Kattens Rejse

Archive for February, 2012

Tidligt vågen – intet realistisk håb om mere søvn. Forbløffende klar og fuld af tanker.
Det er åbenbart med denne nye vågenhed ikke muligt bare at sove aftenerne væk således som jeg ellers har vænnet mig til over det sidste års tid. I stedet hedder det at den som formaster sig til at gå i seng klokken otte vågner klokken fire. Så kan jeg lære det – glæder mig allerede til min middagslur efter arbejde.

Næste skridt må være at håndtere at fylde den tid ud jeg nu ikke længere sover. For det er stadig svært at koncentrere mig, ikke nemt at hverken læse eller se serier i mere end 5 minutter ad gangen. For slet ikke at tale om håndarbejde – det er noget som bare ikke sker.

I stedet har jeg næsten konstant lyst til at være i selskab med mennesker. Folk som er mig nære, eller som jeg ønsker bliver det. Jeg længes efter kontakt mellem sind, lange samtaler, neddykken i væren. Og når jeg får lidt af det skriger alt i mig efter mere, mere.

Hvorfor denne (pludselige?) afhængighed? Hvad betyder det – og hvad stiller jeg op med den?

Når jeg røres af noget, bliver det hos mig. Det flyver rundt og rundt i en evindelig cirkel i mine tankers teater.
Lige indtil jeg skriver det ud og det krystalliseres.
Eller – hvis der ikke er overskud eller vindue til at skrive i – det falmer med tiden, langsomt blegnende intil ikke engang jeg kan huske hvorfor det var så vigtigt, skinnende og meningsfuldt ;-(

Jeg kigger på min blog. Min sygnende, længe ignorerede blog, knapt overlevende med blot en enkelt en post om måneden flere måneder i træk. Er konklusionen at jeg er, eller måske har været, et sted hvor ikke meget kunne røre mig, hvor jeg ingenting lukkede ind?

Det jeg har oplevet i den sidste tid, hvor flere ting har bevæget mig til at skrive indlæg, føles i hvert fald som en levendegørelse. En langsom opvågnen af en slags, efter måneder og årstider tilbragt i dvalelignende tilstand.
En helende og nødvendig dvale efter afslutningen på mit forhold til René og Maiju, en slumretilstand hvori intet helt kunne nå ind til mig mens jeg bearbejdede sorg og svigt.

Men nu? Nu er der begyndt at ske noget. Den sidste måned har været fuld af gode oplevelser, nærværsskabende, oprivende og rundt-rykkende tildragelser som nok kan vække en op af selv dyb dvale. At de så er adskilt af skrigende banale hverdage på arbejdet er vist bare et udtryk for at det er et virkeligt liv jeg har, ikke et historie- eller filmliv.

Mere. Åh giv mig mere!

Sover en time og vågner så.
Vender og drejer mig og giver op henad midnat.

Har fundet ud af at have facebook på telefonen (velkommen til det nye årtusind, gamle dame!) og inden længe efter jeg har skrevet i min status at jeg er søvnløs pinger den første.

Et par mennesker jeg ikke har talt med længe, endsige set i virkeligheden i årevis. Folk hvis døgn- og livsrytmer er for forskellige fra mine til at vi praktisk passer sammen i livsførelse – og alt for sjældent bare er online samtidig.
Men begge sjæle som jeg har en inderlig fornemmelse af at hvis nu bare… så ville vi blive dejligt gode venner. Hvis bare vi boede i den samme by, var vågne på samme tidspunkt af døgnet, ikke havde så mange andre forpligtelser. Hvis nu bare.

Men det gør vi, og der er så meget uudnyttet potentiale at det er til at blive helt elektrisk af. Jeg længes efter at realisere det i en sådan grad at jeg opdager jeg ligger og sparker med benene i sengen (det er derfor computeren hopper).

Samtalen fortsætter ind i natten indtil selv natteravnene derude må gå i seng hvis de skal op og på arbejde, og jeg ligger igen og prøver at falde i søvn.

Mine tanker kredser om en bid af den sidste samtale – en bid som fanger følelsen perfekt.

“Elsker dig uden at kende dig. Føler mig sjæleligt beslægtet med dig p.gr.a. din tankegang.
Gad vide hvordan du er i virkeligheden.”

Er der nogen du har det sådan med?

Jeg vågner langsomt, tankerne hviler stadig ved eftergløden af nattens spil.

Mit hovede kører i overdrive – scener genspilles, ændres, skabes uden at jeg helt kan få hold på dem. Som at se tilfældigt ordnede afsnit af en film der indretter sig efter min usammenhængende ønsker, her i den sidste dovne, halvdrømmende stund i daggryet mellem søvn og vågen.

Jeg bliver hængende så længe jeg kan. Her hvor fiktionen har rørt mig, hvor drømmende alternative handlinger er mulige og hvor jeg hviler så forlokkende sødt på de søvnige, men åh så salige rester af rollespils-rush. Hvis jeg kunne blive i denne tilstand i timer var jeg vel lykkelig så længe.

Inden længe tager mit daglige jeg over og jager de sidste rester af drøm og søvn bort. Tøvende, uvillig giver jeg slip og kommer op til morgenens overflade, til den bittersødt gryende dag.

Med erindringen om henrykkelse så nær omend fortid.

… Det er mange år siden jeg sidst har spillet 1-1 rollespil. Det er den sikreste måde jeg kender at vågne i afterglow, selvom varulv også nogle gange kan gøre det. Hvis der er et navn for det stof det udløser i min hjerne, så giv mig fluks en recept. Eller vis mig vej til en pusher – jeg er ligeglad, vil bare ha’.

Jeg tænker det må være intensiteten det giver at dele spillet, historien med præcis ét menneske.
Den måde bipersoner er mere virkelige, mere hele fordi man kan give dem sin fulde opmærksomhed – der er ingen andre spillerroller til at konkurrere om den. Samtaler bliver intense og min rolles følelser mere virkelige for mig.
Og så er der den sikre overbevisning om at man ikke stjæler opmærksomhed fra andre spillere som ønsker den, men kan hvile i sin rolle, også i de små ting uden at kede nogen eller snuppe deres rampelys. Det giver en vældig ro til at opleve.

Jeg ved ikke om det giver mening. Men jeg ved at jeg bliver så levende, åh så levende.

Da jeg kom hjem og tømte postkassen idag ventede en overraskelse!

Et mystisk brev uden stempel eller afsender som indeholdt en seddel med en enkelt linie tekst og en USB-nøgle.

På nøglen ligger sæson 2 af BBCs nye Sherlock Holmes som jeg har glædet mig meget til at se – men hvem er den mon fra???