I er så betænksomme! Det er væltet ind med tilbud om hjælp, kram, aflastning og mere. Der er endda flere af jer der er gået så vidt som til at foreslå jeg flytter ind hos jer en tid – en nat, uge eller mere!
Det er vildt – så nem er jeg heller ikke altid at være sammen med. Det er dejligt og varmer indeni. Tak! 😀
Jeg tror dog ikke det er det jeg har brug for.
Det var en voldsom oplevelse den anden nat. Jeg er stadig overrasket over at det kan ske, bare sådan uden varsel.
Og jeg er meget eftertænksom i forhold til at jeg jo er ret sikker på jeg ikke fejler noget fysisk. Ergo er det noget jeg stresser kroppen til at gøre. Og så må jeg jo finde ud af hvordan jeg lader være med det. (Det tænkes der stadig over.)
Lige nu konkluderer jeg – foreløbig – at jeg har brug for at blive herhjemme hos mig selv, og forsøge at få det til at fungere. Jeg har brug for den mentale ro der er ved at være i mit eget hjem – også selvom det hjem så flyder, er snavset og kosten fortsat mest består af müsli.
Brug for at fortsætte i en velkendt rutine, for at vågne i min egen seng de fleste morgner. Også selvom køkkenet trænger til at blive skrubbet og nogen har tabt gårsdagens beklædning ud over hele gulvet på vej i seng.
Og også brug for at være et sted hvor hvis jeg ikke siger et ord til nogen, så er det ok, ingen bliver kede af det. For at vide jeg ikke risikerer at forstyrre når jeg står op klokken 5 og roder med thevand og mikrobølgeovn.
Men husk lige at jeg er varmet og glad over jeres tilbud, også selvom jeg tror det er bedst at sige nej tak. Jeg håber I forstår.
Jeg hørte godt omsorgen bag 🙂
No comment so far