Sprække af lys ud mod gangen – jeg har ladet døren stå på klem. Lyden af skridt, fjernsynet derude, nøgler i låse og småsnakken er hyggeligt beroligende – som da jeg var mindre og lå lunt i min seng og kunne høre de voksne nede i stuen.
Stopmæt. Min mavesæk føles udspilet (og det er den sikkert også, de skrumper jo hvis de ikke bruges sådan nogle) og øm, fyldt til briste- og langt over bekvemmelighedspunktet. Men der skal jo noget ned hvis jeg skal holde op med at svinde ind, få nogle muskler tilbage og (det glæder jeg mig til!) få flere kræfter igen.
Den morgen hvor hun sagde “41,5” da hun kom og tændte lyset og vejede mig (jeg må tage hendes ord for det, det var inden jeg kom op og fik linser på, men hun er vældig sød og antageligvis siger statens sundhedspersonale sandheden) var ikke rar – da havde jeg prøvet at spise mere en lille uges tid allerede :-/
(Et godt råd til fremtidige hospitalspatienter: Sig pænt nej tak til de proteinberigede supper. Jeg mistænker de er en del af et regeringskomplot for at spare staten for penge ved at lade patienterne faste sig ihjel i afsky 😉 )
Jeg er gennemsyret, fyldt til pandebenet og fingerspidserne af energiforladt intet-ork. På gode dage liver jeg kortvarigt op i jeres selskab, et lys der bortjager træthedens skygge. Men bagefter står den altid klar til at indhylle mig påny. At sidde og kigge på indersiden af mine øjenlåg (ja, jeg mener kigge – jeg falder ikke i søvn, er ikke søvnig, bare træt) virker som en tiltalende aktivitet det meste af tiden.
Tanker – så mange tanker der kredser i mit hovede. Nytteløst rundt og rundt i en stor grå malstrøm. For intet krystalliseres ud af den, intet kan besluttes nu, i min hjernes omtågede tilstand af vente-væren. Venten på at antidepressiverne viser en virkning, på at min krop kommer lidt til kræfter. Venten på lægen, på mod, på afklaring, mening og glæde.
Runddansen hvirvler og fylder – forsigtigt, uøvet lukker jeg på mere erfarne patienters anbefaling en tynd strøm ud til det søde personale. (“Hvis de ikke ved hvordan du har det kan de ikke vide hvordan de skal hjælpe dig” er først indlysende når det er blevet sagt. Tyggegummiet de gav mig mod medicinens mundtørhed efter jeg fortalte om den var en sand åbenbaring – for første gang i 14 dage har jeg spyt!)
Så mange usigeligheder kan siges her, så megen omsorg mellem fremmede. Mit første møde med hospitalsvæsnet overrasker positivt.
No comment so far