I nat formørkedes blodmånen som jordskyggen åd den bid for bid. Som den overvandtes af skyggen skiftede den farve – fra sit sædvanlige rene, rolige lys til en vild, advarende og foruroligende rustbrun glød. Som størket blod svagt gennemlyst, eller som set gennem et tyndt lag af hud og kød.
Det blev min sengetid inden Månen atter gled fri af skyggen – da jeg gik ind havde den trukket skyer frem over sit formørkede ansigt. Så så vidt jeg ved kunne den være forblevet slugt, og kun den kommende aften vil fortælle om den atter har åbnet sit milde hvide øje.
No comment so far