I dag er en god dag!
Vinden er ikke alt for slem, og solen skinner lunt som jeg sidder med den bærbare på den lille stribe terrasse bag ved huset. Vattotskyer kommer og går og cikaderne synger øreknasende fra alle retninger.
Jeg er lige kommet hjem fra en supermarkedstur ud for at købe sære New Zelandske ting til Christoffer og gnasker nu lystigt på en græskarbolle og lader som om jeg ikke opdager at mine fingre fedter tastaturet. Den fejlkøbte gedeost skammer sig alene inde i køkkenet. Jeg har det med madindkøb som andre kvinder har det med skobutikker – det holder tilsyneladede aldrig op med at være spændende at se på nye madvarer og når noget ser spændende ud har den indre stemme der siger ting som “Du har indtil videre sjældent brudt dig om gedeost” ikke en chance. Jeg trøster mig med at det i det mindste er billigere end designersko.
Samvittigheden nærmest synger – jeg har bagt (græskarbollerne – flettede og gule med klidmønster, krydret-duftende af muskat, ingefær, kanel og nelliker), taget opvasken, nået til bunds i vasketøjskurven (den er mulivis træls den Wellingtonvind, men den er nu ret god til at tørre tøj, i hvert fald de dage hvor den ikke har vandret regn med), øvet lidt japansk til på mandag og set på vores artikel. Deadline om to uger….) Solskinspauser er så meget bedre når der er noget man pauserer fra 🙂
I aften skal jeg forhåbentlig snakke i telefon med Nis – og måske min familie hvis ellers de er tidligt oppe, jeg har en god bog der venter på at blive læst færdig, og nogle fine solopgangsbilleder der forhåbentlig kommer længere nede i denne post, når jeg har fået passet dem lidt til i størrelsen. Bjergene på den anden side af bugten giver nogle overmåde smukke solopgange, og det passer perfekt med at solen står op lige omkring klokken syv hvor jeg går ned for at tage bussen til universitetet. Farverne er meget klarere set med rigtige øjne – jeg er ikke gode nok venner med kameraets digitale til at få en perfekt gengivelse, især ikke når det indre ur der fortæller den voksende hastighed hvormed jeg skal løbe hvis bussen skal nås taler højere og højere.
….. Hmm, druerne oppe ved tørresnoren er næsten modne nu. Stadig syrlige, men ikke mere end at de alligevel er svære at holde fingrene fra. Naboens citroner hænger ind på vores side af stakittet nede ved trappen og æblerne bagest i haven ser ud som om de snart er spiseklare. Eller måske snarere kogeklare – jeg tror det er madæbler. … Æbletærte i morgen…?
Her kan I se op på æbletræet, druerne og tørresnoren:
Sådan ser her ud om aftenen:
Den anden morgen mødtes jeg af dette syn:
Solen sneg sig vældig nydeligt gennem hullet mellem skyerne og bjergene:
indtil den besluttede sig for at det skulle være slut med snigeriet og kravlede højere op:
No comment so far