Jeg kan se det gør ondt på dig, at du er udmattet og slidt og jeg vil så gerne nå dig, selvom der er uoverstigeligt langt at række.
Som separat entitet, ikke-du, andet-jeg-end-dit kan jeg kun lytte, spørge ind og af og til prikke og pirke hvis du ikke giver mening.
Jeg kan komme med råd – sæt støttebind om det svage led der, skær den døde hud her væk, pas på ikke at blive kold – men kun du kan stille op i kampen for at få det gjort.
Alting ser klarere ud udefra end indefra, det ved jeg godt. Jeg prøver ikke at være for strid på tidspunkter hvor det ikke hjælper nogen, men samtidig strid nok til at det nytter lidt.
Derinde indeni hvor flammen brænder og jeg kender dig håber jeg med forskrækkende inderlighed at du vil vise dig selv den samme respekt og omsorg, de samme hensyn du viser dine nære. Du er det værd – også på de tidspunkter hvor det føles som om det at være tro mod dig selv vil svide en anden. Måske er det endda der det kan være allervigtigst.
Du _er_ det værd!
No comment so far