Tilbage i Tokyo igen. Det føles meget anderledes denne gang – forskellen på at ankomme til og komme tilbage til er bestemt ikke uvæsentlig. Tonen af folk der taler japansk lyder velkendt nu, endskønt jeg stadig ikke forstår hvad de siger.
Den første japanske mærkværdighed der jeg traf i denne omgang var kiosken på perronen for Narita Expressen i lufthavnen. Det var åbenbart tid til kioskdamens pause, men i stedet for at sikre sit varelager bag lås og slå som hendes danske kollega utvivlsom hvde gjort, trak hun et bare et forhæng for og gik fra chokolade, aviser og læskedrikke! Brat påmindelse om kriminalitetsniveauet i Japan i forhold til hjemme.
Kortvarigt tilbage i et mildere klima: Mandag morgen 5:07 fra den franske altan på hotelværelset i Bremen.
No comment so far