Kattens Rejse

Archive for November, 2008

Til mit kommende julefrokostkøkkeneventyr (jeg har meldt mig til at lave mad til årets varulvejulefrokost) skal jeg bruge en ismaskine for at kunne kokkerere det inspirationen har valgt. Men jeg har ikke nogen :-( Er der en af jer der har, og må jeg låne?

Betaling af leje i naturalier kan komme på tale ;-)

Sne!

En knivskarp duft på byluften.

Spredte, langsomme fnug. Et lander i min mundvige. Senere et på næsen. I panden sidder fugten fra de første jeg så og ivrigt greb lige da jeg kom ud.

:-)

Til min fødselsdag fik jeg af Pelle og Maria forskellige slags kvalitetsthe af den slags jeg normalt ikke under mig selv at købe. Heriblandt en lille pakke med nogle forskellige Kusmi-thebreve.

Siden har jeg nydt at prøve en ny om morgenen, og det er farligt.
Den ene af dem var nemlig så god at jeg ikke kunne modstå at gå ud og købe en dåse af den.

Kraftig, uden falbelader, god og kulsort, lige sådan som jeg allerbedst kan lide min the :-)

Jeg har haft min nuværende facon et års tid efterhånden. Tilpas velnæret til at eksperterne er tilfredse med at min krop ikke mangler længere, men ikke mere end det.

En pæn del af tiden lykkes det mig mere eller mindre at ignorere hvordan jeg ser ud – det er den del hvor tingene fungerer så nogenlunde. Jeg undgår at se i spejlet på badeværelset, skifter tøj mens jeg efter bedste evne kigger på og koncentrerer mig om noget andet og når først jeg er klædt på og gemt væk er det lidt nemmere at undgå at tænke på hvad der er indenunder og hvordan det føles.

På andre tidspunkter går det mindre glat. Jeg skal helst ikke tænke over eller konfronteres med det, så snubler jeg.

Det går det ikke så godt med. Jeg kom for skade at se mig selv lave yoga i weekenden, lagde mærke til hvor det var rundt og gyngende. I situationen var jeg lidt på afstand og tænkte bare “Åh ja, det er rigtigt, jeg væmmes ved at se på mig selv”.
De sidste dage har det i stigende grad plaget mig, og jeg må nok indse at jeg ikke ustraffet kan få øje på mig selv. For jeg bliver så ked af det. Selv efter at have set sådan ud over et år nu. Stadigvæk.

Måske slår det ekstra hårdt fordi jeg bevidst og stædigt har ignoreret det efter bedste evne. Men jeg har ikke kunnet hitte på andet at stille op, det virker umuligt at ændre sin egen smag.

For hvordan kommer man igang med at overbevise sig selv om at noget man aldrig har kunnet lide er dejligt. At det sanserne fortæller er frastødende ikke nødvendigvis er det? Hvadenten det er selleri, technomusik, cigarrøg eller bløde, kvindelige former.

Giv mig et hint. Hvad skal jeg gøre?

Da jeg kom hjem her til morgen sad Leoparden vagt på en redt seng med min nye hishigi (staver jeg mon det rigtigt) og opvasken var taget.

Uventet orden fryder :-)

Dragen er færdig og oppe at hænge. Endelig.

Det har også taget sin tid. Jeg købte den som souvenir i Santa Monica da Nis og jeg var i Los Angeles for snart fire år siden. Den har ligget ufærdig og halvsamlet på toppen af skænken siden jeg begyndte på den kort efter jeg flyttede ind, men nu er den samlet, limet og hængt op – forhåbentlig holder det :-P

Den hænger over min seng ved siden af Wonder, så nu er jeg bevogtet af en drage fra oven, og Leoparden i sengen når jeg sover :-)