Lægen sagde “Du er alvorligt syg”. Han så også ud som om han mente det.
Jeg kan ikke huske nogensinde at have fået den besked før – i hvert fald ikke helt i det omfang. Tidligere har det værste vist været i stil med “Du har lungebetændelse, tag penicillin i en uge, så går det over”-ikke noget man tænker så meget over (længere – penicillin er en herlig opfindelse, hurra for mug 😉 ).
Denne gang var beskeden: “Du skal ikke regne med at det går væk spor hurtigere end det tog om at udvikle sig” 🙁
Han sagde også at jeg skal fokusere på at være god ved mig selv, så nu sidder jeg har og spiser morgengrød med økologisk vanille på et tidspunkt hvor jeg normalt har været på arbejde i et par timer – og mens mine kolleger udover deres egen også laver den del af arbejdet jeg burde have gjort 🙁 Det er lige til at få dårlig samvittighed af (og det er jo altså noget af det tigerdyr er bedst til) – men det hjælper nok ikke. (Og i øvrigt var de udmeldinger jeg fik på arbejdet alle af typen “Det vigtigste er jo at du bliver rask!”, til trods for vores decemberdeadlines, brugerkurser og alt det der skal nås. Det var rart 🙂 ))
For på den anden side kan jeg jo godt mærke, nu hvor jeg giver mig selv lov, at det er en enorm lettelse ikke at skulle få en almindelig hverdag til at fungere. Prisen for at have været bare semioplagt, halvkoncentreret og lidt smilende og interaktiv på arbejdet de sidste par uger har været dobbelt udmattelse efter arbejdstid, og selvom mine søde og betænksomme venner har samlet mig op og limet mig lidt sammen adskillige gange kan de jo ikke blive ved. Jeg er efterhånden en ren lappeløsning 😉
Man kommer åbenbart ikke ud af dette her ved viljestyrke alene -alternativt har jeg bare ikke nok.
No comment so far