Kattens Rejse

Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Den har jeg lavet. Ken hjalp :-)

Det er meget nemmere at få noget gjort når der er nogen med til det.

Glad-energisk-sitrende.

Rejse i morgen tidlig. Morgensolskin, nypudsede vinduer og hoste-sygemelding fra arbejdet idag.

Forår.

Glad.

Jeg husker hvordan det føles at sidde omfavnet på dine benede knæ ved bordet efter aftensmaden, pakket ind i et tæppe mens de voksne smånakkede.

Jeg husker hvordan dit hjem var det hyggeligste sted i verden jeg kendte. Varmt, trygt og dejligt, fyldt med de vigtigste mennesker. Og de havde næsten altid tid til at lege lidt.

Jeg husker at du lærte mig at flette. At bage nøddekniplingesmåkager. At være stædig (men det sidste er jeg ikke sikker på du gjorde bevidst).

Jeg kan huske mønstret i dit badeværelsesgulv, lyset fra den rødbrune lampe i gangen, de små ting du havde i stuevindueskarmen, duften af dit sengelinned.

Jeg savner dig Bedste. Varmt og ømt, indeni.

Det er muligt at vi har rigtig træls travlt på arbejdet og det kun ser ud til at blive værre.

Der er også noget med at min medicin stadig ikke rigtig giver den effekt den skal og at lægen gerne vil skifte mig til et andet præparat. 4 uger med hovedpine, svimmelhed og kvalme (oveni det travle arbejde, forstås) hvis jeg siger ja, samme slatne, rast- og koncentrationsløse hverdag som nu på ubestemt tid hvis jeg siger nej.

Det er også rigtigt at mine arme, skuldre og ryg er ret molestrerede af al det snitteri og de mange akavede løft jeg har på arbejdet.

… Men når sneen falder gadelygternes skær, så kan jeg ikke lade være med at smile saligt mens den lander på mit ansigt.

Stadig magisk.

Maiju er rejst hjem til Finland og René er på konference i Montreal.

Jeg savner.

Det er ingen hemmelighed at mit hovede ikke ligefrem er gode venner med verden for tiden.
Jeg forventer mig ikke ret meget når jeg går dagene i møde.
Men pludselig kan man overraskes.

Forrige lørdag traskede jeg i augusthalvsolskinnet hen til René og op af alle trapperne. Jeg var endda kommet ind ad døren før før det gik op for mig at ikke alt var som det plejede.

Første hint: En stor pakke midt på sofabordet, ledsaget af skiltet her.

Andet hint: Min langsomt roterende hjerne erkender at det er Elvis julemusik der spiller fra boomboxen. Det er her hovedet rigtigt fatter at noget er ud over det sædvanlige – den musik er hardwired i mit system på samme måde som duften af gran og honningkager.

Den er god nok, det er jul. På spisebordet står der juletræ(spotteplante) med glitter, bånd, gaver ved foden og den misfornøjede nisse med huen nede om øjnene fra vores jul i Berlin sidste år (man skimter hans hvide skæg i billedet, selvom han forsøger at vende ryggen til kameraet).

Kalenderlyset stemmer også.

Helt umuligt ikke at tude lidt. Jeg kan godt huske tidligere på ugen i udbredt håbløshed at have snøftet gid det var jul, for så havde man fri og folk var glade og der var rart. Og så blev det pludselig jul på en tilsyneladende helt almindelig lørdag i august.

René havde inviteret, så i løbet af dagen kom vennefamilien forbi – som familie nu gør til jul :-) Der var the, appelsiner med nelliker, hygge, konfektproduktion og gaver. (Måske lidt snyd at de fleste af gaverne var til mig, men jeg klager ikke ;-) )

Maria havde taget sin kæreste Daniel med, det var dejligt at få lov at se giraffen. Her kan I også få lov at se ham – endda med et af de falske overskæg der var i en af gaverne.

I baggrunden ses Renés sværd, i julens ånd dekoreret med bånd og lyskæde!

Tordenen vækker mig. Der plejer ellers at skulle mere til, men alle vinduer står åbne i varmen.

Gevaldige, glædelige tordenbrag. Som en dyb og beroligende rømmen sig, inden nogen introduceres.

Og så: Regnen. Tung og tæt. Duften af vådt, sommervarmt græs og lun fugtig jord når op til mit vindue, selv her mit i byen.

Bygen tager brat til, stilner roligt af og dagen begynder.