Sugen i solar plexus, appetitløshed, længsel efter at gemme mig et lunt sted og aldrig komme ud. Panisk, fortvivlet ønske om at ugen er slut, dens forpligtelser overstået, fred. Lyde er for høje, mennesker for mange, sanseindtryk overvældende intense, mit personlige rum opsvulmet. Tal ikke til mig, ingen øjenkontakt, tak.
Maven knuger velkendt, som skulle jeg til eksamen om lidt. Men det skal jeg ikke, og denne knugen forløses ikke i et adrenalinsus men bider sig vedblivende fast og nu, på fjerdedagen, overvejer jeg efterhånden hvornår den selvdestruerer i et boblende syrebad, alternativt kollapser til et sort hul og opsluger mig.
Jeg kender det godt, det var samme stil i vinters. Men jeg var absolut ikke forberedt på at denne skrøbelighed brat skulle vende tilbage, og det (siger samvittighedsstemmen i mit hovede) uden nogen fornuftig årsag.
Men der er jo en grund, selvom det tog mig en desperat klaustrofobisk stund i et inferno af fortvivlelse at finde den. Før første gang i… – ja siden i vinters har jeg taget en lille bid af de forpligtelser i verden uden for mig der var mine tilbage. En stump så beskeden at jeg end ikke overvejede at den kunne påvirke mig inden jeg tog den på mig.
Det var dumt! I vinters var jeg afkræftet, og når kroppen ikke får nok er alle følelser blegere, irrelevante. Når samvittigheden taler lystrer man efter bedste evne, for det er jo alligevel alt sammen lige meget, det føles ikke altid vigtigt om man træder på sig selv, om man ikke har flere kræfter. Man skal passe sit arbejde, også det frivillige (måske især det, det har man jo selv meldt sig til), man skal ikke besvære folk, man skal knytte sylten og få dagene overstået og ikke være sådan en tudesidse. Og man, det er naturligvis mig.
Nu – forbi det største stykke af vejen mod en ekspertacceptabel minimumsvægt – rammer det på en helt anden måde. Kroppen, ikke længere udryddelsestruet, er blevet stærk nok til at den tillader sindet fuldt udbytte af signalerne, og den lægger ikke fingrene imellem! Jeg ved snart ikke hvad jeg foretrækker.
Jeg arbejder hårdt med min spiseforstyrrelse og har gjort det de sidste måneder siden depressionen fortrak sig nok til at tillade tankevirksomhed. Og det går godt, efter omstændighederne. Fremad og i et tåleligt tempo. (Ikke at det er rart, forstås. Jeg ville end ikke ønske for min mest hadede tidligere lærer (det er mit håb at min omhyggeligt høflige overflade har sikret at du ikke har den fjerneste anelse om hvem du er) at skulle gennem sådan en omgang. Med sin fornuft konsekvent at skulle gøre vold på sine meninger, følelser og instinkter, vidende at de er sygelige på trods af at de føles lige så intenst ægte og sande som altid er ikke det morsomste jeg har prøvet. Det gør det beklageligvis heller ikke nemmere at vide at jeg sandsynligvis skal fortsætte med at gøre det resten af livet.)
Men det er gået fremad som sagt. Og det har måske nok fået mig til at tro at alting generelt gik fremad, ikke kun der hvor jeg havde sat alle mine kræfter ind. Så jeg sagde tankeløst “Ja da, selvfølgelig!” og tænkte at et skridt til på vejen tilbage til mit tidligere liv var på tide, jeg har kostet samfundet nok allerede ved at være syg så længe, det er på tide jeg får fart på.
Men det er måske snarere på tide at erkende at det ikke er tilfældet. At ingenting kommer uden knoklen, at det ikke nytter at jeg _vil_ – den der agerer ved viljen alene går før eller senere i stykker, det har jeg erfaret en gang allerede.
Pernille talte Sandhed igår. Hun så lige på (gennem?) mig da jeg brokkede mig over min ‘helt uden grund brat forværrede tilstand’, og sagde noget i stil med “Dette her (forpligtelser, ansvar, at gøre ting der ingen glæde bringer, konstant at nedvurdere mig selv) er det der var ved at slå dig ihjel sidst du gjorde det. Det er ikke spor underligt at din krop reagerer kraftigt og fysisk på det!”
Det tog mig et par øjeblikkes paf stilhed at indse at hun havde ramt plet. Men hver gang jeg indrømmer “Ja, beklager, jeg kan ikke” når jeg _ved_ (det var de der instinkter igen) jeg burde kunne daler min mening om mig selv yderligere. Hvis der er en løsning (udover at leve ved viljen igen indtil jeg knækker næste gang) kan jeg ikke se den.
No comment so far