… I would paint my reverie. (billigt citat slut)
Grå skyer i hastig flugt over himlen, deres brede østligste bræmme farvet gyldenrødgrumset af den opgående sols første stråler som de strækker sig for at nå op over bjergenes kåber af dis og ind over Wellington.
Under skybræmmen, lige over bjergtoppene, en stribe af sart lyseblåt, med vattotskyer i delikat kontrast til de grumsede, dens tilstedeværelse et drillende løfte om mulighed for solskin senere, når skyerne har nået deres bestemmelsessted og solen har bortbrændt bjergenes klæder.
Ved bakken nær busstoppestedet ser det ud som om vejen fører stejlt lige lukt op i skydækket.
Den slags syn møder man kun på dage hvor kameraet ikke er med. Det ville antageligvis være grådigt at ønske andet 😉
No comment so far