På vej hjem fra Mor og Lasse igår cyklede jeg gennem Riis skov. Mest fordi vinden skubbede lige rigeligt rundt med cyklen og jeg tænkte der var mere læ inde mellem træerne.
Og det var der. Et tykt lag visne blade dækkede vejen, luften var rolig og lyset blidt ned gennem skovens tag. Lydene fra Grenåvej var dæmpet næsten væk og mest kunne man høre en lys rislen af vindens rusken i træernes kroner.
Og hvad man ikke kan se på billedet ovenfor er at i et jævnt og stille tempo faldt blade som gylden sne i hele skoven. Rykket fri af vinden mens de endnu var gule dalede de ned på sti og skovbund som store forsigtige snefnug.
Et magisk øjeblik, der overfaldt mig helt stille og uventet mens jeg bare var på vej hjem 🙂
No comment so far