Igår så vi (jeg og mine bofæller) “Man on Fire” mens vi spiste aftensmad. Eller rettere sagt, vi satte filmen på, og gik igang med at spise. Ikke længe efter var jeg den eneste der stadig spiste. Ikke fordi jeg er langsom eller fordi min portion var større end de andres, men grundet filmen.
For jer der ikke har set den er her et kort resume: Fordrukken mand uden livsglæde bliver bodyguard for lille nuttet pige der giver ham glæden tilbage. Pige kidnappes og betaling af løsepenge går gruelig galt. Mand, nu hævntørstig, finder ved hjælp af vold og tortur frem til alle involverede i kidnapningen og går igang med at slå dem ihjel. Lidt som “Payback”, bare mere trist.
Jeg tænkte ikke noget videre over det som Denzel Washington gik igang med at brække fingre, skyde folk i fødder og hænder og proppe bomber op i dem. Først da Sonya ved siden af mig i sofaen begyndte at sige små lyde blev jeg opmærksom på de andres reaktion.
Så hvorfor denne forskel? Er det fordi jeg har gjort mit yderste for at lege med drengene siden mine tidlige teenageår og derfor undertrykt de fleste slige pigede reaktioner? Næppe – der er masser af andre ting jeg ikke kan holde til at se på ? et afsnit X-files kan få mig til at holde mig for øjne og ører til hver en tid.
Er det måske fordi jeg er rollespiller? Som jeg tænker over det er det bestemt tilfældet at jeg (og de fleste andre rollespillere jeg kender) har adskillige karakterer der ikke ville tøve med at gøre noget tilsvarende mod fremmede (Mary Connor, Rhianna Green, Samek) og nogle der også rask væk ville gøre det mod deres venner hvis de fandt det formålstjenstligt (Cathrine, Jinarai). Er rollespillere ufølsomme eller er det bare mig?
Det forekommer mig generelt at modbydeligheder er mere modbydelige i rollespil end på film ? på lærredet er man bare passiv tilskuer, hvad der end sker passerer det forbi en uden at komme tæt på. Når man spiller inviteres handlingen derimod indenfor ? det er ens egne følelser der investeres i og berøres af den, hvilken karakter de end kanaliseres igennem. Måske bliver ubehageligheder så også nemmere at rationalisere som en vektor for handling?
Kommentarer? Overvejelser? Hmm?
No comment so far