Kattens Rejse

Archive for September, 2007

Blid, fast sensommerregn omslutter mig på cyklen hjemad. Endnu ikke kold, men lige lun nok til at det kun er når en dråbe løber ned under jakke og bluse jeg gyser.

Mørket er anderledes nu end i sommernætterne. Jeg undersøger prøvende dets klæde mellem øjenenes fingerspidser. Dybere, selv her i byen, med mere bund. Fløjl, ikke silke som i juni. Et tykt tæppe allerede her lige efter tusmørketid. Klokken er otte og her er ganske mørkt – det er nu min indre kalender synes vi burde skifte til vintertid, men EU vil det anderledes.

Mørkegråt mellem de unge træer i bøgeskoven, lyden af våde blade og splattende snegle under cyklens dæk. Varmt inde i min hullede læderjakke. De sidste 5 kilo jeg har taget på fylder og varmer godt, for tiden for godt. Når jeg har folk på besøg fryser de mens jeg finder stuetemperaturen vældig passende. Den omvendte verden.

Godt det begynder at blive sweatertid. Så kan jeg hylle mig i tykke, fluffy gevandter, drikke the i stearinlysskær og skjule min nyvundne pondus indtil næste sommer. (Eller i hvert fald indtil julefrokosttid ;-) )

Vinden puffer til mig, mens jeg venter på grønt lys, og regnen tager til men er stadig blid. De nyligt strammende buksers ben er gennemblødte og selv her ved porten til byen dufter det af efterår-som-kommer. Et strejf af tidligere års glæde ved årstidsskiftet danser lokkende en enkelt cirkel i mig inden den falmer. Vindens duft hvisker “Der var engang – så længe siden – hvor du levede i efteråret, var Regnens Dronning, følte håret flyde på vinden med sindet fyldt af melankoli og levede i aftenens stearinlys.”

Den samme duft på vinden, fluks gennem min næse og lige til hukommelsen. Efterår igen. Dengang. Nu. Altid.

Advarsel: Brok forude. Videre læsning er for egen regning. Jeg fralægger mig ethvert ansvar for overopfyldte klagesangsbehov.

Mavepine på lur. Når jeg har spist, når det er er stykke tid siden jeg har spist og på vilkårlige tidspunkter derimellem. Boblen og dump dunken i de tidlige morgentimer, efter det er blevet lyst, når duggen falder.

Madglæde er et fænomen jeg ikke længere kan relatere til. (Det skulle da lige være mellem 4 og 6 hvor jeg ofte vågner og er sulten. Men der er det ikke spisetid ifølge min kostplan :-/) Jo senere på dagen det bliver, jo mere kvalmt er føde. Mine indvolde roterer i protest når jeg går forbi en grill- eller pizzabiks, bager eller slagter og duften af selv hjemmelavet aftensmad (min eller andres) er omtrent så appetitlig som dunstren fra Ceres-bryggeriet. Frokost-brød (rug, spelt, hvidt, hvadsomhelst) falder som mursten i maven og jeg tilbringer de 3 timer inden der skal spises igen med at fortryde hver en slugt klippe jeg bærer rundt på.

Sådan har det været en god månedstid. Jeg har kæmpet med det, først med held, men på det seneste mod overmagt – de sidste par uger har jeg ikke kunnet tage på og er derfor nu på time out fra Daghospitalet, indtil videre en uge. (Hvis der går to uger i træk hvor man ikke tager det planlagte halve kilo på om ugen bliver man sendt hjem for at overveje sin strategi.)

Jeg er træt. Træt af at tvinge mad i et fordøjelsessystem der skriger på fred, omsorg, blidhed. Træt af maveøm at frygte det næste måltid, for de skal jo tvinges ned hver og et, uanset hvordan jeg har det, og umådeligt irriteret over den defekte lukkemuskel i halsen der tvinger mig til at tykke drøv hver gang maven er tilnærmelsesvis fuld.
Træt af ikke at kunne sætte mig ned uden overvældende trang til bare at sove-sove-glemsel-sove. Det er da ganske vist rart at sove, men med måde, ikke sandt? Og helst ikke den der spændte, spjættende søvn jeg fanges i om natten, så jeg vågner hver morgen med forpinte, stive muskler og ondt i nakken.

Lige nu er vilkårlige krav – selv de allermindste – og ethvert pres for meget. Jeg forstår det ikke. Hvis jeg skal tale i telefon med nogen eller købe noget bliver jeg nervøst rastløs og maven knuger, hver gang jeg skal nogen steder hen har jeg så inderligt lyst til at lade være, blive hjemme, gemme mig. Selv de ting jeg ved jeg som regel nyder – yoga, kenjutsu, bagning… – er ikke til at få halet mig selv igang med. Og hver gang det lykkes mig at insistere og med en kraftanstrengelse gøre det alligevel kan jeg mærke hvordan jeg bruger faretruende af de ikke-just-mange ressourcer der er mig tilbage. Hvad mon der sker når jeg ikke længere kan piske mig selv afsted?

Ikke mere brok for nu. For at der i det mindste skal være lidt at se på får I denne her. Jeg fandt den på LMSs hjemmeside. Snedigt filmet – det er lige præcis sådan det er.

Igår, som jeg dvask efter kenjutsu sad og så Bones (knogler, hurtige replikker, David Boreanaz og en kvindelig forsker = fin opskrift på krimi) havde jeg i en af TV3s mange og lange reklamepauser nær fået aftengrøden galt i halsen. De benytter sig af pausen til også at reklamere for kommende programmer, i dette tilfælde “Superskinny Me”, præsenteret som et program om nogle kvinder der vil tabe 5 tøjstørrelser på 5 uger, og ende i den størrelse 00 (altså 32) kvinder på den røde løber og diverse catwalks efterhånden helst skal have.
Der vises et par hurtige “appetitvækkende” klip fra programmet, det der bed sig mest fast i min hukommelse havde en læge bøjet over en mager krop med EKG-elektroder på, mens han forklarer at en af de største farer ved ekstreme vægttabsstrategier er død som følge af hjertesvigt.

Det var det hele. I det udpluk, mellem reklamer for Bilka, Robinson-ekspeditionen og resten af min krimi, lignede det en reklame for det der foregår i programmet. “Tab dig drastisk og få et bedre liv”. En brugsanvisning på at skaffe sig en spiseforstyrrelse så at sige.

Nu er jeg ellers ikke den der kan hidse mig så meget op over hvad TV3 og detslige vælger at vise af smuds, men her blev jeg nu mere end småforarget. Det er muligt at den almindelige befolkning ikke ved at det ikke tager meget mere end halvanden måned at pådrage sig semipermanent mental og fysisk skade ad den vej, men et eller andet sted i udførslen må der da have været en journalist der måtte erhverve sig noget baggrundsviden.

Jeg og min forargelse gik udmattede i seng (efter lige at have snuppet første bid af en hyggelig serie om en seriemorder der myrder dem politiet ikke får dømt) og her til morgen da jeg googlede programmet, i den tanke at skrive noget ætsende giftigt går det op for mig at det måske ikke er så fælt endda, og bestemt ingen reklame.

Når man kigger lidt nærmere end TV3s småvildledende reklamespots viser det sig at være en omvendt Supersize Me. Med to kvindelige britiske journalister i rollen som Michael Moore, og lægeovervågning af hvad der sker med dem når de haler sig selv igenmmen samme behandling som visse berømtheder siges at udsætte sig selv for. Måske ikke grund til forargelse alligevel? Mere oplysning end anoreksireklame, gudskelov!

Jeg fandt den ene journalists beretning om de 6 uger eksperimentet stod på. Interessant! Læs det. Vældig betryggende for en som mig at en pæn bid af de symptomer man får som spiseforstyrret induceres af sult – journalisten som ellers startede sund og rask beskriver en åh-så-genkendelig oplevelse i løbet af blot 5 uger. (Det er rart at overveje at jeg måske ikke er helt rablende vanvittig, men at sult i stedet forstærker min generelle småskørhed voldsomt ;-) )

Tegn på den er der ikke desto mindre masser af. Her er billedet fra journalistens beretning

Jeg foretrækker så absolut at se på den højre variant, både af hende og mig. Og som med de fleste andre æstetiske klassificeringer er det mig aldeles umuligt at forstå hvordan nogen kan mene noget andet.

…. Første del af programmet kommer torsdag aften klokken ni.