Der er tilsyneladende en første gang for alting 😉 Jeg beklager blot at jeg ikke har et billede af det.

Lad mig beskrive situationen – for nogle af jer vil den være enerverende bekendt:

Det er rigtig godt vejr idag – selvom efteråret er lige om hjørnet er her 25 grader og strålende solskin. Det er fredag, klokken er halv tre og algoritmikforelæsningen skal til at begynde. Folk i auditoriet ser ikke overvældende begejstrede ud, og jeg er helt sikkert ikke den eneste der – til trods for at algoritmik er vældig tilfredsstillende hjernegymnastik – hellere ville være udenfor lige netop idag mens chancen stadig er der.

Til at begynde med udspiller scenen sig som man forventer:

Dexter (forelæseren) kommer ind og gør de indledende øvelser. Så ser han ud over os og bemærker at det da igrunden er dejligt vejr, og skulle han ikke hellere give os fri. En håbefuld studerende siger jo, men som forventet er svaret at den nok desværre ikke går. Ansigter kortvarigt oplyst af håb formørkes igen.

Indtil nu er alt som det plejer, men så sker det:

Dexter bemærker at det ville være rarere at sidde udenfor (denne gang lyser ingen ansigter op – det forslag har vi allesammen hørt i andre sammenhænge, og vi ved godt at det ikke er praktisk at holde forelæsning uden tavle). Katalysator for forandring: en kvik studerende erindrer at han så en løs tavle stå ude på gangen.

3 minutter senere sidder vi på græsset i firkanten bag Upson Hall, tavlen er støttet på to stole, Dexters gule noter (legal pads er tilsyneladende hippe herovre) blafrer i brisen og forelæsningen begynder.

6 år på universitetet, og dette er første gang det er sket. Der er noget aldeles livsbekræftende over det når en velkendt situation pludselig udspiller sig helt anderledes end den plejer. Mønsterbryderi skubber hjernen ud af de tilkørte spor og får verden til at tage sig ny og forandret ud.

Hurra for Dexter!

Rejser • Skrevet d. 24. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu