Som jeg skriver dette sidder vi i sofaen i opholdsstuen på vores hostel i Greymouth – Global Village Backpackers. Her er varme farver, ild i kaminen og kajakudflugt i aften. Jeg er stadig vægelsindet om hvorvidt jeg vil med eller om bøffen med salat og græsk youghurtdressing jeg just har tilberedt og spist ligger for tungt i min mave 😉 Men jeg har aldrig før padlet kajak, og da slet ikke efter mørkets frembrud, så det lyder tillokkende.
På den anden side er her lunt og rart indendøre. Hele huset er dekoreret i varme farver og med talrigt afrikansk kunsthåndværk – indehaverne har tydeligvis rejst meget i Afrika inden de slog sig ned her. Stedet minder mig om Marie 🙂
Køkkenet var rent, ryddeligt og med krydderier og the til fri afbenyttelse og badeværelset er varmt, rent og med et nydeligt udskåret afrikansk spejl. Mit syn på hostels har ændret sig en del 😉

Ingen kommentarer

No comment so far

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *