Kattens Rejse

Familieve

Idag savner jeg jer.

Jeg savner Christoffers arme omkring mig, glimtet i hans øjne og duften af hans barnehår.

Jeg savner Daniels hårdhudede, altid-snavsede hænder og måden han smiler på når noget er sjovt – det smil som naesten ligner min Fars det skæve.

Jeg savner alle de små omsorgsfulde ting min Mor gør der lader mig vide at jeg er Hjemme og lyden af hendes stemme der synger “Stille Hjerte Sol Går Ned”.

Mest savner jeg den.

Skema

Tilsyneladende er det svært for folk at finde ud af hvornår de kan ringe til mig. Jeg har nu taget konsekvensen og lagt mit skema her, så burde fremtidige misforståelser ikke saa nemt opstå. Bemærk dog at skemaet kun fortæller hvornår jeg helt sikkert ikke kan træffes.

Efterår

Disen ligger som et fint slør over Ithaca denne morgen. Verden er stille – kun den dæmpede melodi fra klokketårnet blander sig med “Kings Garden” i mine høretelefoner. Duften af næsten-regn og våde blade hænger stadig som et halvt-erindret skyggebillede på min næses nethinde heroppe på fjerde sal. Sangen afspejler perfekt morgenens fornemmelse af blid efterårsmelankoli.

Alle lyde er sagte idag og disens hvide tæppe udvisker skråningerne omkring byen så kun de nærmeste huse er synlige fra mit morgenudsigtspunkt i trappeskakten i min ende af Upson Hall. Det grå tårn som ligner – men kun i min tanke er – tårnet på en græsk kirke er så langt som jeg kan se, resten er ude af sind bag det hvide vattæppe. Jeg længes efter at glemme alt om arbejde og gå ud i årstidernes langsomme skiften og bruge dagen på at nyde de sidste rester af sensommerens lune blande sig med efterårets milde, bittersøde fremrulning.

Snart vil campus vrimle med studerende og morgenmagien vil fordampe. Indtil da er verden min alene.

Første gang

Der er tilsyneladende en første gang for alting 😉 Jeg beklager blot at jeg ikke har et billede af det.

Lad mig beskrive situationen – for nogle af jer vil den være enerverende bekendt:

Det er rigtig godt vejr idag – selvom efteråret er lige om hjørnet er her 25 grader og strålende solskin. Det er fredag, klokken er halv tre og algoritmikforelæsningen skal til at begynde. Folk i auditoriet ser ikke overvældende begejstrede ud, og jeg er helt sikkert ikke den eneste der – til trods for at algoritmik er vældig tilfredsstillende hjernegymnastik – hellere ville være udenfor lige netop idag mens chancen stadig er der.

Til at begynde med udspiller scenen sig som man forventer:

Dexter (forelæseren) kommer ind og gør de indledende øvelser. Så ser han ud over os og bemærker at det da igrunden er dejligt vejr, og skulle han ikke hellere give os fri. En håbefuld studerende siger jo, men som forventet er svaret at den nok desværre ikke går. Ansigter kortvarigt oplyst af håb formørkes igen.

Indtil nu er alt som det plejer, men så sker det:

Dexter bemærker at det ville være rarere at sidde udenfor (denne gang lyser ingen ansigter op – det forslag har vi allesammen hørt i andre sammenhænge, og vi ved godt at det ikke er praktisk at holde forelæsning uden tavle). Katalysator for forandring: en kvik studerende erindrer at han så en løs tavle stå ude på gangen.

3 minutter senere sidder vi på græsset i firkanten bag Upson Hall, tavlen er støttet på to stole, Dexters gule noter (legal pads er tilsyneladende hippe herovre) blafrer i brisen og forelæsningen begynder.

6 år på universitetet, og dette er første gang det er sket. Der er noget aldeles livsbekræftende over det når en velkendt situation pludselig udspiller sig helt anderledes end den plejer. Mønsterbryderi skubber hjernen ud af de tilkørte spor og får verden til at tage sig ny og forandret ud.

Hurra for Dexter!

Jubilæum

I morges var min æske med linser tom – altså er der gået en måned allerede.

Det føles ikke som en måned – det er som om jeg lige er taget hjemmefra og næsten har været her altid.

Men linseæsken fortæller umiskendeligt at for en måned siden må jeg have siddet i min Nu-boble et sted over Atlanten. Forunderligt! Som kunne jeg hvert øjeblik indse at jeg ligger i min seng derhjemme og finde det hele en drøm.

Jeg har ikke lyst til at vågne endnu.

Når hun ikke skriver hvad laver hun så?

Pludselig er der gået næsten en uge siden jeg sidst har tilføjet noget her. For slet ikke at tale om alle de mails jeg ikke får skrevet. Beklager!

Som jeg langsomt opbygger en slags liv her er mit liv hjemme i Danmark på samme tid fjernt og nært. Fjernt da alt jeg laver og møder her er nyt, nye mennesker, nye forventninger, nye udfordringer. Nært da jeg jo kan se jer alle sammen klart og tydeligt for mit indre blik i hver jeres omgivelser.

Hvad har jeg så lavet mens jeg ikke har skrevet? Først og fremmest desparat forsøgt at skrabe nok forståelse af SML sammen til at kunne forstå noget og selv kode en smule. Dexter har planer om at lave et kategoriteori-plugin til sin allerede eksisterende KAT-theorem-prover (KAT: Kleene Algebra with Tests), og det har jeg fået mig selv rodet ind i. Det går op for mig at et logisk omend upraktisk navn for det kunne være CAT, så det må bestemt være skæbnen ;- Indtil videre går det desværre ikke så godt – hvis det var Herrens mening at jeg skulle forstå funktionel programmering havde han bestemt arrangeret hardwiringen min hjerne anderledes.

Men muligvis skyldes en ikke uvæsentlig grad af min manglende forståelse at jeg samtidig og uden forudsætninger er kastet ud i SML med tilhørende lex og yacc, det eksisterende program for KAT, kategoriteori, automatisk bevisteknik, sprogteori, logik og måske et par andre emner jeg har forstået så lidt om at det ikke er gået op for mig at de også spiller ind. (I kan muligvis fornemme frustrationsniveauet er stigende i disse dage…)

Men det handler ikke om kategoriteori det hele – og det hele er ikke frustrerende 😉

Mit japanskkursus er mig en daglig glæde og fornøjelse. Omend det føles sært og meget amerikansk at få karakterer for sin daglige præstation. (Og det er naturligvis udover de ugentlige prøver.)

Jeg sidder til en spilteoriforelæsning og skriver. “Introduction to Game Theory” mere præcist, og den introducerende del er nok grunden til at tempøt er så mageligt at jeg kan følge bekvenmt med og samtidig nedfælde dette. Det er nogle umådeligt hyggelige timer. Forelæseren – Michael Todd – har en behagelig britisk (skotsk mistænker jeg) accent, et hyggeligt hvidt skæg og formår at videregive en fornemmelse af at det er hans store fornøjelse at videregive disse mest basale begreber fra sit forskningsområde til os. I min indre ordbog er kurset hastigt ved at tage navneforandring til noget i stil med “Onkel Todd fortæller” 😉

Hvad ellers…. Som I naturligvis alle sammen ved var det international Talk Like A Pirate Day i søndags. Om ikke andet mistænker jeg at de dataloger og fysikere (hvorfor er det mon oftest fysikere…?) i mit bekendtskab som husker at medbringe et håndklæde en gang om året (jeg kan aldrig huske hvilken dag det er) ved det.

I hvert fald blev der i den anledning holdt en mindre fest, hvor vi så “Pirates of the Carribbean” (den film er mindst lige så fantastisk anden gang), spillede DDR (dog ikke af mig – de tilstedeværende var på et niveau langt, langt over hvad jeg kan præstere) og naturligvis spist. (Sodavand, sodavand, alle steder sodavand.) Skulle I have lyst til at se nogle billeder er de vist her. Bemærk det hvor Ganesh spiller DDR på hænderne.

I lørdags var jeg ude at se Cornell Plantations (Stort botanisk-have-agtigt område på universitetets område, med både væksthuse og udendørs haver) sammen med Wasif. Han beklagede meget at vejret ikke var perfekt, men igrunden var køligheden og det hvide lys gennem skydækket vældig behageligt til vejr til en længere gåtur.

Wasif er en interessant fysiker som kan snakke sig selv forpustet hvis man giver ham chancen. Og det han siger er som regel interesant 😉 Måske er det derfor jeg i min fåmælthed kommer så godt ud af det med ham – det er der i hvert fald præcedens for. (Ikke sandt Casper?) Han er den eneste muslim i min bekendtskabskreds indtil videre, hvilket jo udelukkende gør ham mere interessant at diskutere med.

Bare for at I ikke skal føle jer helt snydt for billeder er her et af ham fra Cornell Plantations:



Bagefter da vi spiste frokost (Ha, han er den første det er lykkedes mig at overbevise om at skiftes til at betale – selvom jeg snød) og snakkede lykkedes det ham at illustrere hvorledes man bør leve livet ud fra en plastikgaffel – ikke nogen ringe bedrift. Her er han med gestikulerende hænder og gaflen:



Jeg mistænker at den samtale var en af den slags jeg vil tænke tilbage paa naar jeg bliver halvfems.

Jeg lærer i øvrigt også nye og spændende ting om religion som man ikke tænker over når man kommer fra Danmark. Eksempelvis har jeg lært at det i sidste uge var det jødiske nytår, Rosh Hashanah, – det forekom mig vældig sært at en femtedel af mit japanskhold brat var fraværende indtil jeg fik forklaringen. Og jeg tror jeg efter en uge her har mødt flere folk som spiser kosher eller vegetarisk end i resten af mit liv tilsammen. … Men slut med faktrinoerne, nu vil jeg gøre et sidste (formentlig forgæves) forsøg på at få lavet noget fornuftigt idag.

Weather

This morning I awoke particularly early.

I usually have the radio turned on while making breakfast and packaging my lunch, mainly to hear the weather forecast (rain in Ithaca is seemingly never just a few drops), but also just to have some background noise (other than the dehumidifier 😉 )

The only channel I have found (so far) without more commercials than actual programs is NPR – National Public Radio. Mostly they go on and on about the upcoming elections, but the string of hurricanes washing in over America has recently become another favored subject.

Normally I don’t pay much attention to it – far to many of their stories are personalized or happy-things “so-and-so did this-and-this and is now due to hard work privileged in that-and-that way, owing it all to said candidate/priest/personal abilities/whatever. Very American.

Today it was different though. Or probably it was just the same, only its impact on me changed.

A journalist in New Orleans was explaining about preparations for the Hurricane Ivan who is approaching the Gulf coast. I found my attention riveted on this mans calm comfy-chair voice explaining how a million people have been ordered to evacuate New Orleans, and how the interstate highways out of the city have all been opened full throttle one way. A remarkably powerful image (in my mind at least), this picture of both sides of the interstate moving the same way. In no way am I able to imagine this in the context of Denmark.

He went on, explaining how usually with a storm coming he would take to a rooftop in the French Quarter and enjoy the spectacle with a rum and coke in hand. But this time even the shops usually selling chips and liquor for hurricane parties were closed and he had packed up his family, sent them away, and was himself planning on staying to watch over their house which had one side open to the elements due to restoration in progress. His final words were of uncertainty – of not knowing if tomorrow he would be under 15 feet of water or swept away, house, scaffolding and all, by the 145 miles per hour winds Ivan brings.

I guess I never really thought of weather as truly dangerous or threatening before – just something to be occasionally prudent about.

I never understood why journalists use the personal angle either, usually that just annoys me with the lack of factual content – what interest is it to the world at large that this man is facing the destruction of everything he owns? And that he intends to stay to fight it, regardless of the insignificance of his possible actions compared to the havoc Ivan may wreck.

Makes you appreciate why people used to honor and worship the weather gods – seems like it might be beneficial for some Americans to take that up again. They certainly seem to have incurred their wrath.

It feels rather annoying to be touched by a random story this way. Invasion of my emotional state. Maybe I should take a vow never to listen to anything but the stock market reports form now on…

Possibly I am just getting soft and sentimental in my old age ;-

Kontinuert Nu

Mit Nu kan ikke tages for givet uden at fordampe.

Flygtigt og aldrig forventet tilstede.

Hvordan beholder man noget uden at holde på det?

Jeg længes efter mit Kontinuerte Nus tilbagevenden – efter at svømmeflyde i dets vægtløse fly-by-wire-handlefrihed.

Ikke suspension of disbelief men suspension of expectation. Når man kan lære sig bevidst at fremkalde det ene, burde det så ikke også kunne lade sig gøre med det andet?

… And Thomas: I did try this in English, if nothing else then to avoid having the non-translatable English terms in the above stand out so much. But somehow abusing a language not your own seems a greater crime. Understanding the rules is required in order to break them. (Who said that by the way?)