Den første morgen med en smule bid i luften. Solens stråler er knap stærke nok til at kunne mærkes som varme mod huden og mine hænder forpupper sig i jakkeærmerne.
Eftermiddag. Solvarme blommer i det halvlange græs – blåviolet på grøn baggrund. En hånd kommer ind i billedet.
En efter en drejes blommerne rundt og rundt, nydeligt mellem fingrene, en, to tre gange indtil det er ganske vist at de ikke er stødt eller synligt har orm.
Duft af sensommerhave, overflod og modenhed, lige på kanten til overmoden. En jordvarm dufttone af råd danser i udkanten af sansebilledet.
Græspletten under træet er nu helt nedfaldsblommefri, og forsigtigt – kun modne blommer, tak – rystes grenene blidt og ivrige hænder griber den faldende frugt.
Dagen efter, indendørs. Septemberblå himmel gennem vinduet. Boblende gryder og hyggeduft i mit køkken, glas i flere farver stiller sig på række i vindueskarmen. I grunden fjollet sådan at stille dem der når vinduet ikke er åbent, men vanen vinder. 
Æblemos, nu i fryseren, til vinterdesserter. Mirabellemarmelade, og syltetøj af de små blå blommer, dem der laver det bedste syltetøj. Eddikesure hvis ikke man plukker dem på det helt rigtige tidspunkt – smagen af utålmodighed og ønsketænkning i min barndoms have: “den blomme _må_ bestemt være moden nu” (i modsætning til for en time siden 😉 ).
Blommesnaps til trækning i det mørkeste skab – mon de også laver god snaps, blommerne som er så gode til syltetøj?
Nu, to dage efter, er mine negle trods grundig skrubben stadig misfarvede af dybtrødblå blommesaft. Det er muligt at jeg ligner en sjuske, men i mit spisekammer er der syltetøj, marmelade og tørrede mirabeller, squash og gulerødder forberedt til senere dages aftensmad og æbler kogt med kanel – de tilslørede bondepiger venter.
I køleskabet ligger de allersidste sommeræbler, dem der hvert år bringer den første, syrligt-jublende smag af sensommer, omhyggeligt gemt og rationeret til min morgengrød.
Høsttid. Syltetid. Tid til at gemme til vinteren, natten og katten. 🙂
No comment so far