Ind imellem skriver jeg nogle meget personlige ting på nettet. Enten her eller på facebook.
Typisk tekster eller udsagn om hvordan jeg har det – eller ikke har det. Hvad der virker i mit liv og hvad der ikke gør.
Ofte ting jeg aldrig ville fortælle i en samtale, ikke engang til dem jeg stoler mest på.
Hvorfor egentlig det? Hvorfor ikke bare beholde mine sære tanker og komplekser for mig selv og lade være med at hælde det ud over uskyldige elektroniske forbipasserende?
Den taktik har jeg prøvet en gang, den med ikke at fortælle noget til nogen. Den gjorde mig ikke ret meget godt, og endte i et længere sygeforløb.
Så dels er det en ventil. Den damp der lukkes ud får ikke kedlen til at eksplodere.
Men mest handler det om ærlighed. Over for mig selv.
Når jeg formulerer noget på skrift, så bliver det meget tydeligt om det passer. Om jeg stikker mig selv blår i øjnene, overdriver eller underdriver.
Om den historie jeg fortæller mig selv om hvordan verden hænger sammen passer med de ting jeg kan observere.
Og når først jeg ser det, så er jeg jo nødt til at forholde mig til det. Eller meget bevidst lade være, det sker bestemt også ind imellem. Men så er det et aktivt valg.
Når det skrevne så ligger på nettet og ikke i en skuffe eller krøllet sammen i skraldespanden handler det om at holde mig selv op på hvad jeg ved. Og om at være klar over når jeg ignorerer det. For hvis det lå i skuffen eller skraldespanden så fandtes det jo nærmest ikke 😉
Og en gang imellem også om at vide at andre har muligheden for at holde mig op på det. Hvis jeg har sagt det højt, er det ikke så nemt at løbe fra det. Og det er ellers den eneste slags løb jeg er nogenlunde habil til.
No comment so far