På trods af en lang julepause med nedsat tempo og brækket fod gisper jeg allerede deperat efter vejret.
Arbejdet er dejligt – ingen klager der. (Måske udover når jeg skal rette opgaver, men den slags klager er vist obligatoriske 😉 ) Det er spændende at være med til at rykke eleverne, og det er sjældent jeg går fra en lektion uden at være lidt mere energisk end da den begyndte.
Men bagefter. Når jeg kommer hjem, når andre mennesker har fri og jeg åbner fysikbogen, den næste ugeseddel/rapport/afleveringesopgave. Så har jeg lyst til at kaste computeren ind i væggen, til at sætte mig ned, give slip og falde fra hinanden, til at slå hovedet ned i bordet indtil det går væk eller flækker som en melon.
Og jeg forstår det ikke. Der er masser af andre mennesker i denne verden som formår at arbejde 60 timer om ugen og ikke være ved at gå til af det. Hvorfor er det så så svært at få til at lykkes for mig?
Jeg sørger for at holde fri en dag om ugen som anbefalet, men det forslår som en skrædder i helvede. Og der er ingen mulighed for mere.
Hvad skal det til for, at min ubrugelige og usolidariske krop ikke siger fra i tide og utide og hvordan slipper jeg af med den unyttige og klaustrofobiske følelse af aldrig at kunne slappe af, altid at være ved at blive kvalt under den næste uoverskuelige opgave før jeg er færdig med den forrige?
Jeg ved godt at den eneste vej er igennem. Og at der er lang, lang vej endnu (når dette år engang omsider er omme har jeg nået en trediedel af de kurser jeg mangler).
Men hvordan kommer jeg så igennem, om på den anden side? Lyset for enden af tunnelen er uendelig fjernt. Hvad stiller jeg helt konkret op?
No comment so far