Ulvemøde igår. Godt et dusin rollespillere i en overdådigt frodig kolonihave, rødternet dug på bordet, og masser af dybfølte meninger som slås for at komme til udtryk fluks.
Et kaotisk væld af gode pointer og naturligt individuelle og personlighedsafhængige synsvinkler iblandet enkelte klumper af social akavet- eller klemthed.
Selvom jeg sidder stille og lytter til at begynde med går der ikke længe før kaos har lirket sig alt, alt for tæt ind på livet af mig, behovet for kontrol bliver påtrængende og jeg tager den. Inden jeg opdager hvad jeg er igang med har jeg overtaget hvervet som ordstyrer og vupti også referentblokken.
På den ene side er der ikke noget galt med det. Jeg er temmelig god til at tage noter imens jeg lytter, og jeg er sjældent den mest talende i en plenumdiskussion så det giver udmærket mening at jeg skriver. Og hvis ingen andre umiddelbart vil udfylde ordstyrerrollen så kan jeg godt regne ud at hvis valget står mellem selv at gøre det, eller lade mødet forløbe i (timevis af) generel taleanarki så får vi det lettere glidende og mere produktivt møde ved at jeg snupper styringen af talerækken.
Men på den anden side! På den anden side bryder jeg mig ikke om rollen som hende den sure. Kontrolmennesket med det stramt opsatte hår hvis ansvar det altid – implicit eller eksplicit – har været at få et vilkårligt gruppearbejde jeg deltog i til at forløbe planmæssigt. Hende jeg arbejder på ikke at være så tit mere.
Jeg sætter ikke pris på at være indpisker og hold-kæft-råber, især ikke i en situation som igår hvor mit indtryk var at hovedparten af de tilstedeværende egentlig hellere bare ville snakke frit. Konflikten kommer så idet jeg bestemt ikke holder af ustrukturerede marathonmøder hvor folk får luftet deres meninger – den højeste oftest – men ingenting rigtig bliver besluttet.
Så vinder mit behov for udbytte af mødet og hende med den trælse råbestemme styrer pludselig.
Bagefter er det en meget blandet fornemmelse. På den ene side er der blevet besluttet ting og jeg har styr på hvad de er (eftersom jeg skrev referatet), og diskussionen forløb nogenlunde fokuseret og ikke hele natten (omend 4-5 timer nu er lang tid for et møde). Samtidig har jeg en dårlig smag i munden over at have siddet og herset med folk.
Den ved jeg ikke helt hvad jeg stiller op med, og det er ellers bestemt ikke første gang jeg står i en lignende situation.
Hvordan mon de andre tilstedeværende oplevede det? Og hvilken del af det hele er det snedigst jeg arbejder på at ændre?
Jeg synes, at det er vigtig at alle inden mødet er med på, hvad for en slags møde det drejer sig om. Er det et møde, hvor der skal træffes beslutninger, så er der brug for lidt struktur over det hele. Er det et møde, hvor man "kun" vil drøfte meninger eller brainstorme, så kan struktur ødelægge kreativiteten og processen.
Tja jeg er jo ikke selv det mest strukturerede individ denne verden endnu har set, men sjovt nok er lige netop møder en af de ting, der ofte bringer det godt skjulte ordensmenneske frem i mig.
Hvis ingen påtager sig rollen som ordstyrer kan møder mere eller mindre strække sig ind i uendeligheden, og jo længere de varer jo større er sandsynligheden for, at mødets resultater er til at overskue.
Hvis ingen påtager sig rollen som referant vil der være en øget sandsynlighed for, at folk husker mødets resultater sådan som de selv helst ser på sagen, hvilket jo ikke just er konstruktivt.
Jeg så jo ikke denne situation, men egentlig synes jeg snarere det lyder som om du netop tog mødet seriøst nok til, at prøve at holde fokus og fastholde resultaterne.
Knus Ida
Det er et råddent job, men nogen skal jo gøre det. Uden at vide noget om resten af situationen synes jeg at dårligt styrede møder ødelægger nok af mit liv til at kunne gøre andet end at bakke dig op
Jeg antager det var ooc, ellers synes jeg problemet er til at få øje på.
-Jesper
Tjah, jeg syntes det var rigtig ubehageligt. Jeg vil meget gerne fortælle dig hvorfor over en kop (is)te, men ikke over din blog 😉
Knus, Maria