Jeg ville ønske jeg kunne vise jer et billede, men det rækker mit kameras ydeevne ikke til – lukketiden kan ikke indstilles til at være lang nok. Så I må nøjes med ord.
Hvad er det så overhovedet jeg taler om? Turen hjem fra universitetet såmænd. Den sidste halvdel af vejen cykler jeg på “East Ithaca Recreation Path” – en gang og cykelsti der går bagom villakvarterene på byens østlige bakke. Den er ganske flad og lige og ligger lidt nede i forhold til resten af terrænet – det er der den gamle jernbane løb.
På det meste af den er der ingen gadelygter, og da det ikke er lykkedes mig at overbevise mig selv om at købe et par cykellygter (som grøntsagerne er de urimeligt dyre her) er der ganske mørkt når jeg cykler hjem om aftenen.
Det eneste lys er stjernerne, månen eller hvad der slipper gennem skydækket, så alt efter vejret varierer det fra klart måneoplyst til bulderravende regnvejrsmørke hvor kun toppene af træerne langs stien skimtes i silhouet mod den dybtmørke himmel.
Men på alle tidspunkter er det smukt. Træerne og buskene langs med stien giver en fornemmelse af tunnel og fraværet af gadelygter fremkalder en særlig sansevågen stilhed. Samme fornemmelse som i en snedækket skov, selv uden sne.
Jeg er nødt til at skærpe alle sanser når jeg cykler hjem – stedet jeg skal dreje fra stien er et lille hul i buskadset langs stiens højre side, så jeg kan efterhånden genkalde mig hver en træsilhouet deromkring i klare indre detaljer.
I løbet af de sidste par uger hvor det rigtig er blevet mørkt når jeg skal hjem er jeg ofte stoppet op på stien, inddrukket præcis-som-sne-stilheden og mørket og ønsket jeg kunne vise jer det.
Jeg kan ikke helt blive klar over hvor stor en del af skønheden der er stedets egen og hvor meget af den der skyldes at jeg kender alle dets detaljer så indgående. Lægger jeg mærke til det fordi det er smukt eller er det smukt fordi jeg lægger mærke til det?
No comment so far