Kattens Rejse

Et billede på julehandlen og telefonproblemer

Først et billede på de julehandlende jeg ser i stimer hver dag hernede i midtbyen, mere og mere desperate for hver dag vi kommer nærmere juleaften.

Dernæst dagens praktiske oplysning: Min telefon er gået i udu, så indtil lånetelefonen ankommer i løbet af et par dage kan jeg ikke læse sms og kun ringe til de få numre jeg kan huske i blinde (det er skærmen der har givet op).
I kan ringe til mig, men det er også det.

Farvelære

Hvis man svitser løg og karry, så bliver det gult. Tilsæt hjemmelavet hønsefond – stadig gult.
Tilføj gulerødder, de er jo gode for øjnene og du har en æstetisk tilforladelig snart-aftensmad.
Så er det ved at være nu det er værd at passe på.
Det kan på det bestemteste ikke anbefales at tænke “der skal jo også være noget protein i, jeg tilføjer belugalinser”. For hvad jeg ikke havde opdaget – idet jeg hidtil har brugt belugalinser i tomatretter hvor det ikke ses – er at belugalinser afgiver farve når de koges.
Når man blander gult med brunsort får man bægrønt med skrigorange klatter.

Det er vist meget heldigt at jeg ikke har gæster til aftensmad idag :-/ Mon jeg kan regne med at dem jeg skal lave julefrokostmad til i weekenden drikker sig så fulde (inden maden) at de er farveblinde?

… Farven til trods smager det dejligt (og af karrysuppe).

Krykhusar

Igår morges på vej til arbejde var det koldt. En dejlig morgen, endda også for cyklister for selvom klokken knapt var 6 var der fint saltet hernede i byen, hele vejen op til uni og hen af Bethesdavej. Undervejs holdt jeg op med at spekulere på om det mon var glat når nu det var frostvejr, for cykelstier og veje var i fin stand.

Så da jeg kommer ud på Ringvejen og skal svinge til venstre i krydset ved Bryggervej er jeg aldeles paf da jeg ikke svinger men glider på det fine islag den aldeles usaltede Ringvej har i krydset (jeg er sikker, jeg så det temmelig tæt på) og vælter lige foran en bus der heldigvis holder stille for rødt. Av!

Vupti, og jeg er den mindre lykkelige ejer af en hævelse på låret på størrelse med en halv melon og et dunkende blåt mærke tager hurtigt form.
Igår var det som I kan se ovenfor rødt, idag er det snarere lilla-sort. Jeg venter med spænding på hvilke andre farver det når at få alt imens jeg doper mig med ibuprofen og varmer mine smertende muskler på den ene side af halsen – de forhindrede instinktivt mit hovede i at få kontakt med asfalten og betaler prisen nu. Av igen.

Som kronen på værket har jeg – ganske urelateret til frostvejr og islag – et overanstrengt håndled som ikke var i form til at jeg skulle gå amok i køkkenet 4 dage om ugen.

Jeg vil godt bestille nogle reservedele nu. Og en tekniker til at installere dem. Og indtil da, et varmt karbad.

Festligheder

Der ligger efterhånden en del billeder i min blogges-snart-bunke så nu skal den tømmes.

Den 1. november holdt jeg fødselsdag, med kageoverload som traditionen foreskriver. Omend det viste sig i løbet af dagen at jeg er blevet noget snedigere til at bedømme hvor meget kage en stuefuld mennesker spiser – der var ikke de enorme rester tidligere fødselsdage har afstedkommet.

Nis var på besøg hele weekenden, så jeg havde hjælp til det der krævede fingersnilde.
Både denne her

– en blåbærkage med en elefant marcherende i et spindelvæv –
og målerlarven.

Den kunne stå selv da den var halvt opædt.

Det er naturligvis Pernilles hånd der sikrer sig de røde marcipanlæber 🙂
Prisen for bedste uovervejede udklædning gik til mulende Russer-Ingrid med thehætten 🙂

Ikke længe efter holdt Pernille og Ingrid indflytterfest i deres nye lejlighed med tårn. Med prinsessetema forstås. Prinsessekjole havde jeg ikke lige på lager, men jeg snuppede lejligheden til at få afprøvet den empirekjole jeg for flere år siden syede til et scenarie der aldrig blev til noget. Heldigvis passede den, min nye facon til trods. Næsten i hvert fald – jeg må have haft nogle meget tynde overarme dengang.

Anders mødte op som Prins Esse

smedekongens søn, mens Ingrid – med fantastisk firsermakeup – gik rundt som den onde stedmoder og fristede med en kurv meget røde æbler.

Bag hende ses den eneste festdeltager i klassisk, lyserød legetøjsbutik-prinsessekjole: hendes (voksne) bror Mathis 😛
Til trods for mere eller mindre forstyrrende episoder

– nu er vi så alle klar over at selvom Pelle har hår nok til flere sidder det bedre på ham selv end på David – var det en aldeles vellykket aften.

Magi var der også. Her ses en unavngiven prinsesse før frøen kyssede hende

og efter (den stak af med glasset).


Sidste weekend holdt Lea og Martin indflytterfest i oppe under skråvæggene i deres nye lejlighed. Med nissetema eftersom julen kommer snigende. Jeg glemte helt at tage billeder selvom jeg huskede kameraet, men Mads tog et billede af mig og Pernille lige da vi var ankommet så nu kan jeg ikke dy mig for at vise min nysyede nissekjole frem.

Ja, det er plyspels fra Tante Ellas tid i Californien. Ingen grund til at smide den slags væk, man ved aldrig hvornår det lige er det man står at mangler.
I den bortklippede billedhalvdel står Pernille og ser … meget overrislet ud, til trods for at hun på det tidspunkt var aldeles ædru. Jeg sparer derfor hendes nerver den del af billedet. Mod passende betaling vil jeg overveje at fremsende det til interesserede parter 😀
Billeder af de andre udklædninger – badenissen, julefrokostgæsten, Dolly Parton-dødsnissen, Rudolf, englen, dulle-nissen (som mere lignede en overordentlig lækker gallaniss) og alle de andre har jeg desværre ikke. Måske ligger Lea nogen op på facebook før eller senere?

På cyklen

Der er rimfrost på græsset
og jeg længes efter sne.
I den danske hverdagsvinter
er der intet spor at se.

Kun lidt dun på togsporsgruset
og et anet hint på vinden.
Hvor jeg længes efter frostvejr
der kan bide mig i kinden.

Efter tyk hvid is på bugten
lige så langt som jeg kan se
og den klare jubel-lugten
over at det kunne ske.

Jeg ku’ traske helt til Samsø
bygge iglo i Sælvig.
Over landets frosne bakker
hørtes mine jubelskrig.

Men min sne er ikke faldet
og min kind er ikke bidt.
Det på trods af jeg har kaldet,
sunget snesang rigtig tit.

Ismaskinehjælp?

Til mit kommende julefrokostkøkkeneventyr (jeg har meldt mig til at lave mad til årets varulvejulefrokost) skal jeg bruge en ismaskine for at kunne kokkerere det inspirationen har valgt. Men jeg har ikke nogen 🙁 Er der en af jer der har, og må jeg låne?

Betaling af leje i naturalier kan komme på tale 😉

Nix!

Sne!

En knivskarp duft på byluften.

Spredte, langsomme fnug. Et lander i min mundvige. Senere et på næsen. I panden sidder fugten fra de første jeg så og ivrigt greb lige da jeg kom ud.

🙂

Dyre vaner

Til min fødselsdag fik jeg af Pelle og Maria forskellige slags kvalitetsthe af den slags jeg normalt ikke under mig selv at købe. Heriblandt en lille pakke med nogle forskellige Kusmi-thebreve.

Siden har jeg nydt at prøve en ny om morgenen, og det er farligt.
Den ene af dem var nemlig så god at jeg ikke kunne modstå at gå ud og købe en dåse af den.

Kraftig, uden falbelader, god og kulsort, lige sådan som jeg allerbedst kan lide min the 🙂

Tungnem

Jeg har haft min nuværende facon et års tid efterhånden. Tilpas velnæret til at eksperterne er tilfredse med at min krop ikke mangler længere, men ikke mere end det.

En pæn del af tiden lykkes det mig mere eller mindre at ignorere hvordan jeg ser ud – det er den del hvor tingene fungerer så nogenlunde. Jeg undgår at se i spejlet på badeværelset, skifter tøj mens jeg efter bedste evne kigger på og koncentrerer mig om noget andet og når først jeg er klædt på og gemt væk er det lidt nemmere at undgå at tænke på hvad der er indenunder og hvordan det føles.

andre tidspunkter går det mindre glat. Jeg skal helst ikke tænke over eller konfronteres med det, så snubler jeg.

Det går det ikke så godt med. Jeg kom for skade at se mig selv lave yoga i weekenden, lagde mærke til hvor det var rundt og gyngende. I situationen var jeg lidt på afstand og tænkte bare “Åh ja, det er rigtigt, jeg væmmes ved at se på mig selv”.
De sidste dage har det i stigende grad plaget mig, og jeg må nok indse at jeg ikke ustraffet kan få øje på mig selv. For jeg bliver så ked af det. Selv efter at have set sådan ud over et år nu. Stadigvæk.

Måske slår det ekstra hårdt fordi jeg bevidst og stædigt har ignoreret det efter bedste evne. Men jeg har ikke kunnet hitte på andet at stille op, det virker umuligt at ændre sin egen smag.

For hvordan kommer man igang med at overbevise sig selv om at noget man aldrig har kunnet lide er dejligt. At det sanserne fortæller er frastødende ikke nødvendigvis er det? Hvadenten det er selleri, technomusik, cigarrøg eller bløde, kvindelige former.

Giv mig et hint. Hvad skal jeg gøre?