I sidste uge, da jeg havde overarbejde og var for slatten til at blogge om aftenen havde vi et aftenarrangement på arbejdet hvor vi i min projektgruppe sammen med et hold folk fra LC, vores kunde, blev sluppet ud i det store kantinekøkken og under kyndig vejledning fra Systematics rare køkkenchef skulle lave mad til hinanden. … Sådan på restaurentvis forstås, med tallerkenanretning og hele molevitten. (Jeg mistænker at det ikke er tilfældigt at folk fra vores køkken de sidste par år har vundet danmarksmesterskaberne for cateringelever, det er en ualmindeligt god kantine vi har 🙂 )
Nå, men ud i køkkenet!

Inden madlavning skal der naturligvis vaskes hænder. Det var på det tidspunkt det lidt betuttet gik op for mig at nogen havde taget et kamera med. Da jeg var færdig med at være betuttet gik det op for mig at det gav en glimrende mulighed for at jeg kunne vise jer nogle af mine flinke kolleger 🙂 Eksempelvis Bjørn som her tager det nydeligt skårne kantede kartfler til hovedretten op af krydderurtekogevandet inden de skulle ryges.

Vi var 4 hold – 2 forretter, hovedret og dessert. Jeg kom (naturligvis?) på dessertholdet.
Til hovedretten var der udover kartoflerne også sammenlagte mørbradbøffer i fedtnet:

Så nu ved jeg også hvordan sådan nogle ser ud. Hænderne er Oles

så nu ved I hvordan han ser ud.
Den store rist i gulvet virkede meget praktisk – så mange ting som jeg spilder på gulvet når jeg laver mad ville det være helt fantastisk med sådan en.

På dessertsiden af sagerne lærte jeg noget nyt: Hvordan man laver tynde, marmorerede chokoladerør. Sådan nogle her:

Svaret er: Forsigtigt. Det ses også på den måde Else-Marie fra mit hold holdt dem på efter vi havde taget dem ud fra køl.

(For de nysgerrige: man smører chokoladen ud på brede strimler transperent, binder en snor om så de holder faconen mens de køler, og piller derefter forsigtigt plastikken af. Det er nemmere end det lyder!)
Imens vi efter bedste evne forsøgte at bibeholde rørene i hel tilstand begyndte holdet med den første forret at anrette tallerkner.
.
Fint ikke? Hænderne sidder på Mikkel, som hjælper os med at lave UE. Her kan I se ham med sin tallerkenskabelon i forgrunden.
.
Udover at lave chokoladerør lærte jeg også hvordan man folder sprøjtekræmmerhuse af bagepapir, her demonstreret af Jannick, køkkenchefen.
.

Så var vi efterhånden klar til at spise.
Først vietnamesiske forårsruller med sur-sød sovs

Dernæst laksetimbale med nori og hvid fisk.

Hovedretten – beklager det ikke videre fremragende billede, jeg kan kun forsvare mig med at jeg ikke har taget det 😉 – røgede kartofler, grillede asparges, langtidsbagt tomat med krydderurtecreme og mørbradtårn med svampefyld.

Til sidst dessert: Chokolademousse med honningsauterede brombær.

(Jeg mistænker at den knækkede sommerfugl er en af dem jeg har fabrikeret, det var jeg mildest talt ikke god til. Til gengæld lykkedes det mig at smøre mit forklæde, bordpladen, mine hænder og adskillige andre overflader grundigt ind i chokolade i processen.)

Alt i alt så det slet ikke så tosset ud – men folk havde også været ualmindeligt koncentrerede, især i starten, de måtte nærmest slæbe os ud til den gratis vin/øl og sodavand for at få folk til at tage et glas med ud til køkkenbordet.
Og vigtigst af alt: Det smagte aldeles dejligt 🙂

Moralen… Den er vist at under kyndig vejledning kan selv kontornussere som os slippe levende fra nogenlunde ambitiøse køkkeneskapader. Spændende var det i hvert fald, jeg smilede længe efter. Så 1000 tak til vores overbærende vejledere 🙂

Uncategorized • Skrevet 05. May, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Jeg går ikke længere med ur. Efter mit Moster Tik-Tak ur døde for snart et års tid siden har jeg klaret mig fint med at kende klokkeslettet ud fra computerens ur mens jeg er på arbejde og ignorere det resten af tiden.

Men det slog mig her til morgen da jeg vågnede tidligt for at gå på arbejde i vores røde uge at det jo heller ikke er så svært at undvære et ur, når hjernens tidsfornemmelse – omend ubevidst – har ganske præcist styr på tiden.

For det virker kun ubevidst, i hvert fald for mig. Hvem kender ikke fornemmelsen af at sidde til et møde der føles timelangt, og når det så endelig er forbi, eller man får øje på nogens ur er der kun gået 25 minutter :-/ Næh, det duer ikke hvis man tænker over det.

Men når jeg sover derimod! En ting er at vågne på det samme tidspunkt hver morgen – det vænner jeg mig lynhurtigt til hvadenten jeg ønsker det eller ej, en slags personlig solopgang der altid genstarter mit system på samme tidspunkt af døgnet, weekend, nattevågnen og anden ignoreres fuldstændigt.

Nej det forunderlige er at selvom man (jeg?) sover, ved kroppen godt hvad klokken er. Inden jeg faldt i søvn igår aftes tænkte jeg “Jeg vil vågne klokken halv seks, så kan jeg komme tidligt på arbejde og få noget fra hånden”.
Og her til morgen da jeg vågner og kikker på uret står der 5:29. Ikke mere, ikke mindre. Det er fantastisk, det er praktisk, det er bekvemt og jeg værdsætter det højt, men jeg fatter ikke muk! En ting er at min krop kan fornemme hvornår det bliver lyst og vække mig ved daggry eller noget i den stil, det ville give mening. Men hvordan pokker ved min sovende hjerne at klokken er halv seks?

Kender nogen forklaringen?

Uncategorized • Skrevet 27. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Morgen, endnu er her ikke meget lys. Gråhvide vattotter har lagt et tæt låg på verden og vejene er næsten stille.

Men selvom vejret er gråt kan jeg smage det i luften, fornemme det i den svage duft fra græsset som jeg cykler forbi det, høre det på fuglekvidderen der sneg sig ind i min drøm om at være søvnløs mens jeg stadig halvslumrede lige inden søvnen ebbede ud.

Det er ikke længere vinter.

Uncategorized • Skrevet 26. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Onsdag, regnvejr. Første glimt af Fastaval – skolelugt, træk og kulde, glade mennesker jeg ikke har set længe.
Et mylder af folk i alle størrelser og en forventningsfuld summen. Dag 0 🙂

Torsdag, mere regnvejr. Utallige ture fra skolens fjerneste hjørne (hjemkundskab med de lune ovne) til fællesrummet med bradepander fulde af boller til morgenmaden. Ikke længe efter er jeg arkæolog med en brændende ambition og et trist ægteskab, på udgravning i Irak, 1931. Brændende ørken, bitre ord, djinni og det begrænsende liv som kvinde i en mandeverden.

Senere, efter mørket er faldet på og aftensmaden spist haster jeg gennem den belejrede by, vel vidende at trods min og mine fællers bedste indsats vil den falde inden morgenen gryr og alt jeg kender vil gå til i blodig død og rasende pest. Tragedien er uundgåelig, men da jeg – sent – falder i søvn med Leoparden i favnen er det med den runde rare følelse af fuldbyrdelse. Vi kæmpede mod det uundgåelige, og vore ofre reddede om ikke vores by – den tog pesten – så dog resten af verdenen fra de modbydelige og skånselsløse hære. Min broder død, mine frænder ligeså, og jeg med. Men vi kæmpede mod overmagten og det nyttede. Ofrene var ikke forgæves.

Træt morgen – jeg er ikke skabt til at komme sent i seng. Frysende hoppen i reservekøen. Hvorfor er det altid koldt på skoler? Har politikerne pålagt dem så mange besparelser at der ikke er råd til at have tændt for varmen og få sprækkerne rundt om dørene tætnet? Heldet er med mig – der er ledige pladser på det scenarie jeg helst vil spille og der er lige netop en tilbage da det bliver min tur.
Jeg tilbringer eftermiddagen blandt de underjordiske på Bornholm, eller rettere sagt omkring dem. I fortællingen om prinsen de har ventet på, kræfterne der påvirker ham og hans kamp mod sin onde tvilling tildeles jeg rollen som øen. Jeg har aldrig været på Bornholm, men jeg har nu været Bornholm.
Fortælingen bliver – mest grundet en for vægtig spilmekanik – til en tragedie trods vores bedste anstrengelser 🙁 Tragedie, men denne gang uden fuldbyrdelse, forsonenede træk eller nogen lyspunkter. Eftermiddagen føles ikke helt vellykket, men man kan ikke være heldig hver gang.

Junk food (jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har spist en købeburger og jeg ved nu hvorfor) og hyggesnak. Jorgo, Lars, Marie og jeg kortvarigt samlet om et bord for første gang i snart en halv snes år. Anders Trolle, stor, hyggelig og kamerabevæbnet. Hvirvlende, smilende, svedperlende dans (hvordan er den nogensinde kommet til at hedde pornopolka? Jeg kan huske vi dansede den i New Zealand da jeg gik til skotsk folkedans, og jeg ved den har et rigtigt navn omend jeg på grumt irriterende vis ikke kan huske det. Grrrrr!) Gruppedanse er fornøjelige 🙂
Jeg møder atter Maries Rune og kan nu huske hvordan han ser ud. Men denne gang er jeg også ganske ædru 😉 Der er megen glæde at finde i hendes smil og det er en fryd at se.

Formiddag – spøjst som Fastaval får morgener til at lide under formindsket eksistens. Jeg er Maria fra Guernica, officer for regeringstropperne under den spanske borgerkrig. Krigens gru, tvivlens gnaven – er uhyrlighederne berettigede? – og kærlighedens glæder. De 6 timer sat af til scenariet er ikke nok, og det ender noget uforløst med lidt for lidt spil og mange beskrivelser. Men trods alt en stærk, god historie.

Jeg krammer Lars og Marie farvel og går ned for at spille HotShot – genmodificeret, forbrydelsesopklarende reality-tv-stjerne i København år 2013. Det burde have været sjovt – var det i små bidder – præmissen var god, virkemidlerne fine, forfatterne dygtige. Men en af 5 spillere brugte små 3 timers indledende tale/spiltid mere eller mindre på sig selv og ved siden af historien med det resultat at vi til slut måtte jappe igennem scenariets klimaks 🙁
Bandende og svovlende (tak Nis, fordi du lyttede til mit brok) var jeg først hjemme i sengen hos Leoparden halv fire – hele 105 minutter inden vækkeuret ringede.

Tidlig morgen – de fandtes altså stadig. Det tager et helt kvarter under den varme bruser inden mine øjne kan åbnes nok til at sætte linser i. Søvnmanglende svimmel cykler jeg ned til havet for at holde påskemorgen, inviteret af Maria og Asgers kirke, de mest umådeligt behagelige mennesker jeg længe har mødt. Sandelig, han er opstanden! – Og det er jeg også. Solen står op mens vi står der, dens lyserøde stråler slipper hist og her gennem skydækket og danser over vandoverfladen. Lyst, så lyst.

Genfødt slæber jeg mig ud til min Familie. Mig og en stor pose vasketøj. For første gang i mit voksne liv bringer jeg snavsetøj hjem til min Mor – ikke fordi jeg ikke kan få vasket det selv, men fordi det er skidt at være alene lige efter Fastaval, ikke engang den halve dag det ville tage at vaske et par maskiner tøj. Efter at have været blandt så mange rare, sære og velvillige mennesker kontinuert i adskillige dage er stilhed meget stille, aleneværen meget ensomt.
Så drukken af søvnunderskud og med en pose klichetøj og ingredienserne til Tsoureki (ja, ja, jeg ved godt det er Langfredag man skal bage det, men der var jeg jo på Fastaval) drager jeg mod Åvej.
Det første forårssolskin i haven – søvnigt dasende på træbordet mens dejen hæver. De 7 solstråler jeg fandt gjorde mig i den grad sulten efter mere. Nogle timer senere:

Katten Yndig sørgede selv for sit påskeæg – på stuegulvet fandt vi dette blandt en samling spredte fjer:

Så tilsyneladende kan man (eller rettere sagt kat) skræmme en fugl så meget at den lægger et æg! 😉

Blandt påskens andre begivenheder er min første email fra Onkel Jørgen. Velkommen til den digitale verden – og godt gået!

Nu, to dage senere er jeg stadig mast selvom jeg vist efterhånden har fået sovet ud, og ikke helt klar til at det skal være hverdag igen. Jeg længes efter mere rollespil, virkelighedsflugt, flere lånte følelser, omstændigheder og verdener. Mere drama. Har du noget? Det ville heller ikke være dårligt med mere carte blanche til at opføre mig så bizart jeg lyster uden at nogen ser skævt til mig af den grund. Jeg kan næsten ikke vente til næste år!

Jeg må også konstatere at i bedste Fastavalånd er Christoffer på vej til at springe ud som papskubber:

Nydelige formationer!

Uncategorized • Skrevet 18. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

På hylden i mit køkken, lige der hvor jeg hele tiden ser det står påskeægget du har lavet til mig – jeg har endnu kun nænnet at spise det mindste lille stykke af det.
Hver gang jeg får øje på det lister et lille smil sig frem og jeg er ikke ganske alene i min lejlighed – i al sin pragt af chokolade og marcipanfyldt godhed, hyllet i grønt silkebånd og knitrende cellofan minder det mig om den hånd som har formet det, lun i min som vi faldt i søvn side om side sidst jeg besøgte jer.

Engang imellem får du mig næsten til at forstå hvorfor andre mennesker ønsker sig børn.

Uncategorized • Skrevet 10. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Gavin DeGraw on the radio again this morning. Strange dreams during the night, confusing, yet oh so sweet, mixing pieces of a life that was mine not too long ago with where I am now.

Will harmony ever follow?

Uncategorized • Skrevet 07. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Mandag. Blå morgen med blåt humør, mine nære føles langt væk. Eftermiddag med kodegrublen – mit humør bedres på arbejdet efterhånden som pernitne problemstillinger lægger beslag på tankerummet.
Træt, træt, træt klokken fire. Hvorfor er man altid mere træt efter arbejde om mandagen – eller er det bare mig? Indkøb og en halv times fortumlet lur i min opslåede bog senere tænker jeg “Måske jeg skulle blive hjemme i aften?”. Det tænker jeg hver mandag.

Mere pligtopfyldende end oplagt slæber jeg mig derop, til det salsakursus Daniel foreslog vi meldte os til sammen, for derefter at lide slemt af dårlig ryg og ikke komme mere.

Og så sker det – igen. I løbet af et par timer bliver mine bevægelser blødere, mine hofters vuggen mere udtalt, blikket i mine øjne mindre kynisk og mit sind mindre gråt.
Fornemmelsen af kroppen der sat fri af rytmen for en gangs skyld bevæger sig som en helhed. Skuldrenes rullen og et smil der gerne vil bryde frem (men ikke får lov, min dansepartner der er lige så grøn som mig skulle nødig tro jeg grinte af ham). For det gør jeg jo ikke, jeg er bare en kort stund simpelthen glad, blidt men stærkt indeni som en lun gul solstråle en af de første forårsdage.

Lukkede øjne, nu helt afhængig af hånden der fører. Til min overraskelse går det ikke galt – signalerne om hvor jeg skal bevæge mig hen og hvordan modtages uden at jeg rigtig ved hvordan. Det er væsentlig nemmere at danse blind end at fægte blind 🙂

Jeg går hjem, stadig med den lidt dovne, næsten katteagtige i sin strækken, smygende fornemmelse i kroppen. Lidt endnu er min holdning, mine bevægelser anderledes. Som er min krop ikke bare et hylster jeg transporterer mig i, men en forlængelse af mit jeg. Og jeg vil tilsyneladende danse.

Uncategorized • Skrevet 03. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

I lørdags gik jeg for første gang i mit liv ind i en isenkræmmerbutik og købte noget unyttigt til mig selv. Jeg kommer ellers ikke slige steder, det er endnu aldrig gået op for mig hvorfor jeg skal betale 80 kroner for en grydeske i Kop&Kande når jeg kan få en der er stort set magen til i Tiger til 20.

Men derind gik jeg altså, og kom ud med mit til overpris købte nye legetøj:

… Nej, det er ikke en kaffekande i miniformat. Det er en mælkeskummer.
Man kan ligefrem høre på ordet hvilken kategori den falder i, den samme som appelsinskrælleren og æggekogeren. Unødvendige aggregater som kun tåbelige mennesker der ikke kan finde ud af at koge deres æg i en kasserolle anskaffer. Så nu er jeg også tåbelig.
Men den virker nu upåklageligt 🙂

Så lige siden har jeg fået det fineste fnuglette mælkeskum på min chai og the – sjovt som nydelsen ved en kop the kan vokse ved at det øverste lag kan spises med ske. Fornøjelsen fra varm kakao uden det vamle flødeskum 🙂

Uncategorized • Skrevet 02. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu