Inden længe melder rastløsheden sig – jeg er vågen, vågen, VÅGEN og kan ikke bare ligge her.
Jeg tænder adventskransen, laver the og sætter mig til rette med computeren – det er lige så hyggeligt som det ser ud :-)

Jeg har fri idag, og planen er jul og mere jul. Når Christoffer engang vågner pynter vi juletræ sammen. Det bliver dog nok ikke lige foreløbig for jeg hørte ham gå omkring ved totiden ;-)
Indtil da tænker jeg at bage nogle jødekager. Bare en lille portion, for min Mor har allerede bagt brunekager, klejner, honningkager, vanillekranse og korenderkager så det er i virkeligheden ikke kager vi mangler. Men lidt jødekager skal der til – mest fordi dem holder jeg særlig meget af.
Hvad resten af dagen vil bringe er ikke til at sige, men det skal nok blive godt :-)

Jeg er træt og trist. Selvom jeg laver dejlige ting med søde mennesker besidder den underliggende melankoli mig helt.

Det er svært at koncentrere mig. Når jeg ikke er igang med en aktivitet bliver jeg nærmst panisk af tomheden, når jeg er igang med noget knækker min koncentration hele tiden og frygten for tomheden kigger frem.

Det har været sådan længe, åh så længe. Hvornår bliver det bedre?

Lasses saltbagte rødbeder efter Brødrene Prices opskrift.
Det var en hel lille arkæologisk udgravning da de kom ud af ovnen.
Første spadestik.

Godt på vej ned i hulesystemet.

Alle emner befriet, nu skal de pilles.

Saltbagte rødbeder i timianmarinade.

Det var i weekenden. Idag har jeg Ingrid på besøg til opgaveretning og græskarsuppe. Hun står for opgaverne, jeg for suppen.
I gryden kom to søde små økologiske græskar fra min Mors have samt to løg og en butternutsquash fra (mindre romantisk) Føtex.

Efter en halv times tid i gryden var der mad. Græskarsuppe med pecorino og friskkværnet peber.

Hvad mon næste madprojekt skal være?

Eller næsten, for tankerne svirrer. Om hvad jeg har haft og mistet, om andre, tidligere dage hvor jeg var nærmest lykkelig.

Om der mon nogensinde er nogen som vil elske mig igen? En som jeg kan give mig selv til, en jeg ikke kan undvære og som er der specielt for mig? Det føles ikke sådan, og så bliver tankerne hurtigt tunge.

Jeg prøver på at nyde de gode ting jeg laver i hverdagen, bestræber mig på at sige ja til invitationer og samvær. Og det er dejligt at se rare mennesker, men når jeg er alene kommer tristheden, for nedenunder ligger et dybere savn.

Og hvad stiller man op med det?

Først chokolademuffins.

Dernæst klipsnegle

De voksede voldsomt ovenud af muffinformene og blev helt paddehatteagtige. Men lækre så de ud, hver og en.

Så var der også alle de andre kager. Tre slags småkager – citronkugler, choko-balsamico-cookies og ingefærkager – en lagkage med banan og en med skovbær, en gulerodskage og en skål krydrede vintertrøfler.

Som sædvanligt havde jeg lavet alt, alt for meget kage, men i modsætning til tidligere år lod jeg være med at komme med truslen om at ingen fik lov til at gå før der var spist op :-)

Det var dejligt at have huset fuldt af søde mennesker hele eftermiddagen og gaver kom de endda også med. Her er den mest dekorative af dem:

Det er ikke første gang – fra et andet år kan du læse her

I år husker jeg Tante Ella. Så lyset står i en farverig rød glasstage – havde jeg haft en med guld på havde jeg brugt den.

Det er mørkt udenfor, vintermørkt, julemørkt. Og om noget associerer jeg Tante Ella med jul. Hun var altid den mest festligt klædte i rødt og guld og med sit varme smil og begejstrede julesind kunne hun nok sætte gang i hyggen. Hun havde tit eggnog med og der var altid gaver til Mor fra ‘Nissen’ eller ‘Julemanden’ under træet.

Med sin læbestiftmund og kunstigt optegnede øjenbryn var hun en forfængelig dame til det sidste, men hun formåede at være det med stil, al glimmeret til trods.
Med sine mange amerikanske låneord, parykken og alt glitteret var hun min barndoms mest excentriske personlighed.

Hjemme hos Tante Ella var der hyggeligt fyldt af det mest kitchede nips man kan forestille sig. Lyserøde plastikflamingoer i haven og masser af kunstige blomster indenfor. Sammenlignet med de amerikanske hjem jeg har været i kunne man bestemt godt se at hun havde boet mange år derovre. Samtidig kunne man se på de mange sjove småting hun havde stående at hun havde levet et langt og dejligt liv.

I det hele taget husker jeg Tante Ella som et varmt menneske der bestandig havde appetit på mere af livet. Flere festligheder, mere hygge, mere samvær.

Nu hvor hun ikke er her længere husker og ser jeg hendes varme i min Mors øreringe, i smagen af eggnog, i hendes syting som jeg har arvet og ikke mindst altid i julepynt og glimmer.

Tante Ella danser i mine minder denne nat.

Så er det bestemt på tide med en lyskæde!

Min indre årstidsstemme siger at med dette mørkeniveau er det også snart på tide med noget sne!