Kattens Rejse

Archive for the ‘Syg’ Category

Jeg stirrer ud i luften.

Jeg lukker øjnene og slapper af, ser på indersiden af øjenlågene og venter. Jeg ved ikke helt hvad jeg venter på.
På at noget skal ske? På at verden og mit hovede skal vende gunstigt igen.

Det har været et hårdt forår.
Flytte sammen, flytte fra hinanden. Ligge i vintermørket ved sengetid og trække dynen op over hovedet for ikke at høre de to andre skændes. Føle René glide længere og længere væk fra mig og ned i sit eget hul af opbrugte reserver.
Fare vild i den hæslige jungle det er at finde et nyt sted at bo i Århus. Trække mig igennem et skoleophold med godt resultat til trods for at mit hjemmeliv er en tyngende katastrofe.

Og nu, tilbage på arbejdet. Deadlines er overstået, jeg er flyttet og er færdig med skolen for denne gang. Presset er taget af og dagligdagens trummerum gået igang.

Nu, i stilheden efter stormen er det tydeligt at jeg har pådraget mig stormskade. Mit hovede er ikke noget velfungerende sted, det meste af tiden har jeg bare lyst til at lukke øjnene og sove fra det hele. Jeg kender det godt, har været her før. Og ved desværre også hvor meget arbejde der skal til før det bliver bedre.

Det arbejde har jeg ikke kræfter til – og hvad gør jeg så? Tidligere har der været René til at hjælpe mig op af hullet med nærvær, støtte, udfordring og omsorg. Men René er slidt op, har ikke mere at give, har ikke engang nok til sig selv
Jeg har søde venner, og det hjælper at være sammen med dem. Men når dagen slutter stirrer jeg på indersiden af øjenlågene igen og ved slet ikke hvad jeg skal stille op med de uoverskueligt mange timer som udgør resten af dagen, resten af ugen, resten af livet.

Jeg har hele tiden lyst til at spise, og det er bestemt ikke fordi jeg har tabt mig og har noget at indhente. Jeg teoretiserer at det er et basalt behov som jeg _kan_ opfylde og som derfor fylder mere end sundt er, nu hvor der er andre jeg mangler at få opfyldt. Men teorien får det ikke til at gå væk.
Spise, ikke spise, overspise. Jeg kører rundt i en usund cyklus og bruger alt for mange tanker på det. Måske fordi det er nemmere at tænke på mad end på alt det andet. Når jeg har spist har jeg lyst til at kaste det hele op så jeg kan komme til at spise igen.
Jeg gør det ikke. Endnu. Men jeg ved ikke hvor længe jeg kan være stædig. Jeg _ved_ at det ikke vil gøre noget bedre, tværtimod, men det eneste jeg har lyst til (som jeg kan få) er at spise og sove.

Så længe jeg sover kommer jeg heller ikke til at se på mig selv. For jeg er væmmelig og fæl, må være væmmelig og fæl siden mine kærester ikke vil mig mere. Jeg genkender den afsky og ved den er en del af spiseforstyrrelsen, men den er så logisk nu at den har bidt sig fast og ikke er til at bortmane.

Min koncentration er nærmest ikkeeksisterende. Jeg læser 3 sider i en ellers god bog (Dresden Files, den sidste nye), lukker øjnene og har lyst til at gå i seng. Ser på klokken og tvinger mig selv til at læse lidt mere, klokken otte er for tidligt at sove, selv for mig.

Jeg kunne ellers sagtens sove. Jeg kan sove 12 timer i træk hvis det skal være, og en totimers middagslur oveni. Endnu et velkendt tegn på at den depressive tendens i mig har medvind for tiden.

Jeg skal gå igang med at mobilisere de værktøjer jeg har lært til at komme op af det her hul. Men det er så meget mere indsats end jeg orker, lige nu kan jeg nærmest ikke huske hvad de er. Mit idiotiske hovede foreslår at det er meget nemmere at spise en liter is, kaste den op og sove fra det hele.

I december så jeg Pernille til en dejlig julefrokost, og hun så hammergodt ud (billedet yder det desværre slet ikke retfærdighed, indsæt selv indre billede af en strålende Pernille):

Der blev spillet Raaage Jeopardy

og det var en rar grineaften med ulvene.

… Peter lavede det trick han kan med hænderne på min ømmeste skulder og den var næsten ok dagen efter! :-D

I december løber Stressnissen forjaget rundt i Matematisk Kantine. Her er hun i elevatoren på vej op til fysik med nogle frokostplatter.

I december flygter Leoparden fordi jeg ligger og vender og drejer mig sådan i sengen i jagten på søvn.

I december kan man finde en kæmpestor polo-mint på en sort piedestal når man er på vej i biografen.

I december tramper jeg på mit gulvtæppe i sneen nede i gården og bager æbleskiver til René på en lang og hvid søndag.

There’s a million thoughts in my head
that don’t really have a place
They are all just milling around
in a tumbling, hazardous race.

There are ten thousand ants in my feet
and in every other limb
They cause me to fidget intensely
at the risk of getting too slim.

I guess this medication’s not bad
the dishes really get done
but this ongoing, maddening twitch
is a menace I cannot outrun.

Then of course I awaken at four
after several earlier tries
I just twitch and I turn and I yearn.
This drug steels the sleep from my eyes.

On the plus side I’m quite productive
in the wee hours just before six
I write mails, I rhyme and I fidget
I wish the productiveness sticks.

If it stuck for the rest of the day
I might have a jolly life
yet it leaves before five in the evening
- the rest of the day is pure strife.

Being medicated isn’t fun
but neither is being without.
How I wish to remove this dilemma
and the seething, lingering doubt.

… and the twitches, most of all the twitches.

For første gang siden jeg blev løsladt fra Hospitalet vejede jeg mig idag på en ikke-veje-dag. Dumt! Og også et tegn på at jeg burde tage lidt på snarest.

Spireforstyrrelsoverleverens guide til resten af livet fortæller soleklart at hvis man efter et vægttab begynder at fokusere mere på sin vægt, spisning, sult etc, så er det et prima hint om at man vejer for lidt til at kunne være mentalt sund.

Og jeg har jo tabt mig, siden i sommers. Ikke med vilje som sådan, men på grund af manglende appetit, dårligt mentalt helbred og generel mangel på energi.
Ikke ret meget – knap 2 kg – jeg ligger stadig på den rigtige side af den nedre tilladte grænse, men åbenbart nok til at det ikke er holdbart. Hm.

En ting er at vide at man er mentalt sårbar overfor selv små vægttab, noget helt andet er at føle.

Og det noget nær sidste i verden jeg har lyst til lige nu er selvfølgelig at tage lidt på – det er jo sådan det virker.

Oveni kommer så at den nye medicin jeg har været på siden i onsdags får mig til at sove dårligt, være mere rastløs og have sultfornemmelse en stor del af tiden. Noget så provokerende for de mindre sunde dele af min mentale organisme.

Jeg var ikke klar. Ikke klar til at ferien sluttede, ikke klar til at varmen forsvandt og morgnerne begyndte at dufte af kølig regnvåd asfalt og kommende efterår, slet ikke klar til at få verden i hovedet fra alle retninger.

Det virkede ellers en overgang som om jeg ladede op. Sugede sol, varme og dasetid op og lagrede det som et spæklag af energi til senere.

Der er ikke noget tilbage.

Skolen er en blanding af latterlig basal undervisning i ernæring, læsning af varedeklarationer m.m. og praktiske køkkentimer.
De første er deprimerende spild af tid og ren energidræning, køkkentimerne er en lang understregning af alt det jeg ikke lærer om på min læreplads. Der er masser af kokkeelever på mit hold, heldige mennesker som faktisk lader til at have lært noget af at være i lære. De kan (udover at lave mad naturligvis) anrette så maden ligner en million og kender små fine tricks til garniture og pynt. I sammenligning har jeg “lært” at lave opbagt sovs i kæmpeportioner og stege alting i kilovis af margarine. Vældig unyttigt når jeg bliver bedømt på anretning både i timerne og til eksaminer. Og derudover en prima måde at føle sig som en uduelig dumrian – man skal bare se på mit resultat og de andres når maden præsenteres :-(

Når jeg kigger på de udleverede råvarelister som forberedelse til dagen efter i køkkenet er jeg aldeles tom for ideer. Der er ingen “kunne det ikke være fint/lækkert/spændende med X?” eller “kan man mon gøre sådan-og-sådan ved Y”. Ingen kreative ideer, ingen lyst, bare apati og træthed. Hvor er det blevet af? Hvordan får jeg det tilbage?

Min krop er skrantende efter et halvt års kamp for at klare arbejdet. Jeg prøver så småt at gå til lidt motion igen, nu hvor jeg er på skole men det ville være synd at sige at der er nogen fornøjelse i det. Jeg kan langt mindre muskelmæssigt nu, end for over 2 år siden da jeg begyndte til pilates og bliver rask væk forpustet af at gå hen i Føtex. Alting gør ondt i dagevis bagefter og jeg kan ikke finde ud af ikke at hade mig selv for det. Hvad f…. skal jeg med en krop når den ikke kan nogetsomhelst.

Min mave, som ellers er den mest pålidelige del af min anatomi, strejker og strejker. Den plejer rask væk at klare vandhanevand fra skumle steder på kloden, sær og tilfældig mad, posevis af svesker og kirsebær og andre grove løjer. Nu gør den på 6. uge ondt halvdelen af gangene jeg kommer noget i den og ingen mad smager mig rigtigt.

Jeg er træt. Ikke på den måde hvor man rigtig får noget ud af at sove, bare sådan hvor alle ting virker uoverkommelige. Andre mennesker, strygetøjet, opvasken, kontakte kommunen, ringe til lægen, alting.

Jeg kan ikke gennemskue hvorfor det er lige nu kræfterne er slut og heller ikke hvad jeg stiller op. Jeg kunne blive hjemme til jeg har pusten, men er udmærket klar over at ingenting vil være forandret til den tid. Jeg er låst og jeg kan godt mærke at jeg går i spiralen. Men der er slet ingen vej ud.

Måske skal vi bare indlægge mig med det samme. Holde op med at lade som om at jeg kan finde ud af at føre nogen form for anstændigt produktivt liv. Putte mig i en kasse og aldrig tage mig op igen. Det virker jo ikke som om der er nogen levedygtige alternativer, vel? Jeg er helt brugt op.

Spise. Gumle. Gnaske. Tygge. Jeg har lyst til at spise også selvom jeg ved jeg ikke er sulten.
Og som bonus får jeg den velkendte “dit-blodsukker-er-lavt-spis-noget-_nu_”-koldsved og utilpashed på tidspunkter hvor mit blodsukker overhovedet ikke er lavt. Det er lige til at blive pip – og ikke så lidt provokeret – af.

Om aftenen er det svært at sove. Jeg plejer ellers at kunne falde i søvn som på kommando. I stedet ligger jeg nu og vender og drejer mig, uanset hvor udmattet jeg så er.

Når jeg falder i søvn (hurra for lægen og hans sovepiller) drømmer jeg sært. Drømme af en slags og konsistens jeg ikke har haft i umindelige tider – eller i hvert fald flere år. Ubehagelige drømme hvor jeg tit gør noget forkert og der ofte går længe efter jeg er vågnet før jeg forstår at det er noget jeg har drømt og ikke det der skete igår.

Mine følelser og mit humør kører i rutchebane.

Min hjerne savner sine stoffer.

Fra idag begynder jeg nedtrapning af Fluoxetin. Jeg kan læse på nettet at abstinenssymptomer er forholdsvist sjældne, især i begyndelsen af nedtrapningen eftersom Fluoxetin har en lang halveringstid i blodet, men jeg er nu noget bekymret alligevel.

Da jeg først blev sat på medicinen oplevede jeg at have brat mere energi (det var vist der Pernille sagde “Jeg har hørt dig sige mere idag end al den tid vi har kendt hinanden tilsammen” :-P ). Betyder det så at jeg bliver endnu mere træt og udmattet end jeg allerede er, nu hvor jeg holder op?

Derudover påvirker serotonin mæthedsfornemmelsen. Betyder det, at uden hjælpestoffer i hjernekemien til at sørge for at serotoninen bliver der længere, så skal jeg til igen at være sulten hele tiden?

Uha!

Midnat. Uden så meget som et flygtigt blik tilovers for min invitation danser søvnen langt uden for rækkevidde af mit feberømme hovede. Jeg venter, indbyder, med tålmodighed og uden, og et par gange er jeg væk en blid halv time.

Om dagen føles jeg feberfri til trods for hæs, øm hals, øjenbetændelsen og alt det døde gule snask der har slået lejr mine lunger og bihuler. Jeg bliver mere klar i hovedet og tænker forhåbningsfuldt: “Det går nok over snart”. Men nej, henad aften stiger min interne temperatur til noget tydeligt på den forkerte side af 37 grader, feberømheden og ubehaget tager til. Distraktioner kan hjælpe, men skal være ret instisterende for at holde min flakkende koncentration.

Hvad det end er for en efterårsvirus der har bidt sig fast i mig har den vist sig fælt dygtig til at indtage enhver afkrog af øre-næse-halsregionen og alle nærtliggende slimhinder den kan lægge sine klamme tentakler på. En uge har den festet i mit indre, lystigt sat sit afkom i verden og denne nat kommer den med endnu et våben, et gammelkendt, frygtindgydende et.

Listende, snærende, panikinspirerende kommer ørepinen snigende, og brat er jeg igen blot en halv snes år og fanget i natten, søvnløs og med en spids smerte jeg ingen mulighed har for at lindre. Inde bag trommehinden hvor jeg ikke kan nå, varme, klø, lindre eller flå ud. Klokken er knapt halv tre og natten strækker sig pinefuldt uendelig foran mig, en ørkenvandring af åh så kendte, men længe glemte sindshvirvler.

Bizart når noget der tidligere var det eneste logiske valg i en situation pludselig ændres radikalt…

Jeg er syg. Altså jo, jeg er sygemeldt, men denne gang mente jeg nu med feber, snot, halssmerter og betændelse – sådan en rigtig efterårsomgang.

Først kørte mit sind i sit sædvanlige spor: At en virus har fået fat i mig er da ingen undskyldning for at sætte tempoet ned og bruge lidt tid på at lade immunforsvaret arbejde.
Næhnej, jeg har gået til forelæsninger med lungebetændelse, kodet masser af Java med feber, cyklet selvom jeg var nødt til at stå af og kaste op og spadseret lange veje hjem med influenza på kølige dage. Der kunne sandelig ikke være tale om at blive hjemme i sengen (eller bare tage bussen, den slags koster jo penge) – der var opgaver der skulle regnes, funktionalitet der skulle kodes, ny viden der skulle indlæres og alle hverdagens praktikaliteter at ordne.

Så sådan en smule virus! Pjat, jeg kan både tage til træning, gå til møder på hospitalet (ens sygdomme har vel en rangorden ;-) ) og i det hele taget bestræbe mig på at ignorere alle kroppens signaler om at den har brug for hvile, væske og varme. Det er noget af det tigerdyr (hmmm, måske Teresedyr?) er bedst til!

Men så kom jeg til at stoppe op og overveje hvad det var jeg var igang med. (Det skal man passe på med, bare så I ved det. Jeg har arbejdet en del på at blive bedre til netop dette de sidste par måneder og de fleste af mine eksperimenter leder til den konklusion at genovervejelse kan føre til radikalt anderledes handlemønstre.)

Hvorfor tvinge mig selv til at styrte rundt og potentielt smitte andre ved min tilstedeværelse? Hvorfor omdirigere ressourcer der kunne have gået til immunforsvaret til aktiviteter der igrunden godt kan vente til senere, i morgen, i næste uge? For jeg dør jo ikke af at opvasken får lov at stå et par dage mere, at lejligheden flyder af vasketøj og køkkenbordet snart er så nusset som -gulvet. Og ganske vist har jeg nogle officielle papirer der skal udfyldes og sendes ‘snarest muligt’ – men ‘snarest muligt’ er antageligvis for andre (læs: mentalt sundere) mennesker ikke mens de har feber og hovedet fuldt af snot.

Så her sidder jeg, paf, i lænestolen under dynen og kan ikke helt forstå hvorfor min kroniskt dårlige samvittighed ikke råber højere (især om de officielle papirer). Men det er nu meget rart at dens stemme ikke er så høj – mit hovede er febertungt.

Jeg tror jeg tager en lur.