Kattens Rejse

Archive for the ‘Syg’ Category

Advarsel: Brok forude. Videre læsning er for egen regning. Jeg fralægger mig ethvert ansvar for overopfyldte klagesangsbehov.

Mavepine på lur. Når jeg har spist, når det er er stykke tid siden jeg har spist og på vilkårlige tidspunkter derimellem. Boblen og dump dunken i de tidlige morgentimer, efter det er blevet lyst, når duggen falder.

Madglæde er et fænomen jeg ikke længere kan relatere til. (Det skulle da lige være mellem 4 og 6 hvor jeg ofte vågner og er sulten. Men der er det ikke spisetid ifølge min kostplan :-/) Jo senere på dagen det bliver, jo mere kvalmt er føde. Mine indvolde roterer i protest når jeg går forbi en grill- eller pizzabiks, bager eller slagter og duften af selv hjemmelavet aftensmad (min eller andres) er omtrent så appetitlig som dunstren fra Ceres-bryggeriet. Frokost-brød (rug, spelt, hvidt, hvadsomhelst) falder som mursten i maven og jeg tilbringer de 3 timer inden der skal spises igen med at fortryde hver en slugt klippe jeg bærer rundt på.

Sådan har det været en god månedstid. Jeg har kæmpet med det, først med held, men på det seneste mod overmagt – de sidste par uger har jeg ikke kunnet tage på og er derfor nu på time out fra Daghospitalet, indtil videre en uge. (Hvis der går to uger i træk hvor man ikke tager det planlagte halve kilo på om ugen bliver man sendt hjem for at overveje sin strategi.)

Jeg er træt. Træt af at tvinge mad i et fordøjelsessystem der skriger på fred, omsorg, blidhed. Træt af maveøm at frygte det næste måltid, for de skal jo tvinges ned hver og et, uanset hvordan jeg har det, og umådeligt irriteret over den defekte lukkemuskel i halsen der tvinger mig til at tykke drøv hver gang maven er tilnærmelsesvis fuld.
Træt af ikke at kunne sætte mig ned uden overvældende trang til bare at sove-sove-glemsel-sove. Det er da ganske vist rart at sove, men med måde, ikke sandt? Og helst ikke den der spændte, spjættende søvn jeg fanges i om natten, så jeg vågner hver morgen med forpinte, stive muskler og ondt i nakken.

Lige nu er vilkårlige krav – selv de allermindste – og ethvert pres for meget. Jeg forstår det ikke. Hvis jeg skal tale i telefon med nogen eller købe noget bliver jeg nervøst rastløs og maven knuger, hver gang jeg skal nogen steder hen har jeg så inderligt lyst til at lade være, blive hjemme, gemme mig. Selv de ting jeg ved jeg som regel nyder – yoga, kenjutsu, bagning… – er ikke til at få halet mig selv igang med. Og hver gang det lykkes mig at insistere og med en kraftanstrengelse gøre det alligevel kan jeg mærke hvordan jeg bruger faretruende af de ikke-just-mange ressourcer der er mig tilbage. Hvad mon der sker når jeg ikke længere kan piske mig selv afsted?

Ikke mere brok for nu. For at der i det mindste skal være lidt at se på får I denne her. Jeg fandt den på LMSs hjemmeside. Snedigt filmet – det er lige præcis sådan det er.

Igår, som jeg dvask efter kenjutsu sad og så Bones (knogler, hurtige replikker, David Boreanaz og en kvindelig forsker = fin opskrift på krimi) havde jeg i en af TV3s mange og lange reklamepauser nær fået aftengrøden galt i halsen. De benytter sig af pausen til også at reklamere for kommende programmer, i dette tilfælde “Superskinny Me”, præsenteret som et program om nogle kvinder der vil tabe 5 tøjstørrelser på 5 uger, og ende i den størrelse 00 (altså 32) kvinder på den røde løber og diverse catwalks efterhånden helst skal have.
Der vises et par hurtige “appetitvækkende” klip fra programmet, det der bed sig mest fast i min hukommelse havde en læge bøjet over en mager krop med EKG-elektroder på, mens han forklarer at en af de største farer ved ekstreme vægttabsstrategier er død som følge af hjertesvigt.

Det var det hele. I det udpluk, mellem reklamer for Bilka, Robinson-ekspeditionen og resten af min krimi, lignede det en reklame for det der foregår i programmet. “Tab dig drastisk og få et bedre liv”. En brugsanvisning på at skaffe sig en spiseforstyrrelse så at sige.

Nu er jeg ellers ikke den der kan hidse mig så meget op over hvad TV3 og detslige vælger at vise af smuds, men her blev jeg nu mere end småforarget. Det er muligt at den almindelige befolkning ikke ved at det ikke tager meget mere end halvanden måned at pådrage sig semipermanent mental og fysisk skade ad den vej, men et eller andet sted i udførslen må der da have været en journalist der måtte erhverve sig noget baggrundsviden.

Jeg og min forargelse gik udmattede i seng (efter lige at have snuppet første bid af en hyggelig serie om en seriemorder der myrder dem politiet ikke får dømt) og her til morgen da jeg googlede programmet, i den tanke at skrive noget ætsende giftigt går det op for mig at det måske ikke er så fælt endda, og bestemt ingen reklame.

Når man kigger lidt nærmere end TV3s småvildledende reklamespots viser det sig at være en omvendt Supersize Me. Med to kvindelige britiske journalister i rollen som Michael Moore, og lægeovervågning af hvad der sker med dem når de haler sig selv igenmmen samme behandling som visse berømtheder siges at udsætte sig selv for. Måske ikke grund til forargelse alligevel? Mere oplysning end anoreksireklame, gudskelov!

Jeg fandt den ene journalists beretning om de 6 uger eksperimentet stod på. Interessant! Læs det. Vældig betryggende for en som mig at en pæn bid af de symptomer man får som spiseforstyrret induceres af sult – journalisten som ellers startede sund og rask beskriver en åh-så-genkendelig oplevelse i løbet af blot 5 uger. (Det er rart at overveje at jeg måske ikke er helt rablende vanvittig, men at sult i stedet forstærker min generelle småskørhed voldsomt ;-) )

Tegn på den er der ikke desto mindre masser af. Her er billedet fra journalistens beretning

Jeg foretrækker så absolut at se på den højre variant, både af hende og mig. Og som med de fleste andre æstetiske klassificeringer er det mig aldeles umuligt at forstå hvordan nogen kan mene noget andet.

…. Første del af programmet kommer torsdag aften klokken ni.

Sugen i solar plexus, appetitløshed, længsel efter at gemme mig et lunt sted og aldrig komme ud. Panisk, fortvivlet ønske om at ugen er slut, dens forpligtelser overstået, fred. Lyde er for høje, mennesker for mange, sanseindtryk overvældende intense, mit personlige rum opsvulmet. Tal ikke til mig, ingen øjenkontakt, tak.
Maven knuger velkendt, som skulle jeg til eksamen om lidt. Men det skal jeg ikke, og denne knugen forløses ikke i et adrenalinsus men bider sig vedblivende fast og nu, på fjerdedagen, overvejer jeg efterhånden hvornår den selvdestruerer i et boblende syrebad, alternativt kollapser til et sort hul og opsluger mig.

Jeg kender det godt, det var samme stil i vinters. Men jeg var absolut ikke forberedt på at denne skrøbelighed brat skulle vende tilbage, og det (siger samvittighedsstemmen i mit hovede) uden nogen fornuftig årsag.

Men der er jo en grund, selvom det tog mig en desperat klaustrofobisk stund i et inferno af fortvivlelse at finde den. Før første gang i… – ja siden i vinters har jeg taget en lille bid af de forpligtelser i verden uden for mig der var mine tilbage. En stump så beskeden at jeg end ikke overvejede at den kunne påvirke mig inden jeg tog den på mig.

Det var dumt! I vinters var jeg afkræftet, og når kroppen ikke får nok er alle følelser blegere, irrelevante. Når samvittigheden taler lystrer man efter bedste evne, for det er jo alligevel alt sammen lige meget, det føles ikke altid vigtigt om man træder på sig selv, om man ikke har flere kræfter. Man skal passe sit arbejde, også det frivillige (måske især det, det har man jo selv meldt sig til), man skal ikke besvære folk, man skal knytte sylten og få dagene overstået og ikke være sådan en tudesidse. Og man, det er naturligvis mig.
Nu – forbi det største stykke af vejen mod en ekspertacceptabel minimumsvægt – rammer det på en helt anden måde. Kroppen, ikke længere udryddelsestruet, er blevet stærk nok til at den tillader sindet fuldt udbytte af signalerne, og den lægger ikke fingrene imellem! Jeg ved snart ikke hvad jeg foretrækker.

Jeg arbejder hårdt med min spiseforstyrrelse og har gjort det de sidste måneder siden depressionen fortrak sig nok til at tillade tankevirksomhed. Og det går godt, efter omstændighederne. Fremad og i et tåleligt tempo. (Ikke at det er rart, forstås. Jeg ville end ikke ønske for min mest hadede tidligere lærer (det er mit håb at min omhyggeligt høflige overflade har sikret at du ikke har den fjerneste anelse om hvem du er) at skulle gennem sådan en omgang. Med sin fornuft konsekvent at skulle gøre vold på sine meninger, følelser og instinkter, vidende at de er sygelige på trods af at de føles lige så intenst ægte og sande som altid er ikke det morsomste jeg har prøvet. Det gør det beklageligvis heller ikke nemmere at vide at jeg sandsynligvis skal fortsætte med at gøre det resten af livet.)

Men det er gået fremad som sagt. Og det har måske nok fået mig til at tro at alting generelt gik fremad, ikke kun der hvor jeg havde sat alle mine kræfter ind. Så jeg sagde tankeløst “Ja da, selvfølgelig!” og tænkte at et skridt til på vejen tilbage til mit tidligere liv var på tide, jeg har kostet samfundet nok allerede ved at være syg så længe, det er på tide jeg får fart på.
Men det er måske snarere på tide at erkende at det ikke er tilfældet. At ingenting kommer uden knoklen, at det ikke nytter at jeg _vil_ – den der agerer ved viljen alene går før eller senere i stykker, det har jeg erfaret en gang allerede.

Pernille talte Sandhed igår. Hun så lige på (gennem?) mig da jeg brokkede mig over min ‘helt uden grund brat forværrede tilstand’, og sagde noget i stil med “Dette her (forpligtelser, ansvar, at gøre ting der ingen glæde bringer, konstant at nedvurdere mig selv) er det der var ved at slå dig ihjel sidst du gjorde det. Det er ikke spor underligt at din krop reagerer kraftigt og fysisk på det!”

Det tog mig et par øjeblikkes paf stilhed at indse at hun havde ramt plet. Men hver gang jeg indrømmer “Ja, beklager, jeg kan ikke” når jeg _ved_ (det var de der instinkter igen) jeg burde kunne daler min mening om mig selv yderligere. Hvis der er en løsning (udover at leve ved viljen igen indtil jeg knækker næste gang) kan jeg ikke se den.

Jeg troede jeg befandt mig i et Kobayashi Maru-scenarie: Hvis jeg tager på har jeg det usselt med mine krop og kan ikke holde dens kurver ud. Hvis jeg taber mig følger jeg ikke behandlingen (hvilket jeg har skrevet under på, dvs. givet mit ord på at jeg vil) og opfylder ikke de forventninger de centrale autoritetspersoner i mit liv (lige nu behandlerne og Charlotte og Jenny på Daghospitalet) har til mig og så er den gal med samvittigheden – det har altid været vigtigt for min selvforståelse og -accept at kunne opfylde vigtige menneskers forventninger. Uden at leve op til dem, ingen dopamin- eller serotonin-belønnning til min hungrende, triste hjerne.

I denne uge opdagede jeg så at det i stedet er et Pest-eller-kolera-scenarie :-/ Jeg har spist efter kostplanen (og ikke bare i denne uge) men har alligevel tabt mig 1½ kg! Der er ikke rigtig nogen forklaring – noget af det kan være vand, men planen er trods alt lavet til at jeg tager ½ kg _på_ hver uge. Den eneste grund jeg kan se er at al min hvileløse spjætten, kropslede, rastløshed og spændinger selv når jeg sover må have været energikrævende. Ikke bare ingen vinding, men tab på alle fronter – jeg har haft det usselt og samtidig ikke opfyldt mine behandleres forventninger og tabt mig.

Det mest frustrerende ved det er at det føles som om de ikke tror på hvad jeg siger. De har mange års erfaring og spiseforstyrrede er kendt for lyve om mad, lidt ligesom kleptomaner stjæler, uden at have mulighed for at lade være. Og med et vægttab på 1½ kg kan jeg jo nok ikke have spist at det jeg har skrevet jeg har, vel…?
Da jeg var kommet hjem fra den ugentlige torsdagsvejning, havde tygget lidt på misfornøjelsen samt en skudefuld risengrød (trøstemad :-) ) og set John McClane terapeutisk molestrere adskillige skurke (det er rigtigt, Bruce Willis har haft hår!) for anden jul i træk gik det op for mig at den mest smagte af fornærmelse.
Jeg er ikke (længere, som barn og teenager løj jeg stærkere end en hest kan rende) vant til at få min oprigtighed draget i tvivl. Tvært imod har jeg fra adskillige af mine nære venner hørt beskrivelser i stil med ‘Hvis Terese siger det, kan du godt regne med hun mener det’ eller ‘Hun siger det ikke hvis hun ikke mener det’. Og – vigtigere – det er også den opfattelse jeg selv har. Hvis jeg er træt siger jeg ‘lad os ses en anden dag, jeg vil gerne i seng nu’, hvis kjolen er grim eller jeg ikke kan lide maden siger jeg det hvis man spørger mig, og så fremdeles.

Så hvad ligner det at antyde jeg lyver om hvad jeg spiser? Jeg føler min ære gået for nær!
Vi bliver jo bedt om at føre spisedagbog af en grund, nemlig for at de forskellige eksperter (diætisten, lægen, sygeplejersken, pædagogen, fysioterapeuten…) kan handle ud fra det. Så jeg er jo ikke bare en løftebryder hvis jeg skriver eller siger noget der ikke passer, jeg er også snotdum! Jeg har fået nok 11-taller i min akademiske karriere til at regne ud at at føre behandlerne bag lyset ikke er den hurtigste måde at få behandlingen til at bære frugt. Og jeg har jo selv valgt at være der, det er ikke ligefrem fordi det morer mig eller er dejligt. Jeg gider ikke fejle det her længere, jeg vil være rask – hvis jeg ville snyde ville det være meget simplere bare at udskrive mig selv og gå, jeg er da (endnu ;-) ) uden røde papirer.

Hrmf! Æresoprejsning er sådan et gammeldags ord, og det går nok ikke an at udfordre statens personale til duel. (Til at starte med må man antageligvis ikke slå dem med en handske.) Hvad gør man så?

Den begynder tidligt (men det siger vist næsten sig selv), i gennemsvedt nat- og sengetøj. Jeg vender dynen, men ak, det er gjort for mange gange allerede, den anden side er lige så våd. Spjættende og uden hvile roterer jeg i svedhulen indtil klokken slår noget der generelt accepteres som morgen af andre mennesker.

Et bad (oh, ikke at være klistret!) og en hyggelig morgenmad i solskinnet på terrassen sammen med Tante Gurli og Onkel Jørgen. (Jeg kan tydeligt huske dengang Onkel Jørgens stærke ældre-end-Gamle-Ole morgenost lugtede fælt og appetitdræbende. Nu hugger jeg af småbidderne i tallerkenens kant når han ikke kigger ;-) ) Tidløs juni med et strejf af skoleferiestemning – kun på træerne og menneskene kan man se at årene går, stemningen, gæstfriheden og al resten er forblevet som det har været så længe jeg kan huske. En oase i min verden.

Togturen hjem er længere end sædvanligt, jeg har ingen ro.

Til fysioterapeuten som stærkt anbefaler at jeg begynder at dyrke Pilates (men alle de betalelige hold jeg har kunnet finde foregår enten når jeg er på Hospitalet eller til kenjutsu :-/), videre ud at købe fødselsdagsgaver til Christoffer og Lasse og direkte ud til Hospitalet, den ugentlige torsdagsvejning og medfølgende kvababbelser.

2 kg er der røget på denne uge – jeg føler mig som en spækfyldt spærreballon og kan slet ikke forlige mig med de nye kropsrundinger og -fornemmelser. Mine lår når igen sammen når jeg går, barmen er atter tung nok til at det gør ondt når jeg cykler, løber, hopper og alt det jeg havde vænnet mig til var kantet er begyndt at blive rundt og blødt igen. Selvom de ikke er videre sunde kunne jeg nu bedre lide kanterne, de var mere bekvemme.

Hjem til lidt rastløs Skype og blogning og tilbage i sengens svedehule (denne gang min egen) til endnu en nat – omend den korteste på året – der roterende skal overstås.