Disen ligger som et fint slør over Ithaca denne morgen. Verden er stille – kun den dæmpede melodi fra klokketårnet blander sig med “Kings Garden” i mine høretelefoner. Duften af næsten-regn og våde blade hænger stadig som et halvt-erindret skyggebillede på min næses nethinde heroppe på fjerde sal. Sangen afspejler perfekt morgenens fornemmelse af blid efterårsmelankoli.
Alle lyde er sagte idag og disens hvide tæppe udvisker skråningerne omkring byen så kun de nærmeste huse er synlige fra mit morgenudsigtspunkt i trappeskakten i min ende af Upson Hall. Det grå tårn som ligner – men kun i min tanke er – tårnet på en græsk kirke er så langt som jeg kan se, resten er ude af sind bag det hvide vattæppe. Jeg længes efter at glemme alt om arbejde og gå ud i årstidernes langsomme skiften og bruge dagen på at nyde de sidste rester af sensommerens lune blande sig med efterårets milde, bittersøde fremrulning.
Snart vil campus vrimle med studerende og morgenmagien vil fordampe. Indtil da er verden min alene.
No comment so far