Empire State Building. Fuld af turister med kameraer og amerikanere der vil saelge dig ting – audio tours, fotografier, souvenir-ubrugeligheder…, eller uniformeret viser vej “exit to your left”, “please step forward”… Mit hovede fyldtes med al deres plapren, der var ikke plads til overs til mange tanker.
Men udsigten fra toppen var fin – kold, klar vintervind helt ind til mine knogler, og byen straekkende sig overraksende flad i alle retninger, Saert at den ser saa plan ud oppefra – set fra gadeniveau er man som en myre mellem mursten imellem skyskraberne.
Det danske konsulat – uniformerede portnere of vagter ved indgangen til bygningen. skriv venligst dit navn i gaesteloggen.
Overraskende danskesprogede ekspedienter paa 18. etage, og en skl med saltbomber og andet uundvaerligt hjemme fra inde bag deres glasrude (og ganske uden for min raekkevidde ;-/). En labyrintisk forklaring og 5 minutters kancellisprogsgranskning inden stemmeseddel, konvolut og følgebrev kunne udfyldes.
New York atter grå. Da jeg ankom var den hvid og sagte af sne, men allerede nu har den genvundet sin gråhed, Sjappet ligger tykt og sæbefedtet overalt og mine yndlingsstøvler (læs: mit eneste par støvler) kan snart ikke tåle mere salt, væde og ubarmhjertig radiatortørring uden at falde helt fra hinanden. Vandkulde helt ind til benet – jeg foretrækker bestemt sneen.
Aftensmad på en libenesisk restaurant, Nis og jeg ender begge med at bestille en helt forkert hovedret, bytter under tjenerens undrende øjne og er begge tilfredse. The i civiliserede kopper, Nis saa søvnig af jetlag at han næsten falder i søvn ned i sin.
Stille hotelværelse. Han sover nu, i varmen (ingen termostat) og ligner en sær krydsning mellem Zorro og en fange med den sorte sovemaske de gav ham i flyet.
Jeg skriver ved border foran spejlet og ser hans spejlbillede ud af øjenkrogen, så uvant efter al min alenetid.
No comment so far