Skyerne var uordentligt bumplede og jeg var forvirret. Mine tanker løbende i adskillige retninger på flere sprog samtidig, stumper af sangtekster og samtaler ind over, diskontinuert, rasløst og smertende.
Hvde skyer omsluttede mig, fremkaldende en bleg afglans af limbo og det lykkedes mig at skive en bid af forvirringen og den indre karusseltur ud.
Blå himmel, solskin og bløde sletter af hvide skyer mens brevet jeg skrev bragte en smule ro i mit sind.
Solnedgangslys forude, diset krybende lyseblå skyer og en enkelt stjerne bagude mens jeg forsigtigt ånder i den skøbelige balance jeg har skabt. Forsigtige tanker – byder jeg ukritisk bestemte af slagsen indenfor vil den indre storm hastigt blæse op igen.
Om to timer lander jeg i Los Angeles.
13 timer nat hen over Stillehavet. Brian, en hyggelig skotte bosat i Canada at snakke med, sædet imellem os tomt og dermed lidt ekstra plads til os.
En smule af den gråd jeg har trængt så meget til sivende stille ud til en forudsigelig musikfilm i de tidlige morgentimer mens lyset stadig er slukket. Hvorfor mon det er mindre modbydeligt at græde til en film?
Ankomst til Auckland – klokken er halv otte her, mit indre ur ved godt at hjemme i Ithaca er klokken halv to om eftermiddagen. At det er igår der kan hjernen til gengæld ikke helt følge med til.
Varmt, fugtigt solskin udenfor mens jeg venter på¨bussen mellem terminalerne.
Min skrøbelige balance truer med at briste helt. Mange tanker om alt det jeg efterlader og om udfordringerne og forhindringerne i at starte forfra. Jeg græder næsten igen nu.
På tide at holde op – mit sidste fly på denne etape boarder snart og jeg vil forsøge at forsvinde ned i triviallitteratur inden jeg om ikke længe skal møde min første kontakt her, en af Rod Downeys post doc-studerende der henter mig i lufthavnen idet Rod selv først kommer tilbage om en uge. Hvad jeg skal laveindtil da ved jeg ikke. Derefter til det (umøblerede) værelse jeg har lejet – alle mine besiddelser i skrivende stund er mit tøj, en håndfuld müslibarer og en vaskeklud fra flyet – ikke engang et håndklæde har jeg.
Min bagage er overordentlig rodet, min nydelige pakkejob ganske spoleret af TSA, da de udvalgte mig til et udvidet sikkerhedstjek. Jeg må ligne en smugler eller en terrorist 😉 Eller også var det fordi Kamal fulgte mig til lufthavnen, og alle rigtige amerikanere ved jo at arabere og folk med arabiske navne er terrorister alle til hobe ;-/
Men det var nu ganske underholdende at stå og se den venlige mand pille alting ud af min kuffert, og senere blive meget bekymret spurgt af en kvindelig officer om jeg var tryg ved at hun rørte ved min ryg for at se om jeg havde noget skjult under trøjen, eller om vi skulle gå ind i et andet lokale først. Amerikanerne er forbløffende blufærdige.
Her er den omhyggelige kuffertindholdsudtager:
No comment so far