Man tager 250 g mel 125 g vand og lidt salt og ælter til en smidig dej.
Så skærer man et kryds i dejen og folder hjørnerne ud så den bliver firkantet.
Midt på det firkantede stykke dej lægger man en pakke smør (250g) banket lidt i facon så det passer, og så pakker man smørret ind i dejen.
Hele molevitten rulles – forsigtigt, så der ikke går hul ind til smørret – ud så den er tre gange så lang på den ene side som på den anden, og foldes i 3. Dernæst rulles den lidt længere ud og foldes i 4. Nu har den brug for at hvile lidt i køleskabet for smørret bliver hurtigt blødt.
Når dejen er kold rulles og foldes den igen i 3 og dernæst 4. Hviler lidt mere i køleskabet.

Så er butterdejen klar til brug. Den rulles ud til ca en halv centimeters tykkelse og stikkes eller skæres ud.

Bag ved 200-225 grader til gylden og sprød.

Jeg lavede en butterdejsstang med spinat og feta og en flok fleurons – butterdejshalvmåner – af resterne:

Se, de blev flot høje.

Trist fordi det iår føles som om Fastaval var noget der foregik som bagtæppe imens jeg var i køkkenet.
Og ganske vist var det hyggeligt at bage kager, dele kager ud, få ros for kager, rydde op efter kagebagning og alt det andet der følger med min Fastaval-tjans, men egentlig, oprindeligt kommer jeg jo på Fastaval for at spille rollespil.

Det blev det ikke til meget af i år, og de to gange jeg fik spillet var det med en arbejdstræthed der gjorde at jeg begge gange overvejede om jeg ikke bare skulle gå i seng i stedet for (så jeg var klar til mere køkkentjans bagefter). Og det til trods for at begge var gode scenarier som ramte lige ned i min smag.

Jeg spillede “Heart’s Blood” – en Jeepform-tilpasning af Bram Stokers Dracula og “Tilbagefald”, en historie om hvordan alkoholisme gradvist slår en familie i stykker.

Men der var jo adskillige andre scenarier som jeg også gerne ville have spillet. Og det ville da også være dejligt at kunne møde op til spil uden dårlig samvittighed over det arbejde der nu ikke bliver gjort fordi jeg er ude at more mig i stedet for at være flittig i køkkenet.
For slet ikke at tale om de mennesker som jeg gerne ville have nået at snakke ordentligt med i stedet for bare at måtte suse forbi på vej til at aflevere en kage, tage noget opvask eller finde et forsvundent køkkenaggregat. Folk jeg holder af, men typisk kun ser en eller to gange om året og som det derfor føles som om jeg gik glip af i år :-(

Så næste år skal der ske noget andet. Enten skal jeg tage en pause og helt lade være med at være arrangør eller også skal jeg have en body double. En som vil dele min tjans og bage halvdelen af kagerne sådan at vi begge to kan nå at være overskudshavende fastavalgæster to af dagene i påsken og kun arbejde de andre.

I år var i hvert fald året hvor det holdt op med at være holdbart – hvor jeg holdt op med at føle mig som en del af miljøet og i stedet kun var en serviceperson. Vellidt og altid modtaget med smil, men ikke desto mindre serviceperson og ikke deltager.

Det er desværre ikke sjovt længere :-(

I dette tempel kunne man på flere af dørvogterne se den begyndende indflydelse fra vesten – her er en der har fået høj hat på.

Overalt på gader, stræder og pladser så man masser af gadekøkkener.

Et kig ned i gryderne:

Vi gik tur på blomstermarkedet og så et væld at fine blomster. Både friske

og kunstige

Om aftenen tog vi skytrain en tur ind til bymidten.

og videre med tuktuk til en restaurant.

Næste morgen var der ikke noget officielt program, så Tante Gurli, Onkel Jørgen og jeg besluttede os for at tage en taxi over og se Wat Arun (som vi allerede flere gange havde set fra flodsiden).
Vi fandt nemt en taxi og betalte den fyrstelige sum af tyve kroner for den halve times køretur. Og så blev vi endda kørt helt hen til indgangen til templet fordi som taxachaufføren sagde at Onkel Jørgen var gammel. Han mente det i asiatisk stil utvivlsomt som en kompliment – men vi benyttede resten af ferien enhver lejlighed til at minde Onkel Jørgen om det :-)

Wat Arun – morgengryets tempel, opkaldt efter Aruna, daggryets gudinde fordi morgenenes første solstråler glimter i det porcelænudsmykkede tårn. Der var mange fine detaljer og hjørner


Og oppe ad den første trappe i tårnet var der en lille gang hele vejen rundt, med fin udsigt.

Trappen ned fra andet niveau var stejl

Alle klarede turen tilbage til jordniveau

Ved fælles hjælp :-)

Bagefter tog vi færgen over på den anden side af floden (for den formidable sum af 3 baht – 60 øre) og fik noget koldt at drikke i skyggen.

Om eftermiddagen gik vi tur i Chinatown. Vi så bl.a. et kinesisk apotek som havde mange bizarre ting.
For eksempel:

tørrede søheste – gad vide hvad de gør godt for?
Der var også slangehamme

Og svalereder

Sidstnævnte kunne endda fås i en fin gaveæske.

Endelig var der inde i butikken også potensmidler som disse:

– tørrede dådyrpikke.
Og alt sammen til indvortes brug – godt man ikke er kineser!!!

Det første der møder en ombord på sådan et fly er – udover de ulastelige stewardesser i nationaldragt – en varm vaskeklud til at tørre sine hænder i, en snack og en drink. Ikke nogen dårlig måde at begynde ferien på :-)

Vel ankommet til Bangkok er det første der sker desværre at Tante Gurli falder på vej op ad trappen til hotellet og slår både skinneben, kind og briller – sidstnævnte så de bliver ganske skæve. Så vi drager ud i den store by for at finde en optiker der kan rette dem ud igen.
Hos en thailandsk optiker bliver man mødt af smilende, uniformerede yngre kvinder som serverer juice og finder stole frem.

Med blomsterpynt endda:

Brillerne blev fluks rettet ud og det hele kostede…. ikke en øre!
På vej videre fra optikeren stoppede vi forbi en bagerforretning og fik lidt til maven. De havde vældig flot dekorerede kager.

Bagefter – nu med udrettede briller og mindre tomme maver – tog vi skytrain – en slags hævet metro (Bangkok har også en almindelig underjordisk metro) – ud til Bangkoks berømte weekendmarked.
Der har de alt – og jeg mener alt – fra blomster, til tøj, håndklæder, køkkengrej, smykker, nipsting af alle slags, mad og meget, meget mere. Vi gik rundt der længe – så længe at Onkel Jørgen helt glemte at drikke vand og blev svimmel :-/

Tilbage til hotellet – først med skytrain og så med hotellets færgebåd det sidste stykke ned ad floden. Når man er kommet ombord på båden viste det sig at der fluks kommer en tjener rundt. Først med en kølig klud til at tørre sved af panden og byens snavs af hænderne, og dernæst med et glas iskoldt drikkevand. Det er slet ikke så tosset sådan med lidt service :-)

Om aftenen blev vi hentet af en båd med dækket bord, mandskab og buffet af thaimad.
.
Så kunne man ellers nyde sin mad og samtidig se hvordan mørket stille faldt på på vej hen ad floden.
Mange af de berømte monumenter var oplyst – her Grand Palace:

Også Wat Arun – et tempel i Khmerstil (mere om det senere)

Mætte af dagens indtryk – og stadig lidt trætte efter flyveturen – blev vi afleveret tilbage på hotellet så vi kunne sove ud inden morgendagens udflugt til Grand Palace.

Sidder i toget, dagen lysner. Solen kigger frem og himlen bliver blå. Et fantastisk forårsvejr folder sig ud mens jeg rytmisk bliver transporteret nærmere hjem.

Jeg hentes på banegården af Lasse og køres fluks hjem til min Mors varme omsorg. Mad, bad, selskab og lur i solen – så er det alligevel ikke så slemt at komme hjem :-)

Næste skridt må være at håndtere at fylde den tid ud jeg nu ikke længere sover. For det er stadig svært at koncentrere mig, ikke nemt at hverken læse eller se serier i mere end 5 minutter ad gangen. For slet ikke at tale om håndarbejde – det er noget som bare ikke sker.

I stedet har jeg næsten konstant lyst til at være i selskab med mennesker. Folk som er mig nære, eller som jeg ønsker bliver det. Jeg længes efter kontakt mellem sind, lange samtaler, neddykken i væren. Og når jeg får lidt af det skriger alt i mig efter mere, mere.

Hvorfor denne (pludselige?) afhængighed? Hvad betyder det – og hvad stiller jeg op med den?

Jeg kigger på min blog. Min sygnende, længe ignorerede blog, knapt overlevende med blot en enkelt en post om måneden flere måneder i træk. Er konklusionen at jeg er, eller måske har været, et sted hvor ikke meget kunne røre mig, hvor jeg ingenting lukkede ind?

Det jeg har oplevet i den sidste tid, hvor flere ting har bevæget mig til at skrive indlæg, føles i hvert fald som en levendegørelse. En langsom opvågnen af en slags, efter måneder og årstider tilbragt i dvalelignende tilstand.
En helende og nødvendig dvale efter afslutningen på mit forhold til René og Maiju, en slumretilstand hvori intet helt kunne nå ind til mig mens jeg bearbejdede sorg og svigt.

Men nu? Nu er der begyndt at ske noget. Den sidste måned har været fuld af gode oplevelser, nærværsskabende, oprivende og rundt-rykkende tildragelser som nok kan vække en op af selv dyb dvale. At de så er adskilt af skrigende banale hverdage på arbejdet er vist bare et udtryk for at det er et virkeligt liv jeg har, ikke et historie- eller filmliv.

Mere. Åh giv mig mere!