Jul om få dage – og jul igår. Eller Yule rettere, årstidshjulets yderpunkt den allerkorsteste dag.
Christoffer og jeg havde inviteret til Solhverv – hvilken bedre måde at nyde mørketiden end ved at spise og drikke i venners selskab? Hjulpet af René havde jeg været i basaren efter ged, og sammen med Christoffer sørgede vi for at den fik godt selskab i gryden af porrer, gulerødder, løg, byggryn og masser af laurbærblade.
Senere, efter dessertgrøden (mmmm, byggrød 🙂 Så herlig en spise kunne få selv min ellers skrantende appetit til at live op), tændte vil bål
og varmede mjød.
Senere: Kage, varm mjød (endog også til Christoffer, Pelle og jeg – det smager stadig godt efter man har varmet sit glas lidt ekstra og kogt spritten af 🙂 ) og lego.
Der blev rodet længe i legokassen, men jeg er ikke siker på Nis julegave blev helt som tiltænkt.
Da jeg kom hjem stod der fine blomster uden for min dør, og et god-bedring kort fra mine søde kolleger. Se:
Tusind tak 🙂 De står lige her ved siden af i vasen og er stadig dejlige.
Lillejuleaften: Min uldbluse er hængt til luftning og har vist dannet et venskab med tørrestativet.
Jeg plejer ellers ikke bryde mig om den slags, men lige i dette tilfælde blev jeg vist nedstemt af min knokkelkrop. Æg, sukker, piskefløde og rom med muskatnødsdrys – sul til mine sideben. Eggnog.
Jul – på ydersiden helt som det plejer, men indeni overhovedet ikke. Alle forsamlinger er talrige, 7 er mange, en overordentlig uoverskuelig, summende multitude i mit hovede. Trætheden er stadig overvældende, og selskab – hvor meget de end er min søde familie – udmattende. Jeg ønsker mig igrunden ikke ret meget andet end at få det bedre, så det er svært at oparbejde megen entusiasme.
Jeg får lavet rødkål, kartofler, rislalamande… Alt det der foregår alene i køkkenet kan jeg snildt overkomme. Men resten – jeg trænger til at tage hjem efter hovedretten, men tænker at det er ubehøvlet over for dem der har købt gaver til mig, at sådan gør man ikke og at det vil være synd for min Mor, som holder så meget af julen.
Resten af aftenen prøver jeg at holde mig lidt i periferien, ude af menneskekaoset, men det virker ikke helt efter hensigten. Velmente henvendelser som “pak nu op”, “vil du række mig kirsebærsovsen”,”den er også til dig, kom så igang”, “tusind tak” eller “vil du ikke have X?” kan man ikke sådan bare ignorere uden at være grov. I det mindste husker de at lade være at prøve at kramme eller ae mig – for tiden kan en vilkårlig uønsket berøring sende mig direkte til gak-gak land ganske øjeblikkeligt 🙁
Jeg har endnu ikke lært præcis hvornår jeg _skal_ sige stop og gå væk hvis det ikke skal have konsekvenser – kan ikke finde ud af hvor meget af det der er mig, og hvor meget der er medicinen. Så juledag er jeg (forventeligt, jeg idiot) helt fra koncepterne med rysteture, hulken, rastløshed og altgennemsyrende træthed. Trætheden vinder heldigvis – godt hjulpet af et tætpakket tvprogram – det er jo ikke juledag hvis ikke vi ser julekalender og Disneys juleshow mens den slikfyldte suppeterrin går på omgang. Er der forresten nogen der har set mine søde tænder?
Narnia i fjernsynet om aftenen. Tillokkende men bittersøde minder, snart 20 år gamle. Det allerførste tårevædede møde med den beske smag af at genkende noget uendeligt smukt, og vide det er uopnåeligt. Forbitrelsen og fortvivlelsen ved erkendelsen af at det er – ikke u-virkeligt, for det er jo lige her, i sindrummet skabt i sammensmeltningen mellem forfatterens ordbilleder og min fantasi, men u-rørligt, u-håndgribligt, uden for rækkevidde.
Men hurra for computeralderen – efterhånden er de grafiske effekter så gode at min hjerne næsten tror på det – forførende virkelige billeder af imaginære verdner 🙂
Julefrokost hos Lasses forældre – jeg tror jeg kan klare det, og er forbløffende frisk om formiddagen. Bager det gode æltningsfri brød i min nye Le Creuset ildfaste hjertekasserolle. (Den er fin, fin, fin 🙂 )
Til at begynde med går det også udemærket, men efter et par timer og 4 velmenende berøringer fra Lasses Mor ryger jeg påny ud i hulken og rysten. Hvis I skulle være i tvivl: Dette her er noget råddent noget at fejle – det kan ikke ses, så folk tager ikke en alvorligt når man prøver at forklare at der er nogle ting man – af uforklarlige årsager – bare ikke kan holde til.
3. juledag. Træt døsen i lun tæppekokon. Star Trek og slumrelæsning med stearinlys og juletræsudsigt.
No comment so far