Sanseinduceret erindringsoverfald.
Som oftest fremprovokeret af lugt, smag eller syn, men denne gang af lyd.
Ud af det blå næsten fuldstændigt sansegenkald, en brat sammensmelten med min krop-som-var, lyde, syn og stemning klart tilstede-igen. Nu-som-var fristende velkendt og næsten inden for rækkevidde.
Hvis man kunne gøre det med vilje – måske sågar dele – ville filmindustrien være på den.
I dag er en god dag!
Vinden er ikke alt for slem, og solen skinner lunt som jeg sidder med den bærbare på den lille stribe terrasse bag ved huset. Vattotskyer kommer og går og cikaderne synger øreknasende fra alle retninger.
Jeg er lige kommet hjem fra en supermarkedstur ud for at købe sære New Zelandske ting til Christoffer og gnasker nu lystigt på en græskarbolle og lader som om jeg ikke opdager at mine fingre fedter tastaturet. Den fejlkøbte gedeost skammer sig alene inde i køkkenet. Jeg har det med madindkøb som andre kvinder har det med skobutikker – det holder tilsyneladede aldrig op med at være spændende at se på nye madvarer og når noget ser spændende ud har den indre stemme der siger ting som “Du har indtil videre sjældent brudt dig om gedeost” ikke en chance. Jeg trøster mig med at det i det mindste er billigere end designersko.
Samvittigheden nærmest synger – jeg har bagt (græskarbollerne – flettede og gule med klidmønster, krydret-duftende af muskat, ingefær, kanel og nelliker), taget opvasken, nået til bunds i vasketøjskurven (den er mulivis træls den Wellingtonvind, men den er nu ret god til at tørre tøj, i hvert fald de dage hvor den ikke har vandret regn med), øvet lidt japansk til på mandag og set på vores artikel. Deadline om to uger….) Solskinspauser er så meget bedre når der er noget man pauserer fra 🙂
I aften skal jeg forhåbentlig snakke i telefon med Nis – og måske min familie hvis ellers de er tidligt oppe, jeg har en god bog der venter på at blive læst færdig, og nogle fine solopgangsbilleder der forhåbentlig kommer længere nede i denne post, når jeg har fået passet dem lidt til i størrelsen. Bjergene på den anden side af bugten giver nogle overmåde smukke solopgange, og det passer perfekt med at solen står op lige omkring klokken syv hvor jeg går ned for at tage bussen til universitetet. Farverne er meget klarere set med rigtige øjne – jeg er ikke gode nok venner med kameraets digitale til at få en perfekt gengivelse, især ikke når det indre ur der fortæller den voksende hastighed hvormed jeg skal løbe hvis bussen skal nås taler højere og højere.
….. Hmm, druerne oppe ved tørresnoren er næsten modne nu. Stadig syrlige, men ikke mere end at de alligevel er svære at holde fingrene fra. Naboens citroner hænger ind på vores side af stakittet nede ved trappen og æblerne bagest i haven ser ud som om de snart er spiseklare. Eller måske snarere kogeklare – jeg tror det er madæbler. … Æbletærte i morgen…?
Her kan I se op på æbletræet, druerne og tørresnoren:
Sådan ser her ud om aftenen:
Den anden morgen mødtes jeg af dette syn:
Solen sneg sig vældig nydeligt gennem hullet mellem skyerne og bjergene:
indtil den besluttede sig for at det skulle være slut med snigeriet og kravlede højere op:
Ja så har jeg også prøvet det – en aerobictime. I modsætning til min formodning fra mine teenageår slog den mig ikke ihjel 😉 På tumpeholdet blev jeg smilende og hoejtråbende undervist af en ufatteligt energisk korthåret kvinde med en krop som en jægergudinde. (Hvorfor mon friske piger altid er korthårede? Og hvorfor tiltales alle deltagere som “guys” uanset køn?) Hun var om nogen god reklame for sine egne øvelser.
Og i det mindste fik jeg varmen (hvilket også var den væsentligste grund til at jeg troppede op), selvom den ikke holdt længe.
Der er nemlig brat blevet koldt her – jeg vågnede klapperkold helt ind til marven under mit vattæppe og konstaterede at der var 16 grader i mit værelse midt i nat. Siden da har jeg ikke kunnet blive varm – jeg har naesten glemt hvordan det føles, ganske som naar man er syg og ikke kan huske hvordan det føles at vaere rask.
Det hjaelper nok heller ikke at den evindelige Wellingtonvind blaeser lige ind i mit kontor – gardinerne bevæger sig en del selvom vinduet er lukket ;-/
Når arbejdet er ovre for i dag tror jeg jeg vil gå hjem og bage. Ikke at vi mangler brød i lejligheden, men tanken om en varm ovn er meget tillokkende i dag. Og da lyset i den er dårligt kan jeg jo blive nødt til at åbne lågen og kigge ind rigtig tit 😉
Jeg ved ikke hvem jeg er for tiden. Mine ønsker og drømme synes at være modsætninger parvist to og to, så jeg er ganske uden mulighed for at mere end halvdelen af dem nogensinde kan blive opfyldt.
Noget godt kan der dog tilsyneladende komme ud af det alligevel. Da jeg flittigt studerede min nyindkøbte logikbog sprang dette bevis mig i øjnene:
Ergo: Mine indre modsætninger gør alting muligt!
… I would paint my reverie. (billigt citat slut)
Grå skyer i hastig flugt over himlen, deres brede østligste bræmme farvet gyldenrødgrumset af den opgående sols første stråler som de strækker sig for at nå op over bjergenes kåber af dis og ind over Wellington.
Under skybræmmen, lige over bjergtoppene, en stribe af sart lyseblåt, med vattotskyer i delikat kontrast til de grumsede, dens tilstedeværelse et drillende løfte om mulighed for solskin senere, når skyerne har nået deres bestemmelsessted og solen har bortbrændt bjergenes klæder.
Ved bakken nær busstoppestedet ser det ud som om vejen fører stejlt lige lukt op i skydækket.
Den slags syn møder man kun på dage hvor kameraet ikke er med. Det ville antageligvis være grådigt at ønske andet 😉
Igår så vi (jeg og mine bofæller) “Man on Fire” mens vi spiste aftensmad. Eller rettere sagt, vi satte filmen på, og gik igang med at spise. Ikke længe efter var jeg den eneste der stadig spiste. Ikke fordi jeg er langsom eller fordi min portion var større end de andres, men grundet filmen.
For jer der ikke har set den er her et kort resume: Fordrukken mand uden livsglæde bliver bodyguard for lille nuttet pige der giver ham glæden tilbage. Pige kidnappes og betaling af løsepenge går gruelig galt. Mand, nu hævntørstig, finder ved hjælp af vold og tortur frem til alle involverede i kidnapningen og går igang med at slå dem ihjel. Lidt som “Payback”, bare mere trist.
Jeg tænkte ikke noget videre over det som Denzel Washington gik igang med at brække fingre, skyde folk i fødder og hænder og proppe bomber op i dem. Først da Sonya ved siden af mig i sofaen begyndte at sige små lyde blev jeg opmærksom på de andres reaktion.
Så hvorfor denne forskel? Er det fordi jeg har gjort mit yderste for at lege med drengene siden mine tidlige teenageår og derfor undertrykt de fleste slige pigede reaktioner? Næppe – der er masser af andre ting jeg ikke kan holde til at se på ? et afsnit X-files kan få mig til at holde mig for øjne og ører til hver en tid.
Er det måske fordi jeg er rollespiller? Som jeg tænker over det er det bestemt tilfældet at jeg (og de fleste andre rollespillere jeg kender) har adskillige karakterer der ikke ville tøve med at gøre noget tilsvarende mod fremmede (Mary Connor, Rhianna Green, Samek) og nogle der også rask væk ville gøre det mod deres venner hvis de fandt det formålstjenstligt (Cathrine, Jinarai). Er rollespillere ufølsomme eller er det bare mig?
Det forekommer mig generelt at modbydeligheder er mere modbydelige i rollespil end på film ? på lærredet er man bare passiv tilskuer, hvad der end sker passerer det forbi en uden at komme tæt på. Når man spiller inviteres handlingen derimod indenfor ? det er ens egne følelser der investeres i og berøres af den, hvilken karakter de end kanaliseres igennem. Måske bliver ubehageligheder så også nemmere at rationalisere som en vektor for handling?
Kommentarer? Overvejelser? Hmm?
Nogle sammentræf er for perfekte til at være ganske tilfældige. Det viser sig at et sted i bureaukratiet her er mit efternavn og min emailadresse blevet forvekslet. Så her er jeg ikke som derhjemme Terese Damhøj, eller som på Cornell Terese Andersen, men derimod Terese Katten! Jeg er slet ikke utilfreds 🙂
I fredags havde jeg min første tur ud i det store new zealandske øde. Jeg havde planlagt at få en del fra hånden (har som I måske ved en artikeldeadline om mindre end en måned) men sådan skulle det ikke gå. Udover at jeg fandt ud af at der tilsyneladende er tradition for at gå ud at spise nudler til frokost om fredagen (Wellington vrimler med cafeer og spisesteder og omkring en trediedel af dem lader til at være asiatiske) viste det sig også at Rod Downey havde planer om at tage to besøgende med på en vandretur om eftermiddagen, og det foretagende blev jeg pludselig inkluderet i.
Jeg lånte vandrestøvler og plaster til min fod der stadig er rå efter min glidetur ned ad trappen fra tørresnoren i baghaven og vi kørte nordpå. Halvanden time op ad nordøens vestkyst, langs Kapiti Coast til Otaki Falls.
Stien ville jeg ikke have kunnet genkende som sti uden hjælp – og selv når Rod udpegede den for os var det ikke nemt. De små stenbunker der normalt markerer den var skyllet væk af sommerens regn og der var aldeles overgroet. Vi gik (kravlede, klatrede og hoppede) op ad en halvt udtørret åseng, klatrede op på dens bredder og banede os vej gennem underskoven de steder åløbet var ufremkommeligt. Den sidste bid op til det lile vandfald gennem en tæt skov af træbregner – den slags der har vokset her siden dinosaurernes tid. Bregnebladstag over vore hoveder og en rødbrun søjleskov af bregnestammer i tunnelagtigt tusmørke dernede hvor vi gik. På resten af turen så vi bjergene stække sig skarpe og grønne i alle retninger og jeg var næsten ked af at jeg ikke havde haft en chance for at tage mit kamera med. Men også kun næsten ? jeg havde brug for begge hænder til at klatre og til at holde balancen når vi hoppede fra sten til sten frem og tilbage over åen hver gang den ene side ikke længere var fremkommelig.
Det er den slags terræn hvor man enten skal være sikker på fødderne eller villig til at lade kroppen “walk-by.wire” og stole på at den som regel nok selv skal finde ud af ikke at komme alt for galt afsted. Ganske som når man går i glat føre, så længe man slapper af og er klar til at falde i alle retninger samtidig så falder man typisk ikke.
… Men forkølelsen man redder sig ved at svømme i det 13 grader varme vand i fordybningen ved det lille vandfald, det redder walk-by-wire dig ikke fra ;-/
So, I’ve arrived in New Zealand. Well in truth I’ve been here for 8 days now, and I suppose it’s about time I tell you a bit about it.
The first thing I noticed, already on the plane from Los Angeles to Auckland was that tea-drinkers are not considered a bizarre minority and tea comes in a variety of kinds. And not only is it commonly understood that milk goes in it, these beautiful people also grasp the not unsignificant difference between cream and milk 🙂
And there was real cutlery – fork, spoons and a nice stemmed glass for my morning juice on the plane. The knife was still plastic, but at least it could cut
By now I’ve also learned that they have quite a variety of herbal tea here, some of which are surprisingly tasty. My favourite so far is a divine liquorice root clove fennel and cinnamon blend – overpoweringly sweet even with no sugar in it.
Waiting outside for the inter-terminal bus in Auckland before my connecting flight to Wellington it was hard not to notice that it’s summer here 😉 Straight from the snow in Ithaca to 20 degrees and sunshine. Most of the time anyway. Because in Wellington it’s _always_ windy and the wind brings rapid weather changes. As I noticed the day I forgot to close my office window and found a huge smelly puddle of water on my carpet the next morning ;-/
The jetlag I got over quite easily, but getting used to a summer daylight-cycle is much harder. My body expect it to be afternoon until it gets dark and when twilight finally creeps around it knocks me out instantly when I notice it’s late, and worse: my body doesn’t want to wake up in the morning. Imagine that: Me having a hard time getting up. What is the world coming to?
I’m told that usually people put on weight when they move here, and I’m partly wondering if that might not be bad. Some extra kilos might reduce my risk of getting knocked over by the wind. Yep, it’s that strong.
Wellington is a city of stairs. The 77 steps up to my front door being the least of what I climb every day on my way to and from campus. From almost every point there is a view, and the mountains are always seen in the background. It’s beautiful, but harsh at the same time.
The city itself is not very pretty though. Spread wide and low for earthquake safety the pastel coloured houses look a bit like scattered crumbled paper when seen from a distance.
Here is where I live, the yellow house up top. 
I share the house with Sonya and Aidan, their cat Anoushka and Aidans sister Moifa.
They have been very helpful and are lending me all the things I don’t have here: a mattress, bedlinen, towels, the use of their kitchenware and as you see, a mirror. 
They aren’t all home right now, so you’ll have to settle for a picture of Aidan cooking.
Many evenings we cook and eat together – it is nice that there is sometimes someone home in the evenings.
Especially as campus is still rather empty. The semester does not begin till next week, and so far the only people I’m introduced to are Rod Downey and his postdoc Guohoa. I’m hoping the situation will improve once I start following a class or two, but don’t really believe it will.
One thing I’ve noticed is that kiwis abbreviates everything. It’s not Wellington, it’s Wtgn, not about but abt and not No Parking but NP. And it’s not only words that are reduced for convenience. Right where I get off the bus in the morning, a shoe store has a sign saying “All womens shoe reduced”. I wonder what people with big feet do.
Another thing that perplexes me is the kiwi accent. I am maybe a bit handicapped by my hearing problem, but this is going to take a while to get used to.
One part is the words that are different here than in America: It’s not trunk, it’s boot, it’s not sidewalk, it’s footpath, it’s not trash it’s rubbish. This is not so hard – it is just a question of remembering the synonyms, and as I am appalled at how American my English now sounds I am pleased to learn better ways.
What is hard, though, is the way vowels sound different here. When I hear “peegs” I think grunting farm animals, not plastic things for fastening wet clothes to lines, when I hear “breed” I think procreation or subspecies, not sandwich ingredients 😉
Having just left America, and not yet gotten used to New Zealand, let me take a moment or two of your time to reflect on some of the things I was exposed to there – things I might eventually bring home with me, and things I’ll be glad to be without.
Some of them are typical American, other are random customs and things I was introduced to based on the segment of people I got to know. To avoid any risk of consistency they appear here in arbitrary order 😉
Salad before dinner: In Denmark salad goes with the meal and some places even after. In America more often than not the salad comes first, usually on a seperate plate.
I found that quite appealing. It is nice to start the meal with something fresh and crunchy, and it makes me eat more salad and less empty carbohydrates.
Fuzzy socks: Warm like slippers and as soft as the Leopard 😉 I have grown quite attached to my fuzzy socks. (Thank you Sydney and Hussein.)
I wear them whenever I travel these days – it seems that when the feet are comfortable, all the rest of me is more inclined to be so too. And for some reason it is always nippy near the floor on planes. Fuzzy socks: The cure for the common (air plane) cold 😉
American pillows and bedsheets: Layers of sheets and blankets that come apart when I turn over in my sleep. And no matter how carefully I fold the end of the sheet over the edge of the blanket it always comes undone during the night so the scratchy side of the blanket reaches my skin and makes it itch.
Huge pillows too stuffed and unflexible to mould to the shape of my neck. Very useful for sitting up in bed and writing, but when sleeping they’d better be left out of the bed, or a massive headache will be a regular morning guest.
Mixed desserts: As earlier mentioned here, Americans like everything bigger, easier or just more. So you don’t just have a brownie or a scoop of ice cream, you have brownie with ice cream, chocolate syrup, sprinkles and nuts. I am not complaining 😉
The accent: Most kiwis I’ve met so far thinks I am American. After more than 5 months in Ithaca I apparently sound like a native. That does _not_ please me! I can only hope that during my time here in New Zealand I’ll eventually begin sounding civilised again.
Cocktails before dinner: As I still haven’t developed the taste for neither wine nor beer, getting the option of a sweet mixed drink is rather appealing. For there have certainly been days where I’ve felt the need for that one drink with my dinner.
I appreciate the irony of having grown up in a country where most people drink, and quite a few drink more than is good for them, yet it has taken me moving to a place where the alcohol culture is much more restrained and puritan to appreciate unwinding with a drink.
Smores: Crispy toasted marshmellows with hot liquid centers, graham crackers and melting chocolate. Another example of bigger-better-more, but a very tasty one. And a good excuse for not doing much besides staring into the fire.
I am in the process of getting Christoffer hooked on these things – you are next.
Extra personal space: Americans have two to three times more personal space than we do back home. Whenever someone passes within a meter of you they will say “Excuse me” and look uncomfortable. I shower every day and generally do not go around armed. The first part is true for most Americans I’ve met and seen (Many fewer sweaty smelling people there than home – more care is taken to always be clean and smell good) so I don’t understand why people feel so bad walking close past each other. To me it seems exaggerated, something that might have started as a courtesy and then turned in to a nationwide obessive compulsion.
Chocolate chip things: Chocolate goes in so many more things here. Chocolate chip cookies, muffins, bagels, pancakes, waffles,… How can one object to that?
Pancakes for breakfast on weekends: Mmmm… Dessert for breakfast. Chocolate chip pancakes or waffles with butter and maple syrup. That one is definetely coming back to Denmark with me.
Thanksgiving: Feels like Christmas without religion, gifts and over-excited hyperactive children.
Only the best parts are left: the family getting together, being thankful and celebrating the lack of hunger and the joy of one’s loved one’s.
To bad it is Halloween and Valentine’s Day we are importing to Denmark these years – this holiday is much better.
Wastefulness and over-processing: Few people buy organic, everyone I’ve met pours out water like the supply is endless, food is very processed and many things have all sorts of weird stuff added.
I look forward to organic, carefully handled milk from Thise, no D or A vitamins poured in, the cream yellowish in summer when the cows graze outside. To flour that is just ground grain, nothing else. To bread that does not taste sweet. To food that comes in managable quantities – who needs milk in 4 liter cartons? To pure, tasty water straight from the tap, no chlorine.
Christmas stockings: Not only do they look very cozy and nice through December, they are yet another excuse for suprising your family with something (silly and) nice.
If I ever get to the point of pondering having children, they are most certainly getting both kalendergaver, normal gifts and stuffed stockings. And so am I 😉
Courtesy: Americans treat each other with a great deal more courtesy than anywhere else I’ve been. Especially (not surprisingly, they do after all get paid to be friendly) shop clerks and people in any kind of official and uniformed service job, but also just the average person on the street.
In the begining I had to stop myself from looking behind me to see who the lady addressed “Ma’am” was, as it took me a while to realize they meant me 😉
I like it. Especialy as I find myself in return smiling more, and treating strangers and clerks with more respect and friendliness than I did back home.
That it is OK to accept a compliment: There is no Jantelov in America. If you are good at something you are allowed to take pride in it, and when people compliment you for it you are not required to politely explain you accomplishment away, but can say thank you and smile. Not just allowed to, but even expected to.
It took me quite a while and some weird reactions to my Danish-bred “Well it was all because so-and-so helped/told/taught/… me x” to understand this.
When I get back, I hope I can manage to keep just saying thank you and not feel the need to explain things away upon receiving a compliment. After all, it seems fair to get the credit for one’s effort and work.
Cocoa butter body lotion: Maybe we have it in Denmark too and I just never noticed. I certainly find that I like the smell of me with a faint hint of chocolate. Even though that introduces the risk of me taking a bite 😉
I am sure there is more, but it eludes me. So as I am still jetlagged, the rest must wait.
Skyerne var uordentligt bumplede og jeg var forvirret. Mine tanker løbende i adskillige retninger på flere sprog samtidig, stumper af sangtekster og samtaler ind over, diskontinuert, rasløst og smertende.
Hvde skyer omsluttede mig, fremkaldende en bleg afglans af limbo og det lykkedes mig at skive en bid af forvirringen og den indre karusseltur ud.
Blå himmel, solskin og bløde sletter af hvide skyer mens brevet jeg skrev bragte en smule ro i mit sind.
Solnedgangslys forude, diset krybende lyseblå skyer og en enkelt stjerne bagude mens jeg forsigtigt ånder i den skøbelige balance jeg har skabt. Forsigtige tanker – byder jeg ukritisk bestemte af slagsen indenfor vil den indre storm hastigt blæse op igen.
Om to timer lander jeg i Los Angeles.
13 timer nat hen over Stillehavet. Brian, en hyggelig skotte bosat i Canada at snakke med, sædet imellem os tomt og dermed lidt ekstra plads til os.
En smule af den gråd jeg har trængt så meget til sivende stille ud til en forudsigelig musikfilm i de tidlige morgentimer mens lyset stadig er slukket. Hvorfor mon det er mindre modbydeligt at græde til en film?
Ankomst til Auckland – klokken er halv otte her, mit indre ur ved godt at hjemme i Ithaca er klokken halv to om eftermiddagen. At det er igår der kan hjernen til gengæld ikke helt følge med til.
Varmt, fugtigt solskin udenfor mens jeg venter på¨bussen mellem terminalerne.
Min skrøbelige balance truer med at briste helt. Mange tanker om alt det jeg efterlader og om udfordringerne og forhindringerne i at starte forfra. Jeg græder næsten igen nu.
På tide at holde op – mit sidste fly på denne etape boarder snart og jeg vil forsøge at forsvinde ned i triviallitteratur inden jeg om ikke længe skal møde min første kontakt her, en af Rod Downeys post doc-studerende der henter mig i lufthavnen idet Rod selv først kommer tilbage om en uge. Hvad jeg skal laveindtil da ved jeg ikke. Derefter til det (umøblerede) værelse jeg har lejet – alle mine besiddelser i skrivende stund er mit tøj, en håndfuld müslibarer og en vaskeklud fra flyet – ikke engang et håndklæde har jeg.
Min bagage er overordentlig rodet, min nydelige pakkejob ganske spoleret af TSA, da de udvalgte mig til et udvidet sikkerhedstjek. Jeg må ligne en smugler eller en terrorist 😉 Eller også var det fordi Kamal fulgte mig til lufthavnen, og alle rigtige amerikanere ved jo at arabere og folk med arabiske navne er terrorister alle til hobe ;-/
Men det var nu ganske underholdende at stå og se den venlige mand pille alting ud af min kuffert, og senere blive meget bekymret spurgt af en kvindelig officer om jeg var tryg ved at hun rørte ved min ryg for at se om jeg havde noget skjult under trøjen, eller om vi skulle gå ind i et andet lokale først. Amerikanerne er forbløffende blufærdige.
Her er den omhyggelige kuffertindholdsudtager:
