Lige ankommet til Montréal er det tydeligt at vi er kommet til Quebec-provinsen. Damen i metroens højttalere taler kun fransk (i Toronto kom det hele på både engelsk og fransk, men her er fransk det officielle sprog) og selv yoghurten har holdninger til det tilbagevendende spørgsmål om hvorvidt Quebec skal være en selvstændig stat.

Skiltene er også på fransk – her fra veganerrestauranten den grønne panter.

Trætte efter en forsinket togtur (selv guidebogen bemærker at Canadas tog ofte er forsinkede pga. godstog) ankommer vi til en fin, men varm, lejlighed. Fødderne er ømme og hævede, og når der ikke er en balje kan wokken bruges til andet end madlavning 🙂

Vores aircondition var frakoblet pga. støv fra renovering af blokken (nu har jeg også prøvet at bo i en 20 etagers betonblok), men udlejeren var serviceminded: Da vi ringede og klagede over varmen fik vi afslag i prisen og dagen efter stod der ikke mindre end 4 elektriske vifter rundt omkring i lejligheden!

Tirsdag var vi på en guidet madrundtur i bydelen Mile End. Masser af lækre smagsprøver og en meget entusiastisk guide, Vera, som hvis franske accent kunne både høres og ses på hænderne når hun talte.

Det var en super måde at få en introduktion til et kvarter vi måske ellers ikke havde set, og samtidig smage på en masse lokale produkter – fra humant opdrættet kød (bemærk de halve grise i baggrunden ovenfor), over falafler (der ifølge Ingrid smagte helt som i hendes ungdom i Jerusalem) og til byens berømteste bagels.
Kvarteret en grøn og hyggelig enklave med hyggelige huse med smedejernstrapper – og det var tydeligt at Vera kendte nogen på hvert gadehjørne.

Stemningen var farverig og hipsteragtig på den dejlige måde, og på flere fortove sås denne fine påmindelse.

Andre fine ting på turen var Tiffany-loftet i det gamle Rialto-teater.

De meget passende navne på den lokalt producerede chokolade.

(Her var en del af smagsprøverne frossen banan overtrukket med chokolade. Friskt og sødt på samme tid, det kunne godt prøves derhjemme.)
Her er bagelmanden. Billedet bevæger sig desværre ikke, men i den årlige lokale konkurrence kan han forme 22 bagels i minuttet! På en almindelig tirsdag var han nu heller ikke langsom 😉

Onsdag tog vi ned til den berømmede gamle bydel – og var ikke imponerede. Den var da fin, men hvis man har været i Firenze eller Rom er det ikke helt så eksotisk (og Toronto er nok også en svær by at konkurrere med). Vi begyndte derfor fluks med en iskaffe på den første café der bød sig til.

Kaffen var silkeblød og aromatisk, helt perfekt og stort set uden bitterhed. Måske den dejligste på turen hidtil. Brygget af en hyggeligt rundet midaldrende herre med ferme hænder og lun småsnak. Senere googling afslørede at stedet er blandt de 10 bedste kaffebarer i Montreal 🙂

Og nu kommer vi så til den imponerende del: Kirken. Notre Dame i Montréal er uden tvivl den smukkeste kirke jeg har besøgt. Den blå farve, det mørke træ og belysningen spiller helt perfekt sammen.

Bagefter gik vi tur på havnen. Mere beton, men udsigten både over St. Lawrence-floden og ind mod byen var fin.


(Klik på panoramaet for at se en større udgave.)
På jagt efter en grønnere udsigt begav vi os op på Mount Royal, som byen er opkaldt efter. På vejen traf vi en kirke godt kamoufleret blandt højhusene.

På toppen var der ømme ben og et flot kig over byens skyline.

Heldigvis var der et tykt stengelænder at sidde og hvile benene på.

Om aftenen tog vi på Veras anbefaling ned til floden for at se Østrigs bidrag til Montréals årlige fyrværkerikonkurrence. Det anbefales at se showet fra Jacques‑Carter-broen (det er den du kan se længst til venstre i panoramaet ovenfor). Broens firsporede vej lukkes for biltrafik til lejligheden, så da vi kom derop vrimlede det med fodgængere med campingstole måtter at sidde på. Jeg havde ikke tænkt over hvor høj sådan en bro er (højdeskræk, hvem mig?), og efter en laaang gåtur langs fodgængerrækværket helt ude ved kanten, hvor man tydeligt kunne se den ventede død 50 meter nede var jeg frygtparalyseret (bemærk mit jerngreb)

Men fyrværkeriet var det hele værd. Nærmest mere end hjernen kan kapere når det er synkroniseret smukt en halv time i træk. Min favorit var helt klart regnbueraketterne, der eksploderede i alle farver. Og Ingrid tog mine klamrende negle pænt gennem hele seancen 😉

Frygt og skønhed er god sovemedicin – efter en solid nats søvn er vi nu på vej mod lufthavnen og Edmonton.

Rejser • Skrevet 12. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

En af de ting jeg havde glædet mig til at spise i Toronto er pretzels. Store bløde nybagte pretzels dyppet i smør og vendt i kanelsukker. Den samme kæde som jeg elskede da jeg boede i Ithaca har nemlig en butik i Eaton Centre her. Det er dem her vi taler om, Auntie Anne’s Pretzels:

Så allerede første eftermiddag var det nødvendigt med en pretzel
.
Og den anden eftermiddag.

Men nu er der jo andre gode ting med p end prezels.
Toronto har islæt fra mange lande og køkkener, så fredag snuppede vi muligeheden for lidt japansk frokost da den bød sig til.

Tonkatsu, kotelet paneret i panko, med ris og fintsnittet kålsalat. Og der var opfyldning på kålen – nom!
Lørdag morgen gik vi på jagt efter noget med ahornsirup (det er jo nærmest den nationale sukkerart) og fandt en solid og hvinende sød brunch af pandekager og french toast.

En velbesøgt lille morgenmadscafé med pudseløjerlige reklamer fra 50erne og 60erne – nu ved jeg også hvad “milk meats” er.

Bagefter spadserede vi ned igennem Kensington Market og Chinatown til shoppinggaden West Queen West, hvor “Original”, den eneste butik i Toronto der reklamerer med at sælge sko til uslefoden, holder til.
Det viste sig at de meget snakkesalige indehavere ikke bare solgte sko – både de fornuftige og skyhøje hæle formet som kaniner eller Dart Vader

– men også tasker, hårpynt og festkjkoler i massevis.

Tænk at arbejde et sted hvor den selvvalgte dresscode er smukt opsat hår med kunstige blomster 😀

Men ingen dag i Toronto uden pretzels. Efter shopping (man kan skam få andet end pretzels i de mere end 200 butikker i Eaton Center, vi var flittige gæster i Uniqlo 🙂 ) tog vi trætte vores loot med hjem på hotellet.

Protip: Ryst lagnet efter du har spist kanelsukkerpretzel i sengen 😉
Søndag var det varmt, og vi var lidt trætte og klar til at komme væk fra bymidten. Lige syd for byen ligger Toronto Islands, en stor park fordelt på en række øer. En kort færgetur og pludselig var der roligt og grønt, med græs der helst skulle betrædes.

Vi spadserede ud på broen på hovedøens modsatte side hvor man både kunne se ind mod byen og ud over Lake Ontario og land i det fjerne.

Så slog vi os ned på bænk i skyggen under et ahorntræ, med en dejlig brise og udsigt over søen.

Eftermiddagen gik med at dase, læse, bade og slappe af.

(Det er Ingrid derude i vandet, jeg blev i skyggen og dovnede.)
Efter en hel dag ved vandet var vi trætte og soldrukne, og dagens pretzel blev spist i sengen.

Trætte sad vi begge og klikkede sløvt rundt på internettet da jeg så en facebook-opdatering fra Josh, som jeg kendte da jeg boede i Ithaca. (Det var ham den venlige gut som hjalp mig i supermarkedet da jeg lige var flyttet til USA. Vi nåede at dele mange tv-serie-aftner og hygge mens jeg boede der og året efter besøgte jeg ham i Washington.)
Han skriver at han sidder i flyet på vej til Toronto. Jeg har ikke haft kontakt med ham siden – han er på sit andet ægteskab, jeg på min tredie profession – det er vel efterhånden 13 år, men det virkede som et alt for godt et sammentræf til ikke at gøre noget ved. Så selvom han skal til konference og vi skal med toget videre til Montreal lykkedes det os at mødes til en kop morgenthe 😀

Pretzlerne havde jeg glædet mig til (det viser sig at en smag jeg ikke har været udsat for andre steder bringer næsten lige så mange minder frem som dufte gør) men Josh var en helt dejlig overraskelse. Han fik mig til at overveje måske engang at besøge Ithaca igen og vise Ingrid de dejlige steder 🙂
Nu sidder vi på banegården og er klar til næste eventyr: Montréal.

Rejser • Skrevet 10. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Det er Toronto vi taler om.
For selvom bymidten har en flot skyline med højhuse i glas og stål, så er skyskraberne især koncentreret langs to parallelle gader.
Man kan ane det på billedet her, fra da vi var oppe i CN Tower og spise middag -der er masser af høje huse i en bred stribe, men til siderne flader det ud.

Overalt fornemmer man at der er god plads, med brede gader og træer hist og her. Den første morgen da vi kom op af undergrunden på vej mod madmarkedet St Lawrence var byen blid mod vores jetlaggede øjne.

Eller ved pladsen foran det nye rådhus – man kan se tårnet fra det gamle i baggrunden i kontrast mod CF-bygningen fra det kæmpestore shoppingcenter bag ved.

I forgrunden blandt de mange mennesker der besøgte kunstfestivalen (telte skimtes yderst til venstre) kan I se både min flotte solhat og posen med hvad der forhåbentlig er mine nye yndlingssko.
Det er dog ikke det hele der er grønt. Det nye rådhus var vi ikke så imponerede af. Flot form – som byen da også bruger som logo på alle skilte – men farven var noget mere grå og trist end billedet viser.

Man skal ikke ret langt væk før sidegaderne bliver grønne og byen giver et helt andet indtryk. Langs de store veje er der masser af liv, butikker, kaffebarer og spisesteder, men så snart man drejer fra står idyllen på spring.

Selvom det er den nye verden, er her skam også et slot. Bygget af en åbenbart lidt for rig mand i 1913.

Lidt sært med et slot der ser nyt ud og slet ikke slidt, men fint var det. Og fra dets tårn kunne man se den anden vej, op til CN-Tower (det er den spidse) hvor billedet i toppen af teksten er fra.

Byen er ikke bare grøn, den er også venlig. Her er mennesker af alle former, aldre, farver og overbevisninger, og bybilledet er fyldt med skilte og reklamer der gør opmærksom på at her er plads til alle og at vi behandler hinanden hensynsfuldt og ordentligt.
Canada er det første land i verden hvor multikulturalisme blev en del af lovgrundlaget (i 1971). I dag kan man tydeligt mærke at tolerancen nu skridt for skridt udvides til også at gælde handicappede, homoseksuelle, kvinder og den oprindelige indfødte befolkning.
Fra den find-Holger-agtige skiltekampagne i undergrundstogene “Once you see me, please share the space with me” til de regnbuefarvede invitationer på mange kirker.

Byen virker gennemsyret ikke bare af den kanoniske canadiske høflighed, men også af en (officielt støttet) villighed til at blive bedre, mere medmenneskelige.
Det grønne gælder også canadiernes opførsel i gadebilledet. Her er rent og pænt, og i modsætning til Danmark er der ingen der kunne drømme om at smide deres skrald på gaden.
Der er masser af lettilgængelige skraldespande og nogle steder (her fra en dasepause i universitetsparken) er affaldssorteringen næsten svensk i dens omhyggelighed 🙂

Ofte er det jo kun et glansbillede man ser når man rejser, men efter en lille uge i Toronto er det nu et ret tiltalende glansbillede. Her kommer jeg gerne igen 🙂

Rejser • Skrevet 10. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Jeg sidder lunt i sofaen og beundrer udsigten gennem altandøren mens solen langsomt står op over Mellieħa.
Fra de første lyserøde stråler på lammeskyerne i horisonten, og mens lyset gradvis farver en større og større bid af udsigten mod vest med sit gyldne lys.

For husene på bakketoppen mod syd er det blevet dag allerede.

Yndlingsmenneskene sover endnu, jeg har varm the i koppen og dagen står på spring 🙂

Rejser • Skrevet 29. March, 2018 • Ingen kommentarer endnu